Fukuyama: Populismen peger på ægte problemer, men har forkerte svar

INTERVIEW: Vesten er truet indefra af identitetspolitiske politikere, særligt på højrefløjen, og centrumpartierne må finde vej til på ny at tale om national identitet. For Europa kan det betyde stadig handlingslammelse, siger Francis Fukuyama til Altinget.

Francis Fukuyama har flere gange holdt foredrag i Danmark, og han
coinede begrebet "getting to Denmark", som var en anden måde at tale
om The End of History på.
Francis Fukuyama har flere gange holdt foredrag i Danmark, og han coinede begrebet "getting to Denmark", som var en anden måde at tale om The End of History på.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Mange har sagt, at han havde ret, og lige så mange, at han tog åbenlyst fejl.

Francis Fukuyama har stået på et af de øverste – hvis ikke det øverste – trin på den stige, der fører fra den lukkede akademiske verden op til offentlig stjernestatus for intellektuelle.

Og der har han været, siden han for 30 år siden til det amerikanske tidsskrift The National Interest forfattede et 18 sider langt essay betitlet "The End of History?". En titel og et begreb, der både har givet ham førnævnte opdrift og vadet foran ham som en dobbeltgænger, folk kunne harcelere over og gøre grin med.

For historien stoppede jo ikke, og fred og fordragelighed tog ikke over – krigen i Eksjugoslavien, 9/11, Irakkrigen, finanskrisen.

Fakta
Blå bog: Yoshihiro Francis Fukuyama 

  • Født i 1952
  • Politisk tænker og professor i statskundskab på Stanford University
  • Efter sin ph.d. fra Harvard University arbejdede han både som forsker og underviser og i tænketanke som Rand Corporation og Project for the New American Century – og han var også rådgiver for Ronald Reagan.
  • Siden essayet "The End of History?" har Fukuyama udgivet ti bøger med The End of History and the Last Man (1992) og tobindsværket The Origins of Political Order (2011) og Political Order and Political Decay (2014) som de mest prominente.
  • Han er gift med Laura Holmgren, med hvem han har tre børn. 

Den diskussion kommer han til at leve med – og nok også dø med. Selv virker 66-årige Francis Fukuyama temmelig afklaret, da Altinget kommer igennem til ham en torsdag morgen amerikansk vestkysttid.

"Det er den mest udbredte og mest fundamentale misforståelse af min tanke, at jeg mente det på den måde, at politiske begivenheder simpelthen ville holde op med at ske, at tiden på en måde gik i stå," siger han hovedrystende.

Trump agerer nærmest, som om han var en agent for den russiske regering. Hvis russerne invaderede Ukraine i morgen, så ved jeg faktisk ikke, hvad den amerikanske reaktion ville være

Francis Fukuyama

Fukuyamas pointe var, at med menneskets iboende krav til andre om at blive anerkendt som et selvstændigt og værdigt individ, ville den politiske historie af mange snoede og voldelige veje nå sin sidste og færdige form med det liberale demokrati. Fra at være en kamp mellem mennesker ville politik til sidst stå på et grundlag med gensidige borgerrettigheder og ret til at deltage i magtudøvelsen til alle.

For nogle år siden introducerede han et andet begreb om det samme – og et, man som dansker ikke kan lade være med at fremhæve – "getting to Denmark".

"Mit grundlæggende spørgsmål i "The End of History?" var: Hvad sker der, når lande går ind i en moderniseringsproces? Hvad bliver de så til? Bliver de til Kina, Iran eller Saudi-Arabien? Og der er svaret ret åbenlyst: nej. De bliver – i det mindste tilstræbt – som Danmark."

Men når man læser Fukuyamas gamle essay og den efterfølgende bog, der udkom tre år efter og blev en overraskende global bestseller, er der i hvert fald en ting, der slår én, hvis man kun kender hans tænkning gennem alle dem, der har kritiseret den. Tesen om historiens afslutning er ikke triumferende eller skrydende og fyldt med selvforherligelse. Fukuyama er ikke de lykkelige slutningers forfatter.

Som han skrev i essayet: "Livet efter historiens afslutning vil være ret trist". Hvorfor? Ja, man kunne købe alle mulige ting og tilfredsstille ethvert begær. Og jo, man havde fritiden til at dyrke sin kondition, sin krop, og man kunne blive en foodie og gå op i mad, gå til yoga, tjene mange penge, arbejde og leve et langt og sundt og komfortabelt liv.

Men man kunne ikke andet. Det hele ville være så ulideligt let i en tilværelse, han beskrev som "det uendelige pedelarbejde i museet for menneskets historie". Uden noget at kæmpe for, uden muligheden for at ofre sig og blive en helt. Uden som sine forfædre at sætte noget på spil, i sidste ende livet selv, for 'noget større', ville en dyb kedsomhed sætte ind.

Og Fukuyama så for sig, at når kedsomheden blev intens nok, ville folk sætte ild til det hele igen i længsel efter at få den mening i tilværelsen, som kampen, krigen og konflikten om ære, status og dominans giver. Han følte det faktisk sådan selv, skrev han:

"Jeg kan mærke det i mig selv, og jeg kan se det i andre omkring mig, en intens nostalgi efter en tid, hvor historien eksisterede."

Så mens han argumenterede for – og det gør han stadig – at der ikke var en alternativ, levedygtig politisk model til det liberale demokrati, kunne det alligevel finde sig selv i voldsomme kriser. Ikke 'udefra', men indefra.

Det liberale demokrati ville få et problem, det ikke ville kunne løse med mere liberalt demokrati, flere rettigheder og mere universel anerkendelse. Og det er det problem, han nu ser udfolde bag de mange identitetspolitiske og "populistiske" bevægelser både på højre- og venstrefløjen og i krisen i det liberale demokrati Vesten over.

"Det er problemet i liberale demokratier. At det ikke giver folk en følelse af forpligtelse eller fællesskab. Og så begynder de at længes mod en form for anerkendelse, der rækker ud over den, alle får som borgere i det liberale demokrati, og som får dem til at kæmpe for andre ting. Det er en følelse, der driver dem mod identitetspolitik," siger Fukuyama

Hvorfor fik venstrefløjen ikke succes efter krisen?
Netop identitetspolitik er temaet for bogen Identity, som Fukuyama udgav i slutningen af sidste år. En bog, der krydser sporene fra essayet og det sidste kapitel af hans gennembrudsbog og opdaterer de 30 år gamle spådomme til diagnoser for vores samtid.

"Tag Polen: Det var et af de tidlige østbloklande, der slap mest succesfuldt ud af sovjetkommunismens greb og hurtigt blev en del af Europa og et stabilt demokrati. Men i dag er det store flertal født efter Murens Fald, og de har ingen selvoplevet erfaring af, hvad det vil sige at leve i et autoritært regime. De kan tage livet i et moderne samfund med demokrati for givet. Og pludselig stiger utilfredsheden, fordi det ikke er nok for dem. Og så begynder kritikken af EU og frygten for indvandring. Emner, som nok ikke havde været ret højt oppe på agendaen, da man stadig levede under et kommunistisk diktatur," siger Fukuyama.

"Det andet er selvfølgelig, at den her type reaktion ikke kommer ud af den blå luft. Uligheden er steget verden over, og mange i arbejderklassen er udsatte og står i en prekær økonomisk situation. Så der er også materielle faktorer."

Spørgsmålet om det, Fukuyama kalder materielle faktorer, er vigtigt for, hvordan han analyserer de seneste 20-30 års politik. Efter Murens Fald flyttede venstrefløjen sit fokus væk fra klassekamp til en identitetspolitisk kamp for minoriteter, og socialdemokratiske partier dyrkede den tredje vej, accepterede det frie marked og blev "neoliberale", som han siger.

Og undervejs mistede man forbindelsen til den gamle base i arbejder- og middelklassen. Så da finanskrisen ramte, manglede man ikke kun en overbevisende forklaring; vælgerne var i forvejen klar til at lytte til andre.

"Hvorfor fik venstrefløjen ikke mere ud af krisen i den globale kapitalisme? Meget af det handler om identitetspolitik. Højrefløjen havde en klar fortælling til folk om, hvad der skete for dem, som ikke handlede om økonomi, men om kultur. At eliterne havde en sammensværgelse med minoriteter og migranter om at underminere deres nationale identitet og tage den væk fra dem, og løsningen var 'at tage vores land tilbage', som det så ofte har lydt. Og venstrefløjen har ikke evnet at modgå det narrativ," analyserer han.

"Politisk korrekthed er også en faktor i den her proces, fordi modstanden mod politisk korrekthed er en stor drivende faktor. Identitetspolitik fra venstrefløjen har gjort en åben diskussion af visse emner forbudt, så hvis man begynder at diskutere dem alligevel, bliver man mødt med anklager om racisme eller islamofobi. Det er problematisk, for vi bør kunne diskutere de ting, og debatten om udlændinge, integration og migration er både et vigtigt og legitimt politisk spørgsmål, men identitetspolitikkens natur er at være meget aggressiv over for enhver forulempelse af en kulturel gruppe."

Populisternes problem er ikke deres spørgsmål, men deres svar
Selvom Fukuyama problematiserer venstrefløjens identitetspolitik, er det højrefløjens udgave, han ser som den mest direkte trussel mod det liberale demokrati. Men hans kritik handler ikke om, at de problemer, det nye højre påpeger, ikke findes eller ikke er relevante.

"Centrum-venstre og centrum-højre har stået for nogle virkelig store politiske fejlgreb, der har givet populisterne vind i sejlene. Begyndende med finanskrisen og i en amerikansk kontekst også den katastrofale invasion af Irak og den usammenhængende politik i Mellemøsten, der fulgte efter. I Europa blev migrantkrisen i 2015 håndteret virkelig dårligt, og i min optik har de europæiske institutioner stadig ikke fundet et dækkende svar på det problem, migration stiller Europa over for. Men problemet er så, at populisterne ikke har de rigtige svar på de problemer, de påpeger. Det er kerneproblemet i vor tid. Vi bliver nødt til at forholde os til de problemer, populisterne peger på, men gøre det med de rette svar."

Hvad er galt med populisternes svar?

"For det første bliver populisme let rendyrket racisme. Det andet aspekt er, at populismen er bundet til svar, der ikke er økonomisk holdbare. Se på Italien, der ledes af to populistiske partier. Femstjernebevægelsen, der vil give borgerløn til alle, mens Lega vil give skattelettelser til erhvervslivet. Det er ikke ligefrem, hvad man kan kalde en arbejdsdygtig finanspolitik. Brexit er udtryk for lidt af det samme; det vil også føre til store økonomiske problemer."

EU er fanget mellem demokrati og handling
For Fukuyama er problemet med identitetspolitik ikke, at der er identitetspolitik, men at det er den forkerte slags – og forkert betyder her, at den angriber de bærende søjler i det liberale demokrati.

"Det liberale demokrati er grundlagt på den antagelse, at individer er de grundlæggende aktører, som træffer valg, mens identitetspolitik går ud fra, at det i virkeligheden er grupper, der er den primære politiske aktør, og hvor medlemskabet af en gruppe bestemmer folks politiske holdninger."

Sådan er det store projekt for Fukuyama i Identity at formulere en type politisk identitet, der ikke kommer i karambolage med det liberale demokrati, men kan hjælpe det til at hænge sammen. Og i tråd med at tage de problemer, populister påpeger, alvorligt uden at medtage deres svar fokuserer han på national identitet.

"Jeg tror ikke, man kan have et samfund uden en national identitet. Hvis man føler stærkere loyalitet til sin region eller sin etniske gruppe eller religiøse gruppe snarere end til sit fædreland, vil der simpelthen ikke være nok sammenhængskraft. Og det gælder særligt i et demokrati, hvor det er nødvendigt med et sæt af fælles grundlæggende værdier, som bekræfter de demokratiske institutioners legitimitet og en fælles følelsesmæssig forpligtelse over for samfundet."

Hvis vi ser på Europa, er mange bekymrede for, at dyrkelsen af national identitet vil underminere EU. Hvordan ser du det problem?

"I Europa har man forvirring på mange planer, fordi EU oprindeligt var ment som et forsøg på at erstatte nationalstaterne og de nationale tilhørsforhold. Men det blev aldrig rigtig virkelighed. Det så man ikke mindst i forbindelse med eurokrisen, hvor mange europæere opdagede, at de rent faktisk ikke havde så meget til fælles igen. Grækerne og tyskerne er i dag nok meget mere bevidste om det, der adskiller dem, end de var før eurokrisen. Så selv for Europa er national identitet stadig en nødvendig forudsætning for at sikre demokratierne. Det betyder, at man så i næste omgang skal åbne en stor diskussion af, hvad den nationale identitet består i. For hvis den er ekskluderende, vil det lede til konflikt i Europa. Problemet i Europa er, at mange europæiske lande historisk har haft en etnisk definition af den nationale identitet, og den kan bare ikke opretholdes praktisk længere på grund af den mangfoldighed, der rent faktisk eksisterer i dag. Der er brug for en definition, der er mere åben for deltagelse."

Men netop den her spænding mellem nationale forskelle og EU's evne til at handle på grænseoverskridende problemer, ser du en vej ud af den?

"EU har det problem, at den kollektive handling er stærk på det økonomiske område, men svag på vigtige områder som finanspolitik, migration og udenrigspolitik. Jeg mener, at der skal nogle strukturelle forandringer til, hvor man styrker den kollektive magt på de områder, for eksempel ved at flytte magt fra Ministerrådet og Kommissionen til Parlamentet. Men jeg ved godt, det bliver politisk meget, meget svært."

Og så er spørgsmålet, om der så ikke vil være problemer på de 'svage områder', vi ikke kan gøre ret meget ved.

"Ja, det tror jeg er rigtigt, men politisk lederskab er stadig noget, der kan overvinde den stilstand. Alle håbede, at Macron (Frankrigs præsident, red.) kunne gøre det, men desværre har han ikke været særlig succesfuld. Så jeg er ikke sikker på, hvem man skal fæstne sin lid til."

Trump agerer som russisk agent
Det er i den tilstand af usikkerhed, stærk identitetspolitik fra højrefløjen og et dybt kriseramt centrum-venstre, at frygten for og mistanken om russisk indflydelse på de politiske processer har bredt sig. Ikke mindst, siden Donald Trump blev valgt til USA's præsident. Fukuyama deler både frygten og mistanken.

"Vi skal møde Rusland, som vi møder alle andre udenrigspolitiske trusler. Forskellen er, at Rusland bruger nogle andre værktøjer end før, under Den Kolde Krig. Vi skal have et godt forsvar og en geopolitisk position til at få Rusland til at afstå fra de mest offensive handlinger. Det er en meget farlig tid, ikke mindst på grund af USA's politiske kurs i øjeblikket med en præsident, der helt åbenlyst er meget sympatisk indstillet over for Putin. Altså, hans regering er ikke, men Trump agerer nærmest, som om han var en agent for den russiske regering. Hvis russerne invaderede Ukraine i morgen, så ved jeg faktisk ikke, hvad den amerikanske reaktion ville være. Under Obama og Bush ville vi ikke være i tvivl."

Så du siger på den ene side, at vi lever i farlige tider, men på den anden, at du stadig ikke ser et alternativ til det liberale demokrati – ser du den politiske historie begynde på ny?

"Jeg tror ikke, der kommer en alternativ model, der spreder sig globalt. Vi lever bare i meget vanskelige tider, som det vil kræve store politiske anstrengelser og kræfter at overvinde, og jeg tror også, at tingene kan blive værre, før de bliver bedre."

Du skrev i dit oprindelige essay fra 1989, at du selv personligt følte kedsomheden og nostalgien – gør du egentlig stadig det?

"Altså, meget af det, jeg har lavet på et praktisk niveau, har handlet om at arbejde for udvikling i lande, som enten har kæmpet for at etablere demokrati eller er fattige og økonomisk underudviklede. Steder, hvor historien ikke er afsluttet endnu, der har brug for hjælp til at skabe moderne institutioner. Det er det, der har optaget mig – som et alternativ til bare at nyde live ved at tage på endnu en skitur og se lidt mere fjernsyn."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00