Fup og fakta i kvælstof-kampen

Kvælstofkampen fortsætter.
Landmænd kører i traktorprotest mod strenge miljøkrav, mens de grønne organisationer raser, fordi de synes, at kravene er for slappe. Og på Christiansborg har blokkene helt forskellige mål for landbrugets kvælstof-reduktioner.
Men hvad er fup og fakta i talkrigen? Altinget giver her et overblik.

1. Baggrund
Danmark skal leve op til EU's Vandrammedirektiv, som kræver god økologisk tilstand i vandmiljøet fra 2015. For at opnå dette mål skal kvælstofudvaskningen reduceres.

Danmark har allerede gjort meget for at forbedre vandmiljøet. Med tre vandmiljøplaner er det siden midtfirserne lykkes at halvere udledningen fra 130.000 ton til nu 64.000 ton. Men det er ikke nok til at leve op til direktivet.

Danmarks situation er speciel. I forhold til for eksempel Holland og Nordtyskland står Danmark med Miljøministeriets ord over for "en særlig udfordring". Det skyldes dels, at landbrugsdriften i Danmark er meget intensiv, dels at meget kvælstof i Danmark skyldes ud i lukkede kystvande, som er mere følsomme end åbne kystvande.

2. Hvad skal der til?
Inden Grøn Vækst i juni 2009 blev vedtaget, lavede Miljøministeriet og de daværende miljøcentre en indledende basisberegning over, hvor mange ton kvælstof der skal reduceres for at opnå god økologisk tilstand.
Analysen nåede frem til et behov på 30.582 ton. Et tal som miljøminister Karen Ellemann (V) i et svar til Folketinget kalder "en samlet teoretisk bruttoindsats".

I dette tal er inkluderet det efterslæb på cirka 8.000 ton kvælstof, man ikke opnåede med Vandmiljøplan III. Planen slog blandt andet fejl, fordi landbruget ikke frivilligt etablerede randzoner.

3. Grøn Vækst 1 (juni 2009)
Da den politiske aftale om Grøn Vækst blev indgået mellem VKO i juni 2009 blev kvælstof-reduktionskravet fastsat til 19.000 ton i 2015. Her af skulle de 10.000 ton findes ved et kvælstof-kvotesystem. Det var dette mål, som fremgik af vandplanerne, da de i januar 2010 blev sendt i teknisk forhøring.

De 19.000 ton er altså mindre, end den indledende basisanalyse vurderede. Det skyldtes, at regeringen ikke ønskede at over-implementere direktivet - altså lave en større indsats, end der var behov for.

Man besluttede derfor at gøre brug af en teknisk undtagelsesbestemmelse i Vandrammedirektivet, hvor man kan udskyde en indsats, hvis man mangler sikker viden. For det første var der usikkerhed om, hvor meget kvælstof der kommer fra atmosfæren. For det andet er kvælstofpåvirkningerne baseret på modeller med en vis usikkerhed, og endelig havde man forskellig viden om forskellige dele af landet.

På baggrund af disse usikkerheder opdelte ministeriet landet i tre videnskategorier. I V1-områderne ved man mest, og her blev kravene reduceret med 15 procent i forhold til basis-analysen. I V2-områderne ved man lidt mindre og reducerede kravene med 25 procent, mens man i V3-områderne, som primært er kystvandene, mangler så meget viden, at der ikke skal gøre en indsats inden 2015 - blandt andet mangler der viden om, hvordan indsatsen i V1- og V2-områderne påvirker V3-områderne.

I den første Grøn Vækst-aftale er der heller ikke taget højde for, om klimaforandringerne vil øge behovet for kvælstofreduktioner. Simpelt sagt betyder varmere vejr og vand, at der bliver større risiko for iltsvind. Skal man med varmere vand opnå god økologisk tilstand, kan der være behov for yderligere kvælstofreduktioner.

I perioden efter Grøn Vækst-aftalen understregede embedsmænd og skiftende miljøministre, at reduktionen på 19.000 ton i 2015 kun var første skridt for at opfylde direktivet. Frem til 2015 skulle der skaffes viden om V3-områderne, og i de næste planperioder efter 2015 skulle der også gøres en indsats her.

På et samråd i april 2010 sagde miljøminister Karen Ellemann (V) således:
"De 19.000 ton er ikke nok til at opfylde EU's vandrammedirektiv. Det er det første store skridt på vejen, men der er stadig V3-områder, hvor indsatsen ikke er identificeret endnu."

4. Grøn Vækst 2.0 (april 2010)
Efter voldsom uro i landbruget indgik VKO i april 2010 Grøn Vækst 2.0-aftalen.
Her blev det besluttet at undersøge muligheden for at udskyde reduktionen af 10.000 ud af de 19.000 ton kvælstof til efter 2015. Beslutningen blev taget af hensyn til landbrugets konkurrenceevne. Derudover blev det aftalt, at de 10.000 ton ikke nødvendigvis skal findes via kvoter, ligesom det blev besluttet at undersøge, hvordan andre lande implementerer direktivet.

Da vandplanerne i efteråret 2010 blev sendt i endelig høring, indeholdt de derfor kun en indsats for reduktion af de første 9.000 ton.

5. Udsættelse af mål (februar 2011)
I februar 2011 besluttede miljøminister Karen Ellemann at udsætte reduktionen af de 10.000 ton kvælstof til de to planperioder, som løber fra 2015-27.

Beslutningen skete på baggrund af den undersøgelse af landbrugets konkurrencevilkår, som blev besluttet i Grøn Vækst 2.0. Undersøgelsen viser, at landbruget vil miste terræn, hvis alle 19.000 ton skulle reduceres inden 2015, men at landmændene med udsættelsen af målene ikke stilles dårligere end deres udenlandske kollegaer.

Som situationen er nu, skal landbruget altså reducere 9.000 ton kvælstof inden 2015. Det svarer næsten til de 8.000 ton, som ikke blev leveret i Vandmiljøplan III, der blev besluttet i 2004.

Målet på 9.000 ton står fast, har Karen Ellemann garanteret i et svar til Folketinget.

6. Hvad sker der efter 2015?
Miljøministeren har tidligere sagt, at de 19.000 ton kun var første store skridt til at opfylde vandrammedirektivet. Spørgsmålet er, hvilken indsats der nu skal laves i forhold til V3-områder og for at imødegå klimaforandringerne. Da Altinget i februar spurgte Ellemann, ønskede hun ikke at forholde sig til indsatsen i V3-områderne:

"Man kan gætte på både det ene og det andet. Vi kender udfordringen med de 19.000 ton, men det er kun gisninger at tale om, hvad der skal til i V3-områderne. Men helt overordnet er opgaven den bundne at skabe god økologisk tilstand i vandløbene," sagde hun dengang.

7. Baseline-spørgsmålet
En af jokerne i kvælstof-kampen er baseline-spørgsmålet. I korte træk handler spørgsmålet om, hvordan situationen vil være i 2015, hvis man ikke iværksætter yderligere tiltag. Tanken er, at der allerede er igangsat initiativer - for eksempel spildevandsrensning - hvis effekt endnu ikke er slået helt igennem.

Miljøministeriet har lavet en baseline-beregning, men landbruget mener, at ministeriet overser en række væsentlige faktorer. De mest optimistiske dele af landbruget mener, at man på denne måde kan mindske kravet med 12.000 ton kvælstof. Nu arbejder et udvalg på en ny baseline-beregning, og hvis dette udvalg finder frem til, at reduktionsbehovet er mindre end hidtil antaget, så opstår et nyt politisk slagsmål: Er det indsatsen på 9.000 inden 2015, som skal reduceres, eller er det først indsatsen efter 2015, som skal reguleres?

8. Hvad mener oppositionen?
Oppositionen i Folketinget har både i forbindelse med Grøn Vækst 1 og 2 kritiseret regeringen for ikke at være ambitiøs nok. Men hvad mener oppositionen egentlig?

SF's miljøordfører, Steen Gade, var en af rød bloks forhandlere i Grøn Vækst 1. Han siger:
"Dengang var vores krav en reduktion på 24.000 ton inden 2015."

Efterfølgende har Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, i folketingssalen 6. oktober 2010 sagt:
"Ja, vi ville gerne sende planer (vandplaner, red) ud om 30.000 ton, det skal ikke være nogen hemmelighed."

Nu er oppositionens krav en reduktion på 19.000 ton inden 2015. Indsatsen derefter skal analyseres nærmere. Det fremgår af et forslag, som blev behandlet i Folketinget for kort tid siden.

Artiklen er baseret på politiske aftaler, notater, skriftlige svar til Folketinget, artikler fra forskellige medier, samt samtaler med en række kilder.