Gade: Markedskræfterne skal styre den grønne omstilling

INTERVIEW: Den grønne omstilling er allerede i gang, og der er fortsat mange vækstmuligheder, hvis blot politikerne tør ændre miljøreguleringen og lade de frie markedskræfter styre udviklingen. Det mener adm. direktør for Landbrug & Fødevarer, Søren Gade.
Foto: Landbrug & Fødevarer
Per Bang Thomsen

Politisk styring virker ikke, og som liberalist er jeg overbevist om, at kunderne i butikken nok skal bestille de varer, de vil have.

Søren Gade
Adm. direktør for Landbrug & Fødevarer
Fakta
TEMA

Grøn omstilling eller sort snak?
Der er meget snak om grøn omstilling. Men hvad er virkeligheden bag slagordene? Hvilke muligheder og problemer giver den grønne omstilling. Følg med i Altinget.dks interviewserie.

Der er en pointe, Søren Gade gerne vil have slået fast, inden dette interview om regeringens grønne omstillingsplaner for alvor kommer op i omdrejninger:

Den grønne omstilling er allerede godt i gang ude på markerne, i staldene og på slagterierne, og derfor er der ikke tale om nogen ny, banebrydende dagsorden, som først nu skal udvikles fra bunden af.

“Vi er sådan set midt i den,” fastslår Landbrug & Fødevarers administrerende direktør til Altinget.dk, som i disse uger sætter fokus på regeringens ønske om en grøn omstilling af det danske samfund.

”Siden 1990'erne er landbruget og fødevareproducenterne blevet bedre til at producere mere med mindre. Vi bruger i dag meget mindre ammoniak, kvælstof, antibiotika og fosfor end dengang, og det har været godt for både miljøet og pengepungen. Det betyder ikke, at vi er i mål, og vi vil gerne fortsætte ud ad den vej. For vi tror ligesom regeringen, at man både kan løse klima- og miljøkrisen og skabe vækst på en og samme gang,” siger Søren Gade.

“Men det forudsætter, at vi får lov.”

Brug for frihed

Og netop det med at få lov er en anden central pointe for den tidligere Venstre-minister, der har stået i spidsen for landbrugets og fødevareerhvervets interesseorganisation siden maj sidste år.

Ligesom regeringen ser Søren Gade en række grønne vækstmuligheder i horisonten, som kan fremtidssikre landbruget og fødevareerhvervet, skabe nye job samt forbedre miljøet og klimaet. Her tænker han først og fremmest på hele det biobaserede samfund, som de tre regeringspartier også har i kikkerten.

Men det kræver ifølge Søren Gade langt mere frihed til landmændene og fødevareproducenterne, end de har i dag. Derfor skal christiansborgpolitikerne hurtigst muligt få luget godt og grundigt ud i de forhindringer, som er blevet lagt ud i de seneste årtier.

Her handler det først og fremmest om at udarbejde en langt mere intelligent miljøregulering med fokus på udledningen, end vi har i dag.

“Som det er i dag, får man som landmand ikke nødvendigvis lov til at producere mere, selvom man går ud og rydder op efter sig. Det er en indbygget dumhed, som man skal have ryddet af vejen,” siger Søren Gade og understreger, at den grønne omstilling kun kan fortsætte, hvis det også smitter positivt af på bundlinjen.

“Hvis ikke det ender i plus for landmanden, så har han jo heller ikke noget incitament til at omstille sig. Det skal man huske på, for vi har jo i forvejen nogle rammevilkår, som er dårligere end udlandets.”

“Vækstplan DK” er ikke nok

I sidste uge udtalte fødevareminister Mette Gjerskov (S) ellers til Altinget.dk, at en af grundpræmisserne for den grønne omstilling er, at landmændene fremover forurener mindre, end de gør i dag. Derfor kan de også forvente nogle skrappere krav, understregede hun i interviewet.

Det skal hun dog være meget påpasselig med, mener Søren Gade.

“Hvis man sammenligner os med de andre EU-lande, så er vi jo duksene i klassen, når det kommer til miljøregulering. Og der er bare en grænse for, hvor langt du kan spænde buen ud, inden strengen springer,” siger Søren Gade og understreger, at "Vækstplan DK", som regeringen præsenterede tidligere på ugen, har taget lidt af trykket.

Men vækstplanen er langt fra nok, påpeger han.

“Der er rigtig mange gode ting i forhold til vores fødevarevirksomheder, som nu slipper for den bebudede kørselsafgift på lastbiler, og som kan se frem til lavere afgifter på spildevand. Men vi har også en udfordring for det primære erhverv, og der forventer jeg, at Natur- og Landbrugskommissionen kommer med nogle tiltag, som kan gøre det lettere og billigere at være landmand i Danmark,” siger han.

Politisk styring virker ikke
En anden hovedpointe fra Søren Gade er, at man fra politisk side skal blande sig helt uden om, hvilken retning den grønne omstilling skal udvikle sig i.

“Politisk styring virker ikke, og som liberalist er jeg overbevist om, at kunderne i butikken nok skal bestille de varer, de vil have,” siger Søren Gade, som derved undsiger fødevareministeren.

I sidste uge udtalte hun nemlig, at det er vigtigt, at regeringen aktivt støtter bestemte dele af den grønne branche for derved at booste efterspørgslen på specifikke varer.

“Det kan man gøre inden for det offentlige, hvor det er dig og mig som skatteborgere, der betaler for det. Men lad nu kunderne bestemme, hvad de selv vil have, og hvis Mette Gjerskov har planer om at indføre et planøkonomisk system, så kan hun jo bare tage til Rusland og spørge, hvordan det gik under sovjettiden,” siger Søren Gade.

Ønsker Gjerskov at nedlægge landbruget?
Han advarer samtidig stærkt imod, at regeringen begynder at flytte midler fra landbrugsstøttens søjle 1 til landdistriktsmidlerne under søjle 2 for at finde finansiering til de grønne omstillingsprojekter.

“Hvis Mette Gjerskovs mål er at nedlægge landbruget, så er det den rigtige vej at gå. Risikoen er jo, at danske landmænd ender med at få nul kroner i landbrugsstøtte, og så kan de umuligt konkurrere med deres europæiske konkurrenter,” siger han.

Men ministerens modargument er jo, at pengene stadigvæk bliver i landbruget.

“Jo, men så er der jo tale om politisk styring igen. Vi bliver nødt til at lade markedet styre, for ellers ender vi jo med at producere en masse ting, som ingen alligevel gider at købe.”

Men er det overhovedet muligt at lave den grønne omstilling nu, hvor der er økonomiske problemer, og hvor mange landmænd er gældsat?

“Hvis ministeren bliver ved med at tage penge fra landbruget, så kan det ikke lade sig gøre, for så vil der ikke være penge til at finansiere det. Men hvis der kan skabes nogle forhold, så der stadigvæk er landmænd, som gider at stå op om morgenen og malke køerne, så ja.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Gade

MF (V), formand for Folketinget, formand for Esbjerg Havn
IAA-diplomuddannelse (Den danske Reklameskole 1999), cand.oecon. (Aarhus Uni. 1990), VUT-I for reserveofficerer (1989)









0:000:00