Om  
Per Clausen
Nikolaj Villumsen

Garvet folketingsprofil vil i Europa-Parlamentet for Enhedslisten

Enhedslistens kandidatfelt til næste års valg til Europa-Parlamentet ligger nu fast. Otte liste Ø-folk har meldt sig ind i kampen om en tur til Bruxelles og Strasbourg.

Mangeårigt medlem af Folketinget for Enhedslisten Per Clausen (t.h.) vil overtage pladsen i Europa-Parlamentet fra Nikolaj Villumsen (i midten).
Mangeårigt medlem af Folketinget for Enhedslisten Per Clausen (t.h.) vil overtage pladsen i Europa-Parlamentet fra Nikolaj Villumsen (i midten).Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Året var 1977, da Per Clausen stillede op til sit første valg. Næste år tager den tidligere folketingspolitiker og nuværende rådmand for Enhedslisten i Aalborg en tur til i manegen. Her vil han forsøge at blive valgt til Europa-Parlamentet for partiet.

Hans navn er på listen over de i alt otte kandidater, der kommer til at føre kampagne for Enhedslisten, når danskerne går til EU-valg næste forår.

68-årige Per Clausen sad i Folketinget for Enhedslisten fra 2005 til 2015, hvor han blandt andet var gruppeformand.

Det tidligere medlem af Venstresocialisterne er den ældste af Enhedslistens kandidater. Den yngste er den kun 16-årige Asta Elise Gade Kofod, der er medlem af Bornholms Ungeråd.

På opstillingslisten vil man til gengæld ikke finde partiets nuværende EU-parlamentariker, Nikolaj Villumsen. Han falder for partiets interne rotationsregler, der sætter en grænse for, hvor længe de folkevalgte må sidde på deres politiske embeder. Til gengæld håber lederen af hans kontor i Parlamentet, Frederikke Hellemann, at hun kan overtage hans plads.

Partiet åbner nu for en urafstemning blandt medlemmerne, der skal udpege spidskandidaten og afgøre de øvrige kandidaters placering.

Resultatet skal så godkendes endeligt på Enhedslistens årsmøde 27.-29. maj.

Her er alle Enhedslistens otte kandidater:

 

Asta Elise Gade Kofod

Den kun 16-årige HF-studerende fra Bornholm er en aktiv debattør og medlem af Bornholms Ungeråd. 

Christian Ivan Jacobsen

Den 22-årig statskundskabsstuderende blev i 2021 valgt som forperson i West Coast Pride, der støtter LGBT+-miljøet i Vestjylland. 

Frederikke Hellemann

EU-parlamentariker Nikolaj Villumsens 31-årige kontorleder i Europa-Parlamentet er også politisk EU-rådgiver for Enhedslisten.

Ludvig Goldschmidt

Den politiske rådgiver og pressemedarbejder i partiet er 28 år og ph.d. i idéhistorie.

Nana Højlund

Den 34-årige afdelingsnæstformand i de offentlige ansattes fagbevægelse FOA i Randers er uddannet SOSU-assistent.

Per Clausen

68-årig rådmand for klima og energi i Aalborg med ti år i Folketinget på bagen. 

Reinout Bosch

 32-årige Reinout Bosch er gadeplansarbejder i Tingbjerg for Københavns Kommune og uddannet historiker.

Torsten Ringgaard

Lokomotivføreren fra Odense er 46 år og har før stillet op til både folketingsvalg, regionsvalg og kommunalvalg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Clausen

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (EL), byrådsmedlem i Aalborg, medlem af KLs bestyrelse, bestyrelsesmedlem i AkademikerPension
cand.phil. i samfundsfag (Aalborg Uni. 1988)

Nikolaj Villumsen

MEP (EL), næstformand, Venstrefløjsgruppen, Europa-Parlamentet
BA.mag. i historie (Københavns Uni. 2009)









0:000:00