Gedigent værk om Brixtofte-sagen

ANMELDELSE: "Højt at flyve" er en gedigen, velresearchet og velskrevet gennemgang af Farum-borgmester Peter Brixtoftes spektakulære fald fra tinderne.
Udsnit af bogens forside.
Udsnit af bogens forside.Foto: JP Forlag
Niels Th. Dahl

<img align="left" src="@nyimg=5929@" />


"På dette bjerg skal Hærskarers Herre holde festmåltid for alle folkene, et festmåltid med fede retter og lagret vin, med marvfede retter og ædel, lagret vin."

Der lå en fotokopi fra Bibelen med dette citat fra Esajas' Bog, da man i løbet af oprulningen af Brixtofte-sagen i Farum Kommune gennemgik de papirer, der tilhørte borgmester Peter Brixtoftes højre hånd, den ordførende direktør i kommunen, Leif Frimand.

Han blev senere idømt en betinget fængselsstraf for sin medvirken til de mange ulovligheder i kommunen - ikke mindst til de orgier af luksusmiddage med absurd dyre rødvine, som Brixtofte lod skatteyderne i Farum betale til sig selv og sine politiske og forretningsmæssige protegéer.

Anekdoten om Frimand formentlig bittert-ironiske kopi fra Bibelen står at læse i journalist Morten Pihls aldeles fortræffelige bog om skandalesagerne i Farum - "Højt at Flyve", som udkom kort før jul. Morten Pihl var en af de journalister på dagbladet B.T., der gennem en række afslørende artikler i 2002 fik sagen om Brixtofte til at rulle og dermed beseglede hans politiske og menneskelige skæbne, og som foreløbig er endt med i alt fire års fængsel til eks-borgmesteren.

Bogen ansporer så sandelig til et nærmere studie af denne mystiske politiker, der var både visionær og opfindsom, helt ubegribeligt energisk, selv i sine mest alkoholiserede perioder, men som samtidig rummede stærke selvdestruktive kræfter, og som den dag i dag har en forbløffende mangel på selvindsigt og selvkritik.

Niels Th. Dahl
Journalist
Foto:

Ulovlige penge
"Højt at Flyve" er en detaljeret gennemgang af Brixtoftes mange højtflyvende planer og dispositioner i kommunen gennem sine år som borgmester fra 1986 til 2002 - og af, hvordan det ellers højt priste korthus i Farum pludselig faldt sammen under ham.

Bogen beskriver således bl.a., hvordan det lykkedes Peter Brixtofte at få kommunens økonomi til at se bedre ud, end den egentlig var, ved hjælp af camouflerede lån, som kom i hus ved at sælge kommunens bygninger til private investorer og derpå indgå 20-årige lejeaftaler - den såkaldte Farum-model. Og hvordan borgmesteren, da det efterhånden viste sig, at tallene på bundlinjen blev mere og mere røde, bevidst skjulte oplysninger fra byrådet og offentligheden om, hvor slemt det egentlig stod til.

Foto:

Ligesådan indgik Brixtofte ulovlige aftaler med andre investorer i kommunen om, at kommunen skulle betale overpriser for investorernes ydelser - ekstra penge, som de til gengæld skulle kanalisere videre i et sponsorat til Farum Boldklub, som Brixtofte selv havde sørget for stiftelsen af, og som han elskede højt, men som han ikke legalt kunne støtte med kommunens penge.

Strømme af dyr rødvin
Og endelig oprulles det ikke mindst i al sin afslørende pinlighed i bogen, hvordan Brixtoftes alkoholisme blev værre og værre i løbet af årene, og hvordan han hver dag mader den med litervis af rødvin, ofte til en pris af 8.000 kr. eller mere pr. flaske - en regning, som han ganske rutinemæssigt - og ulovligt - sendte videre til Farums skatteborgere.

Morten Pihls bog er ikke alene velskrevet. Den er sober, velunderbygget, særdeles grundigt researchet, og der henvises til et utal af mundtlige og skriftlige kilder, som understøtter hver eneste af Morten Pihls konklusioner i bogen.

Altinget logoChristiansborg
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget christiansborg kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00