Grønnegård: Britta Nielsen-sagen har en bitter, men dobbelt lære for den offentlige forvaltning

Britta Nielsen-sagen trak med rette de helt store overskrifter. Over et kvart århundrede havde en betroet kontorfunktionær franarret staten omkring 121 millioner kroner.

Når sagen vakte opsigt, var det ikke kun periodens længde og beløbets størrelse, der gjorde det. Det var også, fordi det var en sjælden sag. Dansk forvaltning er ikke fejlfri, men hæderlig. Danske embedsfolk kan begå fejl, men de er ikke svigagtige.

Det er den ene ting. Den anden ting er, at det var en sag om bedrageri og ikke om korruption, hvor embedsfolk lader sig bestikke. Det kender vi ikke i en dansk sammenhæng. Danmark topper, formentlig med rette, Transparency Internationals liste over verdens mindst korrupte lande.

Britta Nielsen-sagen var altså en stor, men banal sag. Så hvorfor interessere sig for den, nu hvor sagen er opklaret, og de skyldige har fået deres domme?

En sag uden politiske undertoner

Det giver Emil Herskind og Arne Hauge Jensen gode grunde til i deres bog om lige netop sagen. De kalder den en ”øjenvidneberetning fra en møgsag.”

I jagten på ansvaret fokuserer ”top bananas” i regeringer og ministerier, i medierne og Folketinget på at finde den ene skyldige. Men det betyder, at ingen kerer sig om de systemfejl, som først banede vejen for fejlen.

Jørgen Grønnegård Christensen
Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Det er en møgsag, fordi det er en af den slags sager, som ikke burde kunne opstå, men som alligevel gjorde det.

Det er en øjenvidneberetning, fordi den ene af dem som embedsmand (afdelingschef i Socialministeriets departement) uforvarende blev hvirvlet ind i den, mens den anden som konsulent (og tidligere embedsmand) fik en rolle i optrevlingen.

Det var også en sag uden politiske undertoner. Dermed adskiller den sig fra adskillige af de andre sager, som gennem år og dag har tiltrukket sig Folketingets og mediernes opmærksomhed (minksagen, Støjberg-sagen, Tibetsagen, Skatteministeriet og alle de andre sager).

Det handlede jo kun om én medarbejders uærlige omgang med betroede midler - og bevares om et alvorligt administrativt svigt.

Det dobbelte men

Man kunne slutte der. Der er bare et dobbelt men ved den konklusion.

Det første men knytter sig til, at enhver sag, hvor der er begået fejl, bliver til en politisk sag. For er det ikke ministeren, der i sidste instans har ansvaret? Jo, er svaret, i hvert fald i mediernes og andre politikeres optik.

Når det er sådan, er det også helt forventeligt, at ministeren straks går i alarmtilstand. Ministerens politiske instinkt tilsiger hende (for det var i Britta Nielsen-sagen Mai Mercado (K)), at det ikke hjælper at henvise til, at sagen ikke er opstået på hendes vagt.

Det hjælper heller ikke at henvise til, at bedragerierne er knyttet til sager af en art, som aldrig nogensinde har været forbi hendes eller forgængernes skriveborde.

The Blame Game

Dermed er kimen til det andet men lagt. For hvordan slipper ministeren af krogen? Der er her kun en realistisk reaktion: At få de ansvarlige (ud over bedragersken) fundet og ført til skafottet. Eller som Herskind og Hauge forklarer det: At stille en tom stol op på det uomgængelige pressemøde, hvor den ansvarlige embedsmand kan udstilles til spot og spe, ja, det der er værre.

Det har man i den politologiske forvaltningslitteratur et fint og akademisk ord for: The Blame Game. Det er spillet om skyld og ansvar, siger Oxford-politologen Christopher Hood. Hvorpå han tørt, sarkastisk og bidende ondskabsfuldt fastslår, at i dette spil har ansvaret det med at blive skubbet nedad.

Væk fra ”the top bananas” (de øverste politiske og administrative chefer), men ikke helt ned i bunden til ”the troops”, de menige sagsbehandlere, der i frontlinjen ekspederer sager på samlebånd. De udsatte er cheferne midt imellem, dem der koordinerer og skal holde sammen på det hele. ”The meat in the sandwich”, som han kalder dem.

Og akkurat som for den politiske ledelse er det nuet, der tæller, og hverken forhistorien eller synder nedarvet fra den forvaltningsmæssige forhistorie med advarsler, der blev overhørt. Ikke en gang sagesløs uvidenhed om sagens omstændigheder og ondets rod tæller her.

Hvis man – den politiske og administrative ledelse – vil spille ”the blame game” med fuld effekt, er det nuet og kun nuet, der tæller, når de skal placere ansvaret.