Grundig bog om Folketingets formænd viser, hvad der er galt med posten i dag

De færreste ved, at der hele to gange har været skudepisoder i Folketingssalen. Og at medlemmerne oprindeligt selv måtte betale for sig. Ingen kunne leve af diæterne. Der var ingen kontorer og ingen gratis rejser, bortset fra to frirejser om året. Der var ikke fri telefon, kun to ugentlige telefonsamtaler, som dog i isvinteren 1942 blev sat op til fire.

Det fremgår af den nye bog om Folketingets formænd, ”30 mænd og en kvinde”. Skrevet af tidligere folketingsbibliotekar Hanne Rasmussen, der er gået grundigt til værks. Så grundigt, at der også er mange detaljer om Folketingets indretning og forretningsorden.

Men bogen giver en spændende indgangsvinkel til Danmarks politiske historie, hvor formændene i varierende grad har spillet en rolle. Mere tidligere end nu. Desværre.

Vi har alle hørt om ”provisorietiden”, hvor kongen og Højre-regeringen i ti år fra 1885 til 94 regerede ved ”provisoriske”, det vil sige foreløbige, finanslove uden om Folketingets flertal, blandt andet for at skaffe penge til fæstningen omkring København, som folketingsflertallet var imod, mens Landstinget med indskrænket valgret var for.

Boykottede nytårskur og kongens fødselsdag

Det er i dag svært at forestille sig det had mod kongen og Højre-regeringen, der prægede ledende Venstre-politikere dengang.

Mogens Lykketoft forsøgte faktisk i sin formandstid at peppe debatterne lidt op. Men med ringe succes. Det skal åbenbart være kedeligt.

Bertel Haarder
MF (V), fhv. minister, præsident, Nordisk Råd

Så galt gik det for sig, at en typograf affyrede to skud mod Højres konsejlspræsident Estrup (statsministeren). Det ene skud var en forbier, det andet ramte en uniformsknap.

Folketingets formand kom i fængsel, fordi han ved et møde lod sine partifæller fjerne politimesteren fra podiet ved siden af talerstolen.

Højskoleforstander Sofus Høgsbro (V), der blev formand i 1887, boykottede både nytårskuren og kongens fødselsdag, men blev dog overtalt til at møde op til kongeparrets guldbryllup, hvad han bitterligt fortrød, fordi det kunne opfattes som et tilbagetog fra kravet om en ny regering i overensstemmelse med folketingsflertallet.

Efter provisorietiden gik han dog til taffel – til fods for at spare fire kroner. ”Til taflet gik jeg, da jeg ikke ville volde staten en så unyttig udgift.” Han lod sig også dekorere med en orden og blev drillet af socialdemokraterne for det. Men selv var han mest sur over, at han også skulle betale for den.

Vil man bevare en hemmelighed, skal man bare nævne den i Folketinget

Samme Høgsbro ville ikke tolerere nogen form for nedsættende udtalelser fra Folketingets talerstol. Prisværdigt, men han savnede måske lidt humor, hvad man kan se af hans kontrovers med Politikens referent Freilif Olsen, der blev bortvist fra referentlogen, fordi han vedblev med at karakterisere talerne i sine referater i Politiken.

For eksempel ”Frede Bojsen, der i en gnaven tone erklærer og så videre”. Og hr. Ingerslev, der ”taler meget udførligt om forskellige småpillerier og opnår herved at få kronprinsen til at forlade kongelogen”.

Man kan forestille sig, hvordan Frejlif Olsen med et svedigt grin har rullet referatet sammen og sendt det gennem Folketingets rørpost ned til buddrengen, der straks løb over på Rådhuspladsen med det.

Ak, ja. Det er virkelig gået tilbage. Hvilken avis eller hvilket medie vil i dag overhovedet referere sådanne taler i Folketinget, endsige ulejlige sig med at krydre dem med personlige karakteristika, bortset fra Ekstra Bladets gabestok på bagsiden. Det hedder sig i dag, at hvis man vil bevare en hemmelighed, skal man bare nævne den i Folketinget.

Stauning faldt i søvn i formandsstolen

Der var evig strid mellem Folketinget og Landstinget og mellem deres formænd. For eksempel om en rengøringskone til 24 kroner, som Høgsbro ansatte for at rengøre et stykke linoleum. Landstingets formand, Matzen, der var en kendt jurist, kaldte det lovbrud. Deres korrespondance fyldte 19 sider.

Hvis Folketinget tog sig sammen og insisterede på at vælge formand helt uafhængigt af regeringsdannelsen, så ville tinget få formænd med langt større autoritet.

Bertel Haarder
MF (V), fhv. minister, præsident, Nordisk Råd

Den mest humørforladte formand var nok venstremanden Anders Thomsen, der satte rekord i påtaler. I alt 250 påtaler blev det til i folketingsåret 1907-8. Senere statsminister Thorvald Stauning (S) var mindre årvågen. Han faldt i søvn i formandsstolen og trak sig som præsidiemedlem.

Det var i øvrigt samme Stauning, der som statsminister foreslog og fik vedtaget en mere højtidelig åbning af Folketinget, som den vi kender. Men han havde endnu et forslag: Han ønskede, at åbningstalen skulle afsluttes med afsyngelse af ”Der er et yndigt land”.

Jeg har selv foreslået noget lignende, nemlig sidste vers af ”Som en rejselysten flåde”, der begynder med ”Om din frihed vil vi værne / holde skjoldvagt om din fred.”

Det kunne være smukt med et lille kor på tilhørerrækkerne. Men forslaget er gentagne gange blevet afvist. Jeg tror, forklaringen er, at vi er her i Norden lutheranske protestanter. Vore parlamenter skal være lige så kedelige som vore kirker. Men i kirkerne synger man dog trods alt.

Ekstra penge og personale til partierne

Mogens Lykketoft (S) forsøgte faktisk i sin formandstid (hvor jeg var første næstformand) at peppe debatterne lidt op. Men med ringe succes.

Det skal åbenbart være kedeligt, selv om visse formænd som Gustav Pedersen (S), Erling Olsen (S) og Thor Pedersen (V) forsøgte sig med humor. Formandsposten ”kræver ikke pære, men blære”, erklærede førstnævnte. Bogen bringer også en række typiske Olsen-citater.

Olsen bliver især husket for Olsen-planen, der forsynede partierne med ekstra penge og personale - som siden er yderligere forøget med 52 millioner kroner. Personligt ville jeg hellere have skabt balance mellem regering og opposition ved at forbyde spindoktorer.

Formandsposten er desværre blevet et led i regeringsdannelsen

Af bogen fremgår det, at ikke alle formænd har ønsket posten. For eksempel socialdemokraterne Bomholt og Bjørn Westh, der følte, at de blev sat uden for magtens cirkler.

Heller ikke alle partier har vist lige stor interesse. Venstre ikke har haft nogen formand i 66 år fra 1922 til 98. Heller ikke på det seneste har Venstre vist interesse for at få posten. Det kan jeg tale med om. Men vi var dog glade, da Ivar Hansen (V) fik den ved lodtrækning i 1998.

Det hænger sammen med, at besættelsen af formandsposten (som det fremgår af bogen) desværre er blevet et led i regeringsdannelsen, frem for at Folketinget selv bestemmer gennem en demokratisk proces.

For eksempel i 2015, hvor Folketinget kunne have aftalt besættelsen af formandsposten før dannelsen af den rene Venstre-regering. I så tilfælde ville Dansk Folkeparti ikke kunne gøre sin tilslutning til regeringsdannelsen afhængig af, at Pia Kjærsgaard (DF) fik formandsposten, hvad der til indledning ikke var flertal for (ifølge Mogens Lykketoft, der havde afsøgt mulighederne).

Hvis Folketinget tog sig sammen og insisterede på at vælge formand helt uafhængigt af regeringsdannelsen, så ville tinget få formænd med langt større autoritet, sådan som det ofte efterlyses af oppositionspartierne. Det synes jeg, alle partier skulle tænke over - og beslutte sig for i god tid før næste valg og regeringsdannelse.