Handicap-direktør afpressede styrelse i HPV-sag

VACCINE: Dansk Handicap Forbunds direktør truede Sundhedsstyrelsen med at skabe øget mistillid til HPV-vaccinen, hvis ikke foreningen blev inddraget i en arbejdsgruppe. Helt uhørt, mener eksperter.  

Foto: Martin Ballund/Scanpix
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Direktøren for Dansk Handicap Forbund, Jens Bouet, har i en stribe mails forsøgt at presse Sundhedsstyrelsens direktør til at blive inddraget i en arbejdsgruppe omkring den omstridte HPV-vaccine.

Det viser en aktindsigt, som Altinget har fået i mails mellem Jens Bouet og Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

”Så længe vi to ingen dialog har (her tænker jeg ikke på dialog gennem medier), er jeg tvunget til aktivt at skabe mistillid til vaccinen, da jeg ikke kan stole på, at udredning og behandling fremadrettet sker på et sagligt og objektivt grundlag,” skriver Jens Bouet i en mail 17. december til styrelsesdirektøren. (Se de omtalte mails nederst i artiklen).

Helt uden for skiven
Handicap-direktørens mails er højst usædvanlige og minder om afpresning, vurderer professor i statskundskab Peter Munk Christiansen, Aarhus Universitet, der har set mail-udvekslingen.

Mit største juleønske er derfor, at du sagligt vurderer, hvordan du kan bruge mig og hvordan du undgår, at jeg igen gennem medier og gennem lægefagligt input underminerer tilliden til dig, din styrelse og HPV-vaccinen.

Jens Bouet, direktør i Dansk Handicap Forbund
I mail skrevet til Søren Brostrøm.

”Jeg kan ikke mindes at have set en lignende i korrespondance mellem interesseorganisationer og myndigheder. Den truende tone i handicapformandens mails er helt usædvanlig for den måde, som interesseorganisationer og myndigheder normalt kommunikerer på. Det er helt uden for skiven,” siger Peter Munk Christiansen, der i mange år har beskæftiget sig med interesseorganisationers samspil med forvaltning og politikere.

Du står i skudlinjen
Mailkorrespondancen handler om den omdiskuterede HPV-vaccine, hvor en gruppe piger frygter, at de har fået uventede bivirkninger. Pigerne føler sig svigtet af sundhedssystemet, og derfor har Dansk Handicap Forbund involveret sig i sagen. Blandt forbundets medlemsorganisationer er foreningen HPV-Update. HPV-Update er ligesom Dansk Handicap Forbund meget kritisk overfor myndighedernes information om HPV-vaccinen og hjælpen til piger, der frygter, at de har fået bivirkninger af vaccinen.

I efteråret blev der nedsat en arbejdsgruppe om problemerne, men Dansk Handicap Forbund var utilfreds med ikke at blive inddraget, fremgår det af mailsene fra direktør Jens Bouet:

Direktøren for Dansk Handicap Forbund, Jens Bouet, forklarer
nu, at hans trusseler om aktivt at skabe mistillid til HPV-vaccinen ikke skulle
tages bogstaveligt. 
Direktøren for Dansk Handicap Forbund, Jens Bouet, forklarer nu, at hans trusseler om aktivt at skabe mistillid til HPV-vaccinen ikke skulle tages bogstaveligt.  Foto: Dansk Handicap Forbund

”Jeg kan betro dig, at dette ikke er min stil, men du efterlader mig ikke andre muligheder. Hvis din arbejdsgruppe i sammenhængen udarbejdelsen af "kliniske retningslinjer" ikke skal have deltagelse af andre end fagfolk (læs lægefaglige), må du finde en anden måde at holde mig inde i loopet,” skriver Jens Bouet i en mail til Sundhedsstyrelsens direktør.

Her appellerer han til at blive inddraget. Ellers vil han tage affære.

”Mit største juleønske er derfor, at du sagligt vurderer, hvordan du kan bruge mig, og hvordan du undgår, at jeg igen gennem medier og gennem lægefagligt input underminerer tilliden til dig, din styrelse og HPV-vaccinen,” skriver Jens Bouet, der forsikrer, at han ikke er ude i et personligt vendetta mod styrelsesdirektøren.

”Jeg er på ingen måde efter dig personligt, og det er ikke mig, der har anbragt dig i skudlinjen. Men du står der - og jeg er repræsenterer en del af skydeholdet,” slutter han mailen.

Redaktør: Ubegavet fremfærd
Kristian Lund, der er direktør og chefredaktør på Medicinske Tidskrifter, er chokeret over ordlyden og truslerne i handicapformandens mails.

”’Hvis du ikke gør, som jeg siger, så garanterer jeg ikke for følgerne'. Det skriver handicap-direktøren i realiteten. Det er strategisk meget ubegavet. Han skal jo bruge argumenter over for Søren Brostrøm,” siger Kristian Lund.

Anders Drejer, der er professor i strategi- og forretningsudvikling på Aalborg Universitet, deler vurderingen af, at handicapformanden er truende og forsøger at afpresse sundhedsstyrelsens direktør. Det er ikke ulovligt, understreger han, men ”næsten dummere end politiet tillader”.

Anders Drejer vurderer, at forsøget på at true sig til indflydelse ifølge de fleste danske organisationers værdigrundlag vil være helt uacceptabelt.

”Hvis Dansk Handicap Forbunds bestyrelse har et værdisæt, som ligner de fleste andre organisationers, så skal direktøren nok til en alvorlig samtale om denne sag med bestyrelsen. Det er jo ikke bare en enkelt sætning i mailen, der står lidt skarpt. Der er stribevis af passager, der er truende, afpressende og skrevet i et personligt perfidt tonefald overfor styrelses-direktøren,” siger Anders Drejer.

Direktør afviser afpresning 
Direktøren for Dansk Handicap Forbund, Jens Bouet, afviser, at han har forsøgt at afpresse Sundhedsstyrelsen med det mål at blive inddraget. Hans advarsler om ’aktivt at skabe mistillid’ til HPV-vaccinen skal forstås i mere overført forstand, forklarer han:

”Vi er meget for vaccinen, men hvis vi ikke kan fortælle, hvad der foregår, så vil der komme øget mistillid til vaccinen. Det har ingen interesse i,” siger Jens Bouet og fortsætter:

”Når jeg ikke er inddraget i dialogen, så kan jeg heller ikke sige, om deres (Sundhedsstyrelsens – red.) arbejde er godt. Men måske kunne jeg have formuleret det anderledes,” siger Jens Bouet, der dog ikke fortryder sine mails til Søren Brostrøm. 

”Folketingspolitikere har jo sagt, at de ønsker os inddraget i arbejdet omkring HPV-vaccinen. Så har vi har svært ved at forstå, at det ikke er sket,” siger Jens Bouet.

Han mener, at han via sine mails opnåede det ønskede resultat. Dansk Handicap Forbund blev ikke en del af Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe, men Bouet mener, at der i dag er et godt samarbejde mellem forbundet og styrelsen. Blandt andet arrangerer forbundet møder om HPV-problematikken, hvor styrelsen møder op.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har ikke ønsket at kommentere sagen.

DOKUMENTATION: 
Se mail-korrespondancen mellem Dansk Handicap Forbunds direktør, Jens Bouet, og Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm her.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Bouet

Direktør, Dansk Handicap Forbund
HD (CBS 2005), Master - Board Leadership Management (CBS 2021)

Søren Brostrøm

Seniorrådgiver, WHO's generaldirektør
cand.med. (Københavns Uni. 1995), speciallæge i gynækologi/obsetrik, ph.d. (Københavns Uni. 2003), MPA (CBS 2011)

0:000:00