Har Mette Frederiksen fundet løsningen på krisen i det europæiske centrum-venstre?

CENTRUM-VENSTRE: De kriseramte socialdemokratier rundt omkring i Europa bør se på det danske socialdemokrati, lyder det fra professor i politisk økonomi ved Cambridge University Helen Thompson. Hendes danske professorkollega Ove Kaj Pedersen er knap så sikker.

Det europæiske centrum-venstre er i knæ. Denne diagnose er stillet flere gange de seneste 20 år, men efter parlamentsvalget i Italien i sidste måned, hvor Matteo Renzis Partito Democratico måtte se sig udklasseret af to EU- og indvandringskritiske koalitioner, var de europæiske aviser atter spækket med nekrologer over socialdemokratiet som en formende politisk kraft i Europa.

“Det er bekymrende tider for Europas socialdemokrater,” lød en overskrift i The Guardian, mens Politicos europæiske redaktion stillede spørgsmålet “Hvem slog det europæiske socialdemokrati ihjel?”. Bekymringen er også nået over på den anden side af Atlanten, hvor amerikanske Wall Street Journal spurgte: “Hvad er der sket med den moderate venstrefløj?”

Ser man på de seneste års valgresultater rundt omkring i Europa, tegner der sig et billede af en politisk bevægelse i en dyb legitimitets- og identitetskrise. For 20 år siden lå de socialdemokratiske partier i næsten hele Europa med over en tredjedel af stemmerne, mens man nu mange steder slås med at fastholde en femtedel.

De tyske socialdemokraters forfejlede valgkampagne og senere koalitions-kvababbelser har udmøntet sig i historisk lave meningsmålinger i februar og marts, hvor partiet røg under 20 procent og endda måtte se sig overhalet af det indvandringskritiske Alternative für Deutschland. Det hollandske PvdA opnåede knap seks procent af stemmerne ved parlamentsvalget sidste år.

Det samme gjorde det franske socialistparti ved præsidentvalget, der efterfølgende ovenikøbet mistede 250 ud af 280 sæder i parlamentet. Længere sydpå er støtten til det spanske arbejderparti PSOE blevet halveret siden 2008, hvor 44 procent stemte på Zapateros koalition med de catalanske socialister.

Den danske undtagelse
I lang tid kunne den store forfaldsfortælling også inkludere det danske socialdemokrati. I foråret 2008 var partiet nede på 21,1 procent ifølge Risbjergsnittet. Efter fremgang i tiden op til folketingsvalget i 2011, hvor Socialdemokraterne fik regeringsmagten, faldt partiets opbakning drastisk og var i foråret 2013 nede på 15,7 procent ifølge Risbjergsnittet.

Men siden hun overtog formandsroret, er Mette Frederiksen med målinger omkring – og endda over – de magiske 30 procent en markant undtagelse fra den europæiske syge. Vejen dertil har først og fremmest været en markant stramning af partiets udlændingepolitik – noget, der ikke bare er konkret politik, men som også indebærer en betydelig symbolpolitisk dimension. Og nu fremhæver flere, at det er til det danske socialdemokrati, resten af det europæiske centrum-venstre skal kigge, når de leder efter lyset for enden af tunnelen.

En af dem er britiske Helen Thompson, professor i politisk økonomi ved Cambridge University og fast deltager i panelet i kollegaen David Runcimans stadigt mere populære podcast Talking Politics.

”Jeg vil umiddelbart sige ja, men mange vil nok hævde, at den vej vil de ikke gå ned ad af politiske og moralske årsager. Jeg mener bare, at hvis de tager problemerne alvorligt, så er det uklogt ikke i det mindste at skele til Danmark. Det vil være hårdt for dem, men det ændrer ikke ved, at de skal tage et valg. Groft sagt: Vægter de moralsk renhed over chancen for at genvinde relevans på baggrund af nogle politiske kompromiser?”

Bruddet med 1990’erne
Det politiske dilemma, Thompson ridser op for de europæiske socialdemokratier, genkender man som dansker umiddelbart. Op gennem nullerne var Socialdemokratiet dybt splittet på udlændingepolitikken, og begrebet kaffeklub dannede med det samme mentale billeder af fraktioner i det gamle arbejderparti. Nu taler man med én stemme, og selv de ellers obligate FN-kvoteflygtninge har man fra socialdemokratisk side sagt nej til.

Men mens det ofte bliver udlagt som en ahistorisk højredrejning, ser Helen Thompson det mere som et udtryk for, at de danske socialdemokrater har taget et opgør med den ideologiske position, som socialdemokraterne indtog og definerede sig ud fra efter Murens fald op gennem 1990’erne.

”Historisk set er det lidt mærkeligt at tro, at socialdemokratiske partier ikke kan bekymre sig om indvandring. Det er først i 1990’erne og i de første år efter årtusindskiftet, at man satte lighedstegn mellem det at være socialdemokrat og at være inhærent kosmopolitisk.”

Når de europæiske socialdemokrater i dag kæmper med at overbevise vælgerne, skyldes det for hende to ting. De traditionelle magtpartier på tværs af det politiske spektrum er i det hele taget pressede, men centrum-venstre er ramt dybere end kollegerne til højre.

”Af to relaterede årsager. Det første handler om indvandring, og det andet handler om det politiske etablissements omfavnelse af det teknokratiske, kosmopolitiske sprog, som EU-integrationsprojektet har indeholdt. Og selvom centrum-højre ikke i nogen rimelig grad kan kaldes fundamentalt antieuropæisk, så har de stadig været i stand til at tale om den demokratiske nationalstat på en måde, som centrum-venstre ikke har formået. Deres politiske sprog har fremmedgjort de arbejderklassevælgere, som traditionelt og historisk set har været en del af deres base.”

Thompson mener, at debatten om euroskepticisme, arbejdskraftens frie bevægelighed og immigration længe har været ikkeeksisterende i de europæiske socialdemokratier. Gradvist har arbejderpartierne i stedet udviklet sig til at blive ”partier for den offentligt ansatte middelklassevælger med kosmopolitiske værdier, og størrelsen på den koalition er bare ikke stor nok,” som hun udtrykker det.

Helen Thompson mener grundlæggende, at de politikere, som i mange af de år forsøgte at gennemtvinge ”Delors-versionen af det europæiske projekt” – groft sagt visionen om det stedse mere føderale EU – nu betaler prisen.

”Jeg siger ikke, at man for enhver pris skulle have afvist Delors-visionen for et europæisk projekt, men man skulle have sørget for at holde den modsatte version i live. Centrum-venstre var altid dem, der traditionelt opfordrede til livlig debat om europæisk integration, men det er senere blevet sådan, at man skal skrive under på at være eurofil og kosmopolit for at være socialdemokrat. En kritik af globaliseringens konsekvenser i form af øget immigration og pres på middelklassens arbejdspladser blev således lig med en kritik af kosmopolitanismen, og derfor udviklede socialdemokraterne sig også op gennem nullerne til at blive generelle forsvarere af globaliseringen. Det var en fejl, at man nægtede at åbne for en klassebaseret diskussion af immigration og den frie bevægelighed,” analyserer Thompson.

"Det er en analyse, jeg har argumenteret for i 15 år"
Det er en analyse, Socialdemokratiets folketingsmedlem og EU-ordfører Peter Hummelgaard skriver under på.

”Da Muren faldt, og økonomien buldrede frem op gennem 1990’erne, lærte vi os selv og hinanden kun at være optimister på fremtidens vegne. Og der tror jeg, at man generelt var for lidt opmærksom på, at nogle folk blev efterladt på perronen,” forklarer han.

Det er en erkendelse, der falder i god jord hos tidligere chefredaktør på ugebrevet Mandag Morgen og BT Erik Meier Carlsen, der ligefrem kalder det “en besindelse”.  

“Det er jo det, jeg har argumenteret for de sidste 15 år,” som han udtrykker det, og henviser til bogen De overflødiges oprør, som han udgav i 2000.

Erik Meier Carlsen mener, at Danmark generelt har profiteret af tidligt at have inkluderet debatten om indvandring i den parlamentariske proces, ved at Dansk Folkeparti siden 2001 har været regeringsgrundlag for de borgerlige regeringer. Men at Socialdemokratiet har genfundet sig selv, skyldes ifølge Erik Meier Carlsen også, at partiets relancerede linje med en strammere udlændingepolitik er blevet præsenteret overbevisende og af en leder, som nyder stor anseelse.

“At den øgede indvandring udgør en trussel for velfærdsstaten, har hun formået at argumentere for på en konsistent og rimelig måde. Og det er også grunden til, at hun er sluppet uden nævneværdig modstand i baglandet, hvilket mange nok ville have tvivlet på var muligt,” analyserer han.

“Mette Frederiksen har også haft exceptionelt gode muligheder for at gennemføre kursskiftet, fordi hun har nydt en stor personlig troværdighed i partiet.”

Strategien kan skifte om fem år
At Mette Frederiksens socialdemokrati har fundet nøglen til at holde det gamle arbejderprojekt relevant i en globaliseret og grænseløs verden – endda i en skala, så resten af Europas socialdemokratier bør gøre hende kunsten efter, er til gengæld knap så oplagt, hvis man spørger CBS-professor og forfatter til en lang række bøger om velfærdsstatens historie og fremtid Ove Kaj Pedersen.

”Der er åbenlyst forskellige strategier i spil, når man sammenligner det venstredrejede Labour i Storbritannien, SPD i Tyskland, som er gået i en art centrum-venstrekoalition med Merkel, og de danske og svenske socialdemokratier, som er gået til centrum-højre,” som han siger.

Når det går godt for Socialdemokratiet i meningsmålingerne, kan det ifølge ham lige så vel være midlertidige reaktioner og udsving, der er overflødige i det lange løb, når vælgerbasen eller folkestemningen forskubbes.

”Det er ikke til at sige. For det første har vi ikke haft et valg endnu, og for det andet er det en hårfin balancegang. Overenskomstforhandlinger, strejker og lockout kan ændre meget. Og kommer der en gedigen krise på et af de udsatte områder, for eksempel på det økonomiske område eller indvandringsområdet, så er strategien øjeblikkeligt under pres. Ser man historisk på det, kan politiske strategier sjældent overleve mere end fem, måske ti år. Så jeg vil hellere vente og se,” siger han.

En analyse, der i hvert fald i et vist omfang bakkes op af den seneste meningsmåling i Altinget, der viste, at Socialdemokratiet pludselig havde mistet 5,9 procentpoint og var tilbage på 25 procent af stemmerne. Et fald, Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, forklarede med netop overenskomstforhandlingerne, hvor socialdemokraterne har støttet regeringens hårde kurs med lockout. Andre målinger har dog vist fremgang til S, og i det vægtede gennemsnit ligger Socialdemokratiet stadig på 28 procent.

Mette Frederiksens socialdemokrati er ifølge Ove Kaj Pedersen det tredje eksperiment over de seneste tredive år, hvor partiet langsomt er gået fra Nyrups centrum-venstreposition over Thornings centrum-politik til i dag, hvor Mette Frederiksen på flere punkter placerer sig i en centrum-højreposition.

”Poul Nyrup Rasmussen var en af de største fortalere for europæisk integration og effektiv styring af den offentlige sektor. Helle Thorning-Schmidt eksperimenterede med et centrum-socialdemokrati, der arbejdede for endnu mere integration i Europa og en yderligere tilpasning af økonomien til nogle af de strukturelle udfordringer, eksempelvis ældrebyrden eller omlægningen af erhvervssektoren fra industri til service. Og nu har vi så Mette Frederiksen, der anlægger en centrum-højrestrategi, som økonomisk og på EU-området er i direkte forlængelse af Nyrup og Helle Thorning, men hvor man samtidig forsøger at trække udlændinge-, rets- og boligpolitik til højre for at omfavne den højredrejning, som er sket hos den berømte medianvælger.”

Socialdemokratiske kolbøtter
At Socialdemokratiet har været nødt til at skifte strategi så ofte, er ifølge Ove Kaj Pedersen helt naturligt i en verden, hvor de strukturelle forudsætninger for at føre politik er fundamentalt ændrede. De europæiske socialdemokrater skal tilpasse sig en ny virkelighed, og den manglende evne til at gøre dette har ifølge ham medført vælgerkriserne rundt omkring i Europa.

En virkelighed, hvor arbejderklassen er blevet til en fragmenteret middelklasse, som alle partier forsøger at appellere til, og hvor globaliseringen betyder, at staterne i stigende grad er begyndt at konkurrere med hinanden om at tiltrække grænseoverskridende kapital og investeringer. Dermed er socialdemokratierne gået fra at have opbygningen af velfærdsstaten som projekt til at skulle reformere den.

”Og her har man slået en masse kolbøtter i arbejderpartierne på tværs af Europa. Se, hvordan Labour er kommet fra Blair til Corbyn – og det samme er jo på sin vis gældende herhjemme fra Nyrup til Frederiksen, selvom kolbøtterne er blevet slået i en anden retning.”

Og så stilles der spørgsmål ved socialdemokraternes evne til at finde balancen mellem den internationale og nationale situation, som Ove Kaj Pedersen kalder det.

”Og det er noget nyt. For efter Anden Verdenskrig var der ikke nogen, der havde indflydelse på den balance. Da valgte vi at gå med stormagten USA på deres betingelser. Med EU har vi nu et valg. Vi skal beslutte, om vi vil være med i en fælles møntunion, bankunion, finansiel union og mange andre potentielle aftaler, og det har skabt spændinger. Hele den geopolitiske og -økonomiske situation er mere nationalt politiseret, end den nogensinde har været.”

Alliance mellem kosmopolitter og arbejdere
Lige netop Danmark er blandt de lande, som har været mest effektive til at bringe den største del af befolkningen på arbejdsmarkedet, mener Ove Kaj Pedersen. Når det angår konsekvenser af globaliseringen, er Danmark ikke på nogen måde sammenlignelig med, hvad vi ser i lande som USA, England, Frankrig, Spanien, Grækenland og Italien.

“Danmark er et skoleeksempel på et land, som har deltaget i globaliseringen, men har undgået en lang række af de negative konsekvenser. Det betyder, at grundlaget for populisme er anderledes i Danmark, end det er i de førnævnte lande. Og dette er grunden til, at Danmarks – og i øvrigt Sveriges – socialdemokratier er de mest succesfulde,” slutter han.

Tilbage hos det danske socialdemokrati lyder den fremadrettede analyse fra Peter Hummelgaard, at socialdemokratisk succes de kommende år handler om at bygge en alliance mellem globaliseringens vindere og dem, der er udsat for dens negative konsekvenser.

“Alliancen mellem dem, vi kalder kosmopolitterne eller de lærde, og arbejderklassen, som byggede på et klassekompromis, var med til at skabe det fremskridt, vi oplevede i det 20. århundrede. Og den er i opbrud i hele den vestlige verden, fordi de ikke lever sammen, ikke kender hinanden og ikke har solidaritet med hinanden. Den alliance er nødt til at genopstå,” siger Hummelgaard.

“Hvis ikke vi formår det, så vil der ikke være et flertal for at gennemføre en mere socialt retfærdig politik.”

Forrige artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med? Næste artikel Chef i Statsministeriet skifter til Børsen Chef i Statsministeriet skifter til Børsen
Mai ville redde de svage – men blev overhalet af virkeligheden

Mai ville redde de svage – men blev overhalet af virkeligheden

PORTRÆT: Mai Mercado blev politiker for at tage hånd om de svage. Nu kan hun se socialpolitikken falde sammen om ørerne på hende med korruption i Socialstyrelsen og aflivning af satspuljen. Og de hjemløse, som hun brænder så stærkt for, vokser i antal. Alligevel er hun stadig optimist.