Henrik Sass Larsen tiltalt i sag om overgrebsmateriale med børn – erklærer sig uskyldig

Tidligere minister og top-socialdemokrat Henrik Sass Larsen er tiltalt i en straffesag.
Det oplyser hans advokat, Peter Lundmark Jensen, der opgiver forsøget på at få et navneforbud, i en pressemeddelelse.
Sagen handler om besiddelse af overgrebsmateriale med børn. Det skriver DR, der henviser til journalnummeret, som fremgår af retslisten. Anklageskriftet i sagen er ikke udleveret på nuværende tidspunkt, og derfor er den præcise anklage fortsat uklar.
Henrik Sass Larsens advokat henviser til, at sagen allerede er blevet omtalt på en måde, der reelt betyder, at hans klients identitet er tydeliggjort.
"Som følge af sagens behandling i pressen giver det ikke længere nogen mening at søge et navneforbud nedlagt og jeg har derfor d.d. frafaldet anmodningen herom," skriver forsvarsadvokaten.
Samtidig gør Henrik Sass Larsen det klart, at han nægter sig skyldig i tiltalen.
"Jeg har aldrig nogensinde gjort et barn fortræd – og kommer aldrig til at gøre det. Mit ærinde har været det stik modsatte," siger Henrik Sass Larsen i pressemeddelelsen.
"Jeg havde selv planlagt at offentliggøre hændelsesforløbet i forbindelse med en bog, jeg er ved at færdiggøre for dermed at give en hel og fuldstændig fremstilling af sagen. Jeg havde håbet og forventet at have længere tid hertil, men jeg vil nu bruge alle mine kræfter på at færdiggøre bogen, få fortalt min version af sagen og få renset mit navn."
Henrik Sass Larsen oplyser også, at han er fratrådt som direktør i organisationen Aktive Ejere. Hans job her bliver overtaget af den tidligere Venstre-minister Søren Pind.
Indsigt
- Ministerkabalen varsler problemer for Mette Frederiksen
- Lars Aagaard og Samira Nawa begravede stridsøksen. Men en bibel mindede alle om det gamle drama
- Tårerne flød, da Engel-Schmidt forlod Kulturministeriet og tog sine gode forbindelser med
- Tre dage med Samira Nawa: Et godt råd fra chefen, en bredside fra Pia K. og de første sager på ministerbordet
- Bertel Haarder: Det er tæt på blasfemisk at kalde det firkløverregeringen









































