Analyse af 
Jakob Nielsen

Her er den enkle regel, der afgør, om partierne kan komme med i en ny regering

Råderummet er brugt op. Inflationen raser. Forude venter forhandlingerne om de private overenskomster. Derfor handler regeringsforhandlingerne om, hvem der vil være med til at finde nye penge. Og kun de partier, der kan og vil bidrage, kommer med i en ny regering.

Mette Frederiksen møder pressen efter møde på Marienborg mandag 14. november
Mette Frederiksen møder pressen efter møde på Marienborg mandag 14. november Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen

Forhandlingerne om en ny regering er på mange måder de mest komplicerede i mange år. Men reglerne for forhandlingerne er faktisk ret enkle.

Dybest set handler det om at identificere de partier, der vil være med at til at skaffe penge til de opgaver, en ny regering skal løse. Herunder flere penge til forsvaret, flere penge til sygehusvæsenet, flere penge til bestemte grupper af offentligt ansatte og penge til at finansiere mere grøn omstilling.

De partier, som er villige til at lægge stemmer til de reformer og politiske planer, der kan skaffe flere penge, kan komme med i den næste regering. Og deraf følger også det modsatte: at uden klar vilje til reformer får man ikke adgang til forhandlingerne om en ny regering, når de begynder at spidse til.

Det er på ingen måde sikkert, at Danmark får en regering hen over midten. Men der er mindst tre ting, der taler for

Det er en regel, der kan gøre det svært for SF og umuligt for Enhedslisten at være med – men som også kan gøre det svært for de Radikale at blive hængende, når ministerposterne skal fordeles til sidst.

Hvordan det ender, ved ikke engang de involverede endnu. Det er på ingen måde sikkert, at Danmark får en regering hen over midten. Men der er mindst tre ting, der taler for:

  • Råderummets størrelse
  • Samfundsøkonomien generelt
  • Folketingets sammensætning.

Råderummet

Det finanspolitiske råderum frem mod 2030 er ifølge Finansministeriet på 48 milliarder kroner. Heraf er knap 12 milliarder kroner afsat til øgede forsvarsudgifter, og det er en almindelig forventning, at en ny regering ret hurtigt vil indkalde til nye forhandlinger for at sætte yderligere turbo på genopbygningen af det danske forsvar.

Godt 21 milliarder kroner koster det, hvis de offentlige udgifter skal have lov til at følge den forventede udvikling i antallet af børn og ældre. Desuden har den afgående regering afsat yderligere fem milliarder kroner til velfærd, 2,5 milliarder til grønne investeringer og 2,5 milliarder til ”mere tryghed i hverdagen”. Hvis man afsætter fem milliarder til uforudsete udgifter i perioden, er råderummet brugt op – krone for krone.  

De nøgne tal taler for, at Socialdemokratiet kommer til at søge hen over midten for at få pengene til at passe

Og det er vel at mærke under forudsætning af, at Folketinget fastholder den vedtagne indfasning af en senere pensionsalder.

Konklusionen er derfor, at ethvert nyt initiativ skal finansieres – enten ved øgede skatter, ved besparelser eller ved reformer, som kan styrke økonomien.

De nøgne tal taler for, at Socialdemokratiet kommer til at søge hen over midten for at få pengene til at passe, og den opgave kan gøres nemmere, hvis det sker inden for rammerne af en bred regering.

Samfundsøkonomien

Som om det ikke var nok, byder det kommende år på nogle ekstra store udfordringer.

Helt aktuelt er der den høje inflation, der truer med at udvikle sig til en recession, når eller hvis forbrugerne begynder at holde på pengene. De første tegn er begyndt at vise sig i form af fyringsrunder på en række større virksomheder – typisk udløst af, at lagrene allerede er fulde, og at det ikke giver mening at fortsætte produktionen for fuld kraft, når varerne bare hober sig op.

Dertil kommer, at der straks efter nytår indledes overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked, som tegner overordentligt svære. Nok har både arbejdsgivere og fagbevægelse tradition for at udvise ansvarlighed, men parterne går ind til forårets forhandlinger med bevidstheden om, at priserne er steget med tocifrede procentsatser det seneste år, hvilket betyder et stort reallønstab for lønmodtagerne. Samtidig oplever virksomhederne står usikkerhed om, hvordan økonomien vil se ud bare et år ude i fremtiden.

Det er nemt at se for sig, at forhandlingerne ender uden resultat – muligvis endda så langt fra et resultat, at forligsmanden ikke engang vil forsøge at tegne en skitse til et mæglingsforslag. I så fald er der konflikt, og en ny regering vil få den svære opgave at balancere lønmodtagernes forventninger op mod samfundsøkonomien.

Det hele bliver ikke nemmere af, at Socialdemokratiet og flere andre partier i valgkampen har lovet håndgribelige lønstigninger til visse grupper af offentligt ansatte.

Alt sammen noget, der kunne tale for en bred regering, som påtager sig den byrde at styre landet gennem en økonomisk krise.

Folketingets sammensætning

Men faktisk er Folketingets sammensætning måske den vigtigste grund til at tro på en bred regering.

Ganske vist halede Mette Frederiksens såkaldt røde blok lige præcis et flertal i land, men det er ikke et flertal, man kan bygge en solid regering på.

De fem partier S, SF, R, Ø og Å har kun 87 mandater i Folketinget og er således fra begyndelsen afhængige af de nordatlantiske mandater for at være sikre på et flertal. Det betyder også, at hvert enkelt folketingsmedlem fra Enhedslisten, Alternativet eller Radikale i princippet vil kunne bringe en ren rød regering i knibe.

Det bliver ikke meget bedre, hvis Moderaterne bliver inviteret med. I så fald vil den yderste venstrefløj falde fra – og så står Mette Frederiksen tilbage med S-SF-R-M, som kun kan samle 88 mandater uden nordatlantiske stemmer. Sådan en regering vil være meget sårbar overfor partihop, ikke mindst blandt de 16 folketingsmedlemmer fra Moderaterne, hvoraf de 14 er helt nye i Folketinget.

Læs også

Samme logik betyder, at en SMV-regering – som ofte bliver nævnt – næppe er særlig sandsynlig. Den har 89 mandater uden de nordatlantiske.

Dertil kommer, at Venstre og Moderaterne næppe kommer i regering sammen. Hvis Jakob Ellemann satser og går med i en socialdemokratisk regering, må det blandt andet være med det formål at gøre Lars Løkke Rasmussens midterparti overflødigt.

S og V er ved at rydde problemer af vejen

Hvordan kunne en bred regering så se ud?

Alt tyder på, at Socialdemokratiets bestræbelser går i retning af at få Venstre med. Anderledes kan man ikke tolke beslutningen om straks at bakke op om venstremanden Søren Gade som ny formand for Folketinget. Det er ikke bare en gestus, men også en konkret hindring, der er ryddet af vejen, da Søren Gade med sin egenrådige stil ville være en enorm usikkerhedsfaktor for en ny, bred regering.

Logikken vil være, at det skal være en flertalsregering. Hvis først Socialdemokratiet og Venstre har banket vanskelige kompromisser sammen internt i en regering, vil der ikke være plads eller tålmodighed til efterfølgende at skulle forhandle med en stribe af Folketingets småpartier for at finde det nødvendige flertal.

Kan Martin Lidegaard styre sine seks partifæller ind i et forpligtende samarbejde, hvor der nødvendigvis må gives køb på nogle udlændingepolitiske principper?

Flertallet kan – hvis man stadig ser bort fra Moderaterne – nemmest hentes hjem sammen med SF – det giver 88 mandater før de nordatlantiske. Men regeringen bliver først en stabil flertalsregering, hvis også Radikale og/eller Konservative går med.

Og her begynder det at blive meget hypotetisk.

Har Søren Pape Poulsen styrke til at bringe sit parti i regering og være ”borgerlige stemmer, der arbejder”, som han sagde i valgkampen? Og kan Martin Lidegaard styre sine seks partifæller ind i et forpligtende samarbejde, hvor der nødvendigvis må gives køb på nogle udlændingepolitiske principper? Og måske endnu værre: hvor de nødvendige reformer også omfatter beskæringer af både SU og i længden af en kandidatuddannelse?

Mette Frederiksen samler nyttige noter

En regering med de fire gamle partier (S, R, V og K) samt det halvgamle parti SF er måske ikke den mest sandsynlige udgang på vinterens forhandlinger. Den kan kun blive til virkelighed, hvis alle gør store indrømmelser – og selv da vil den være en satsning, som på godt og ondt vil definere de involverede partier mange år frem.

Men den må på mange måder være det logiske endemål for de forhandlinger, som Mette Frederiksen og hendes nærmeste med stor tålmodighed bygger op i disse dage. Metoden er velkendt fra besværlige forhandlingsforløb: der skal lægges så mange gode ting på bordet, at partierne til sidst ikke kan holde til at gå tomhændede ud af forhandlingslokalet.

Samtidig skal partierne betrygge hinanden i, at de sammen kan finde de nødvendige penge til alle de forlig, som bliver en bred regerings eksistensberettigelse.

På den måde er forhandlingerne også et rum, hvor statsministeren og Socialdemokratiet får afklaret nogle røde linjer. Og skulle det ende med en smal, socialdemokratisk regering, vil noterne fra den proces være ekstremt nyttige at have i baghånden.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Fungerende statsminister, MF, partiformand (S), kongelig undersøger
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)