Her er regeringens nye tiårsplan for psykiatrien

Et afgørende skridt for psykiatrien.
Sådan betegner indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) det udspil til en tiårsplan for psykiatrien, som regeringen har præsenteret tirsdag middag.
Flankeret af social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) og digitaliseringsminister Caroline Stage (M) fortalte Sophie Løhde, hvordan man blandt andet ønsker at etablere nye klinikker til opsporing og diagnosticering af autisme og adhd, investere i at nedbringe ventetider og give unge mellem 18 og 24 år ret til hurtig behandling for angst og depression uden egenbetaling.
"Vi lægger endnu en grundsten i fundamentet for at opbygge en psykiatri, vi kan være stolte af, og som er fuldt ud på højde med det øvrige sundhedsvæsen," siger Sophie Løhde.
Med udspillets initiativer fuldt indfaset øges den samlede økonomi i psykiatrien med 4,567 milliarder kroner, hvilket svarer til en stigning på 35 procent i 2030 sammenlignet med 2019.
Altinget giver her et overblik over indholdet i den nye psykiatriplan.
Tidlig indsats og forebyggelse
Med tiårsplanen vil regeringen sætte tidligere ind med hjælp og støtte, når der opdages tegn på psykisk mistrivsel eller sygdom. Til det kommer regeringen med følgende initiativer:
300 millioner kroner til at styrke og videreudvikle lettilgængelige behandlingstilbud.
170 millioner kroner til etablering af nye klinikker til udredning og behandling af autisme og adhd. Tilbuddene skal drives af regionerne og udbredes til hele landet. Klinikkerne skal blandt andet aflaste den mest specialiserede del af sygehuspsykiatrien, så den kan fokusere på de mest komplekse patienter.
62 millioner kroner varigt til indførelsen af en ny patientrettighed, som skal give personer mellem 18 og 24 år ret til hurtig behandling af angst og depression uden egenbetaling.
Der nedsættes en ekspertgruppe, som skal undersøge det stigende antal diagnoser blandt børn og unge.
Medarbejdere i kommuner og almen praksis skal have flere værktøjer til at få øje på mennesker, der viser tegn på psykisk mistrivsel eller sygdom.
Derudover vil regeringen afsætte midler til at styrke civilsamfundets rolle.
Bedre behandling og kortere ventetid
Mange oplever lange ventelister og mangelfuld behandling i mødet med psykiatrien. Derfor vil regeringen:
Varigt tilføre 767 millioner kroner om året til øget kapacitet til både børn- og ungepsykiatrien samt voksenpsykiatrien.
Indføre en samlet patientrettighed for børn og unge, der giver børn og unge ret til et samlet forløb med både udredning og behandling inden for 60 dage. Det skal blandt andet give større gennemskuelighed i forløbet.
Etablere flere og bedre støtteforløb til pårørende til personer med psykisk sygdom såsom forældre og søskende.
Afskaffe sygesikringsgruppe 2 for alle specialer, så offentlige midler bruges til at nedbringe ventelisterne for de mange, og ikke kun for de få, der kan betale selv, fremgår det i udspillet.
Helhedsorienterede indsatser og sammenhæng i forløb
En af psykiatriens udfordringer har hidtil været dets kompleksitet, som har været svært at navigere i for den enkelte. For at sikre et bedre forløb for patienter vil regeringen:
Omlægge og løfte kapaciteten i socialpsykiatrien. Eksempelvis ved at skabe flere sociale akuttilbud til borgere i akut psykiatrisk krise, men hvor indlæggelse ikke er den rigtige løsning. Derudover skal der oprettes nye afklaringspladser i kommunerne, der skal hjælpe med at afklare borgernes behov. Varigt afsættes der 279 millioner kroner årligt til indsatserne.
Investere 200 millioner kroner i flere udgående teams og mere opsøgende gadeplansarbejde. De skal styrke samarbejde mellem medarbejdere i socialpsykiatrien og sygehuspsykiatrien.
Skabe bedre sammenhæng i forløb for personer med svære psykiske lidelser, så personale på sygehus og socialpsykiatri arbejder tættere sammen og har klarhed over deres respektive ansvar.
Lave nyt dobbeltdiagnosetilbud til børn og unge under 18, som både har svær psykisk lidelse og et misbrug. I forlængelse af det vil regeringen generelt styrke tilbuddene til børn og unge i særligt udsatte positioner. Økonomien til det fremgår dog ikke af udspillet.
Attraktive arbejdspladser, viden og tryghed
Manglen på speciallæger inden for psykiatrien – og især børne- og ungdomspsykiatrien – har længe været velbeskrevet. For at komme manglen til livs vil regeringen:
Øge antallet af uddannelsesstillinger i børne- og ungdomspsykiatrien. Det skal ske i forbindelse med Sundhedsstyrelsens kommende dimensionsplan, fremgår det af udspillet.
Give et løft på 171 millioner kroner om året til uddannelse og kompetencer for medarbejdere i socialpsykiatrien. Kompetenceløftet skal ses i sammenhæng med den netop indgåede aftale om mere fleksible professionsrettede uddannelser, der i højere grad er rettet mod behovene på sundhedsområdet.
Sikre en mere ensartet behandling i psykiatrien på tværs af landet.
Investere i stærkere viden og data i social- og sygehuspsykiatrien. Manglende mulighed for effektiv deling af data og viden på tværs af sygehuse og socialpsykiatri er somme tider i vejen for et sammenhængende forløb i psykiatrien.
Lave bedre rammer for sikker og tryghed for medarbejdere i psykiatrien. Det sker som en reaktion på nogle tragiske og voldsomme hændelser i psykiatrien over de seneste år.
- SF nægter at kaste lys over millionaftale om stemmehandel med S og Alternativet
- Støjbergs nye ordfører langer ud efter landbruget: "Selv om dyr skal på tallerkenen, skal de have et godt liv"
- Redaktør: V og K har med et læk understreget den største knast i forhandlingerne
- Ti kommuner huser over halvdelen af de unge mænd fra muslimske lande
- De har brugt årevis på at bekæmpe hinanden. Nu vil de genrejse Konservative som det store centrumhøjre-folkeparti
Nyhedsoverblik

Socialdemokratiet afviser at have købt stemmer: "Det er noget decideret sludder"

Rosenkilde fortryder ikke millionaftale om spildte stemmer: "Det er fair nok"

Selvfølgelig falder vores tillid til politikerne, når de ikke er åbne om partiernes pengestrømme





































