Historien om det politiske forfald

De startede som et team. Gitte Seeberg, Anders Samuelsen og Naser Khader. Nok var nok og nu skulle der blødes op på den blokpolitik, der havde domineret dansk politik alt for længe.

Stiftelsen er ren eufori, trods politiske uoverensstemmelser. Uden politisk program stormer partiet frem i meningsmålingerne. Medlemmer strømmer ind - både menige og markante.

Men et eller andet sted går det galt.

Partiet - med Khader i spidsen - fører sig fortsat frem uden nogen egentlig politik. Det giver tæsk. En spindoktor bliver degraderet - en anden kommer til. Kimen til splid er lagt - uoverensstemmelserne vokser. Senere slår skæbnen ned: der udskrives folketingsvalg. Partiet stormer igen frem i meningsmålinger. Men skæbnen vil anderledes: Khader angribes af Se og Hør: Han har svindlet. Og fra det punkt er "Dagbog fra midten" en historie om politisk forfald.

Debatten raser, men...
"Jeg tror ikke kun, det er et kommunikationsproblem," siger NAs spindoktor Rasmus Jönsson om forholdet mellem Gitte Seeberg og Anders Samuelsen. Og det er filmens forklaring på, at fortællingen om Ny Alliance blev en tragedie. De politiske og personlige opgør var ikke taget, inden partiet blev lanceret, og de blev aldrig taget siden. Derfor faldt partiet fra hinanden og sig selv. Men der er mere i filmen end som så.

For filmen fortæller i sandhed en historie. Med alt hvad der hører til. Og debatten er allerede i gang: Udstiller Guldbrandsen Gitte Seeberg som den uskyldige og idealistiske heltinde, der bliver udsat for et politisk overgreb af Anders Samuelsen og spindoktor Ulla Østergaard? Svaret er afgjort "ja". Er det et problem? Afgjort "nej"!

Det personlige aspekt
Og hvorfor er det så ikke det? Jo. Sagen er den, at Guldbrandsens film ikke er et indførende didaktisk stykke lære-kunst. Tværtimod. Den er til gengæld et fuldstændigt subjektivt indblik i et politisk og personligt drama: Seeren indtager Guldbrandsens position som iagttageren, der på en gang er passiv beskuer og personlig involveret i sine venners projekt.

Passiviteten giver sig udslag i, at både dokumentaristen og personen Guldbrandsen(i altovervejende grad) forbliver stum. Han blander sig ikke. Men til gengæld betyder Guldbrandsens venskab med Naser Khader og spindoktor Rasmus Jönsson, at man som seer nødvendigvis inviteres ind i deres hoveder. Og ikke i andres. Og deri beror både filmens styrke og filmens svaghed.

Først svagheden. Selvom Guldbrandsen holder sin mund, er seeren reelt begrænset til et persepktiv. Guldbrandsens håndholdte kamera er subjektet, og subjektet er seeren. Voyeur-positionen tillader derfor både i overført og i håndgribelig forstand kun et perspektiv: Kameraets. Og hændelsernes karakter lader sig derfor kun forstå og forklare fra det ene perspektiv. Det er en svaghed.

Men det er også en styrke. Subjekt-positionen kommer netop til sin ret, fordi Guldbrandsen kender de mennesker, han portrætterer. Seeren træder i Guldbrandsens sted og bliver det subjekt, som Khader og især Jönsson retter sine følelser og frustrationer imod, som, det er tilfældet, da erhvervsmanden Eric Rylberg bliver inviteret med til et møde op til valgkampen i 2007. Rylberg fører sig frem med åndssvage banaliteter, og Samuelsen nikker anerkendende. Ingen siger Rylberg imod. Kameraet (læs Guldbrandsen) vender sig mod Jønsson, der sender et ansigtsudtryk, som ikke lader nogen tvivl tilbage: Jønsson hader Rylberg. Suverænt!

Filmen er god
Således giver filmen altså en særlig personlig og privat forståelse af det politiske drama og den klassiske fortælling, som filmen mere end noget andet er. Filmen er ikke rimelig, men den er god. Den afdækker og afmystificerer i al sin hensynsløshed den politiske virkelighed. Der er ingen adskillelse mellem det politiske "spil" og den personlige virkelighed!

Guldbrandsen skræller altså glamouren af de politiske personligheder, og nuancerer seerens opfattelse af de folkevalgte. Især når det gælder ikonet Khader, der står tilbage som en forvirret, barnlig og handlingsforskrækket idealist, der er svært usikker på, hvilke idealer han skal følge.

Da Khader skal træffe en endelig afgørelse om partiets slogan, står han i valget mellem spindoktor Ulla Østergaard og Anders Samuelsens "Tid til forandring" og Gitte Seeberg og Rasmus Jönssons "Ikke til højre, ikke til venstre - men fremad". Efter nogen træden i vande beslutter Khader sig til at tilføje et spørgsmålstegn til Østergaard og Samuelsens forslag, og dermed er den beslutning taget.

Khaders fingeraftryk bliver altså et spørgsmålstegn. Symbolikken skulle være til at se!