Historiker og Rusland-ekspert: Ja, det er faktisk synd for russerne

Hvem definerer det korrekte år 0?

Fortællingen om det evigt fra vest invaderede Rusland kan suppleres med en fortælling om det evigt mod vest ekspanderende Rusland. Begge dele er sandt. Udelukkende at fokusere på den ene fortælling er at nøjes med den halve sandhed.

Historien er et reservoir. Taget ud af sammenhæng kan man, hvis man roder længe nok, finde et historisk eksempel, der understøtter næsten en hvilken som helst pointe, man forsøger at hamre fast.

Det gælder også stater og territorier, da der har været statsdannelser i Europa i tusind år, og da de stater en stor del af tiden har ligget i stridigheder med hinanden om territorierne.

Se bare Balkankrigene i 1990'erne. Man skulle helt tilbage til Slaget ved Solsortesletten i 1389 for at finde et historisk argument for at ændre grænserne, men det generede tilsyneladende ikke den part i konflikten med det store bakspejl.

Hvordan grænserne bør være afhænger altså fuldstændig af, hvilket årstal man sætter som det korrekte år 0. Fastsættelsen af det år 0 er naturligvis politisk – og militær, når det ikke er nok.

Tilbage til erobreren Napoleon

De, der mener, vi skal forstå Ruslands nuværende krav, og at det faktisk er Nato, der er problemet, nævner især tre årstal, hvor Rusland er blevet angrebet fra vest: 1812, 1914 og 1941.

Frygt er en ubehagelig følelse. Følelsen kan være ægte nok, men den er baseret på regimets manipulerede udlægning af historien

Claus Mathiesen og Vibe Termansen

Lad os begynde med 1812. Ja, Rusland blev invaderet fra vest. Men Napoleon Bonapartes 'grandiose invasion' af Rusland kom ikke ud af det blå. Den kom efter en gigantisk russisk ekspansion mod vest i slutningen af 1700-tallet med de tre delinger af Polen-Litauen.

I 1795 ophørte Polen helt med at eksistere. Preussen og Habsburgimperiet havde også raget til sig, men Rusland havde fået klart den største bid: 463.200 kvadratkilometer. Det er ti gange Danmarks nuværende areal.

Befolkningen i dette område var blandt andet polsk, litauisk, lettisk, estisk, belarusisk, ukrainsk, moldovisk, tysk, jødisk. Der var også russere, men det var ikke dem, der blev brugt til at retfærdiggøre annekteringen.

Polakkerne var derfor venligt stemt overfor Napoleon, da han begyndte sit enorme felttog østpå – ikke mindst fordi han i 1807 havde fået oprettet hertugdømmet Warszawa i det område, Preussen havde erobret. Faktisk var de så venligt stemt, at polakker udgjorde cirka 20 procent af den samlede franske angrebsstyrke.

Og ja, Napoleon styrede durk mod Moskva og havde ikke tænkt sig at stoppe ved den grænse, Rusland havde haft før erobringen af Polen-Litauen. Napoleon var ikke nogen hyggelig fyr. Hans ærinde var at erobre. Ligesom de russiske tsarer.

Men hvordan var det nu lige, det gik med hans russiske felttog?

Legitimt mål fra imperiemæssigt synspunkt

Lad os springe til Første Verdenskrig. Rusland blev ikke "angrebet fra vest", som argumentet lyder. Det Tyske Kejserrige og Østrig-Ungarn blev i øvrigt heller ikke "angrebet fra øst". Imperierne kastede sig frivilligt, hovedkulds og torskedumt ind i en fire år lang nedslagtning af millioner af mennesker.

Rusland gik ind i krigen med en offensiv mod tyskerne og Østrig-Ungarn i håbet om at erobre særligt østrig-ungarske territorier, som Rusland længe havde haft en strategisk interesse i på grund af kampen mod Osmannerriget.

Rusland havde nemlig siden Katarina den Stores tid en drøm om at genvinde Istanbul for kristendommen (og for Rusland, naturligvis) og at erobre territorier hele vejen rundt om Sortehavet.

Ud fra et imperiemæssigt synspunkt var det et legitimt mål. Men man kan ikke kalde det et angreb fra vest.

Østfronten under Første Verdenskrig overlappede de områder, Napoleon havde udfordret i 1812, men nåede på intet tidspunkt så langt østpå, at den gik ind på områder, der også havde været russiske før delingerne af Polen i slutningen af 1700-tallet.

Anden Verdenskrig begyndte ikke i 1941

Videre til Anden Verdenskrig:

Nej, den begyndte ikke 22. juni 1941, da Nazi-Tyskland angreb Sovjetunionen, sådan som først den sovjetiske leder Josef Stalin og nu Putin påstår. Den begyndte 1. september 1939, da Tyskland invaderede Polen fra vest, og 17. september, da Sovjet invaderede fra øst.

Vi skal forstå den russiske historie og den russiske selvopfattelse. Selvfølgelig skal vi det

Claus Mathiesen og Vibe Termansen

Det gjorde de to stater, fordi sådan lød deres aftale i den hemmelige tillægsprotokol i Molotov-Ribbentrop-pagten fra 23. august 1939.

Samtidig aftalte de at dele hele Østeuropa i en tysk og en sovjetisk indflydelsessfære. Polen, de tre baltiske stater, Finland og Besarabien (Rumænien) kom under den sovjetiske. Finland blev angrebet af Sovjet 30. november. Estland, Letland og Litauen blev annekteret i august 1940. Det var i disse områder, mellem Tyskland og Rusland, den uhørt grusomme nazistisk-sovjetiske krig udfoldede sig fra juni 1941. Og det var især her, folk blev dræbt. Jøder, belarusere, ukrainere, litauere, letter, polakker, russere, tyskere.

Men allerede inden da – i perioden fra 17. september 1939 til 22. juni 1941 – var mellem én og to millioner polakker fra det enorme område, Sovjet havde invaderet, blevet deporteret østpå i kvægvogne til Gulag-systemet. Mange af dem kom aldrig tilbage. Og over 20.000 polske officerer og embedsmænd var blevet likvideret i Katyn-skovene.

Så nej, krigen begyndte ikke, da Sovjet blev invaderet fra vest i 1941. Den begyndte, da Sovjet og Tyskland efter hemmelig aftale invaderede Polen i 1939 og myrdede løs. Senere brød Hitler aftalen og invaderede Sovjet fra vest – og myrdede løs. Og atter senere blev Hitlers styrker jaget hele vejen til Berlin af den sejrende Røde Hær, der ligeledes myrdede løs.

Putins fortælling skal ikke ædes råt

Sovjetunionen var meget vigtig for sejren over Nazi-Tyskland. De menneskelige og materielle omkostninger for Sovjetunionen var enorme. Men det fritager ikke Sovjet for det, der gik forud for den nazistiske invasion af Sovjet.

Lad ikke Putin alene diktere år 0 for de russiske grænser og den russiske indflydelsessfære

Claus Mathiesen og Vibe Termansen

Ved Jalta-konferencen i februar 1945 fik den sovjetiske lillefar Stalin som en af krigens sejrherrer lov til at beholde mange af de territoriale erobringer (som de tre baltiske stater, der blev indlemmet i Sovjet) eller til politisk at kontrollere dem (som de formelt uafhængige, reelt Moskva-styrede, stater i Østblokken).

Sovjet og dets indflydelsessfære rakte nu længere ind i Europa end nogensinde før, helt ind i Tyskland med oprettelsen af det Kreml-kontrollerede DDR.

Vi skal forstå de russiske sikkerhedsbehov. Vi skal forstå den russiske historie og den russiske selvopfattelse. Selvfølgelig skal vi det. Men at forstå er ikke det samme som at æde Putins fortælling råt.

Lad ikke Putin diktere Europas grænser

Der findes givet russere, der er bange for Vesten/Nato. Frygt er en ubehagelig følelse. Følelsen kan være ægte nok, men den er baseret på regimets manipulerede udlægning af historien.

Det er en fejl kun at læse russiske historiske fremstillinger – særligt i en tid, hvor Ruslands autokratiske leder selv skriver dem.

Læs, hvad Putin og de russisk-nationale historikere skriver. Men læs også Timothy Snyders Bloodlands om de områder og de folk, der blev lemlæstede under Anden Verdenskrig. Læs Norman Davies og Adam Zamoyski om polsk historie. Læs Serhii Plokhy om ukrainsk. Læs Brian Glyn Williams 'The Crimean Tatars: From Soviet Genocide to Putin's Conquest'.

Lad ikke Putin alene diktere år 0 for de russiske grænser og den russiske indflydelsessfære. Og lad ikke Putin diktere, hvordan Europas grænser bør være.