Højborge: Her vogter Johanne

REPORTAGE: Indre Nørrebro var det sted i landet, hvor Enhedslisten stod stærkest ved det seneste folketingsvalg. Altinget er taget til Blågårds Plads, hvor en af beboerne er Johanne Schmidt-Nielsen.

Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Toke Gade Crone KristiansenTyson W. Lyall

Den har aldrig været blå, Blågårds Plads.

Da Prins Carl i 1700-tallet opførte et barokt lystslot på området vest for Københavns volde, udstyrede han det med et blåligt tag. Deraf navnet.

Men nede i gadehøjde er Blågården rød. Ikke socialdemokratisk rød, men Enhedslisten-rød. De røde faner er gået i arv på den yderste venstrefløj fra de gamle kommunistdage, hvor DKP alene havde 5 lokalforeninger på Indre Nørrebro.

Socialismen er indgroet i området omkring pladsen, der i daglig tale kaldes ’Den Sorte Firkant’. Socialismen har overlevet overborgmester Egon Weidekamps (S) omfattende saneringer i 70’erne og har holdt momentum under 80’ernes BZ-oprør, 90’ernes gadekampe og 00’ernes bandeopgør.

skiller
skiller
Foto:
kapitel 4
kapitel 4 Foto: Toke Kristiansen/Altinget
kapitel 2
kapitel 2 Foto: Toke Kristiansen/Altinget

Området har fået sine tæsk og er med tiden blevet patineret på en særlig rå facon, som både tiltrækker de unge tilflyttere fra landet, men som også fastholder de indfødte.

Under disse vækstforhold lader Enhedslistens holdninger til at slå særlig fast rod.

kapitel 5
kapitel 5 Foto: Toke Kristiansen/Altinget
kapitel 3
kapitel 3 Foto: Toke Kristiansen/Altinget

I Nørrebro-valgkredsens sydlige hjørne satte næsten hver tredje vælger sit kryds ud for Enhedslisten ved folketingsvalget 15. september 2011.

Det tal kan partiet ikke mønstre noget andet sted i landet. 

Enhedslistens uofficielle hjemmebane ligger derfor ved Blågårds Plads og Blågårdsgade, hvor også partiets frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen bor.

Hun er som så mange andre i området tilflytter, mens uddannelsesordfører Rosa Lund er født og opvokset i ”gaden”, hvor andre af partiets folketingspolitikere, som aalborgenserne Per Clausen og Pernille Skipper, jævnligt nyder en øl på den lokale Cafe Blågårds Apotek. 

Den 56-årige kulturarbejder i den lokale Korsgadehallen Søren Jensen kender om nogen hvert et hjørne i den sorte firkant.

Søren Jensen er født og opvokset i området og forstår godt, hvorfor Enhedslisten møder så stor opbakning netop her.

”Det er måske blevet et forbudt ord, men vi har stadig noget, der hedder solidaritet herinde,” siger han om området, hvor han blandt andet har været formand for den lokale Firkantens Boldklub og har ejet og drevet Cafe Blågårds Apotek.

Søren Jensen er opvokset et stenkast fra Blågårds Plads og har oplevet området forandre sig. Da han var barn, bestod den yderste venstrefløj af beboeraktivister og slumstormere. De kæmpede mod ejerlejligheder, for grønne områder, sportshaller og fodboldbaner. Sociale problemer har altid været en del af områdets hverdag, men det har ikke fodret kynismen eller intolerancen.

”Da jeg var barn, var det drankerne, der stod og hang på gadehjørnerne. I 80’erne og 90’erne var det narkomaner, man lagde mærke til. Nu siger nogen, at det er indvandrerbanderne. I morgen er det sikkert nogle andre,” siger Søren Jensen og fortsætter:

”Narkomanerne var vores brødre, søstre, naboer og klassekammerater. De kom ikke fra månen. Vi andre var bekymrede på deres vegne. Vi tog ikke afstand fra dem – tværtimod. Det gælder også for indvandrerbanderne. Der er ikke nogen, der kan lide bandekriminalitet eller vold, men vi er bekymrede for, hvordan de er nået dertil,” siger Søren Jensen. 

Han vil med egne ord være venstreorienteret, til han lukker øjnene, men samtidig er han også én af mange lokale, som er skuffede over den siddende regering. Problemet er dagpenge, lyder vurderingen.

”Mange troede, at der ville komme flere i arbejde, og hvis ikke, ville der i det mindste være en understøttelse, man kunne leve af. Det er ikke sket.”

 

Blågårds Plads har i mere end 100 år været centrum for folkeligt oprør og kamp mod magthaverne.

Pladsens nuværende udsmykning, som stod færdig i 1918, mødte eksempelvis stor folkelig modstand. Kai Nielsen havde fået til opgave at lave en række skulpturer, som mange af de lokale imidlertid fandt småborgerlige og nedværdigende over for arbejderklassen.

Skulpturerne står der endnu, og det samme gør den aktivistiske ånd i området. 1980’ernes BZ-bevægelse havde stærke rødder på indre Nørrebro, hvor Allotria-huset i Korsgade var en af de første ejendomme, der blev besat.

På landsplan stod den yderste venstrefløj til gengæld svagt i 80'erne under den konservative statsminister Poul Schlüter. I april 1989 gik Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Socialistisk Arbejdsparti (SAP) derfor sammen i et valgsamarbejde, som blev til ’Enhedslisten’.

På det tidspunkt var der ikke mange, som havde forudset den store succes for ”listen”. Måske lige med undtagelse af Nørrebroborgerne.

På et væsentligt plan blev bydelen og partiet i disse år nemlig forbundet: I EU-skepsissen. Efter folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen i maj 1993 opstod der massive protester på Indre Nørrebro. Den protestdemonstration mod EU-afstemningen, som 18. maj endte med, at politiet for første gang siden 2. Verdenskrig affyrede skud mod civile, startede på Blågårds Plads.

Det første tegn på fremgang for Enhedslisten kom derfor ved Folketingsvalget i 1994, hvor partiet med baggrund i EU-modstanden skabte kant til den øvrige venstrefløj. Partiet fik 3,1 procent og kunne for første gang sende seks politikere til Christiansborg.

Her har en skiftende række af folketingsmedlemmer lige siden kæmpet for en socialistisk politik, der vækker genklang blandt den sorte firkants borgere.

Området var indtil for nylig på regeringens såkaldte ghettoliste, og netop denne form for generalisering har været med til at forstærke ønsket om et alternativ til de traditionelle politiske partier, vurderer partiets politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.

”Mange i området er voldsomt trætte af udlændingehetz og generaliseringer. Der er problemer her, men vi bor mange forskellige mennesker sammen, og alle ved, at generaliseringerne ikke holder. Folk her ved godt, at hardliner-forslag ikke løser noget,” siger hun og konstaterer, at området må lide den last, at Søndagsavisen ikke bringer avisen ud, da den gennemsnitlige hustandsindkomst er for uinteressant for bladets annoncører.

 

Det var ikke blot på Nørrebro og i den sorte firkant, at Enhedslisten oplevede stigende opbakning ved valget i 2011.

På landsplan gik det unge parti fra 1989 voldsomt frem og kunne efter valget i 2011 sende hele 12 medlemmer på Tinge. 47.000 af partiets i alt 236.860 stemmer blev placeret hos Johanne Schmidt-Nielsen, og dermed slog hun både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Pia Kjærsgaard (DF) på antal personlige stemmer.

Efter snart fire år som såkaldt parlamentariske støtter, står det imidlertid klart, at de mange afgivede stemmer ikke fik den socialistiske vægt, mange af de lokale på Indre Nørrebro havde håbet på.

”Politik handler i dag meget om at skabe distance og kløfter. For mig at se er det destruktivt. Politik burde handle om at skabe sammenhold. Det synes jeg, Enhedslisten gør mere end nogen af de andre partier i Folketinget,” siger Mohammed El-Subaihi – en af de mange lokale, som ikke ønsker at få taget et billede. 

Skuffelsen anerkendes også af Johanne Schmidt-Nielsen, der i en årrække har boet i en lejlighed på Blågårdsgade.

”Folk synes da, at folkene i regeringen er nogle idioter – og det synes jeg også ofte. Men jeg oplever, at der er en stolthed over, at det går godt for Enhedslisten. Man ved godt, at vi ikke har 90 mandater,” siger hun og tilføjer:

”Jeg oplever en frustration over regeringen, men den oplever jeg alle steder. Nu har man lige kæmpet i 10 år for den såkaldt røde regering, og så er det bare alle nuancer af blå.”

Anerkendelsen fra de lokale betyder samtidig meget for eksil-fynboen. Hun er netop blevet spurgt, om hun vil være konferencier til gadefesten. Det er et adelsmærke af de større for folketingspolitikeren.

Hun tror selv, at områdets særlige tilknytning til Enhedslistens politik skal findes i stedets særlige aktivistiske og fællesskabsorienterede ånd.

Det er et kvarter, hvor man bruger fællesskabet, vurderer Johanne Schmidt-Nielsen. Når der opstår problemer, så står man sammen om at løse dem. Her finder området og Enhedslisten fælles fodslag i ideen om, at man hver især bliver stærkere af fælleskabet, siger hun.

 

Samtidig deler den sorte firkant den karakteristik med Enhedslisten, at de begge udgør en lille enklave i det større landskab.

Enhedslisten har i mange år været dansk politiks miniput, og tilsvarende fortæller de lokale i den sorte firkant om det lille lokalsamfund i den store by.

”Det er landsbyidyl midt i storbyen,” siger Mohammed El-Subaihi.

Billedet genkendes af det lille lokalsamfunds urmager Ivan Ladegaard, som driver urbutikken Svajts i Blågårdsgade.

Han taler om en særlig ”vibe” i gaden, hvor man hilser på hinanden. Rig som fattig. Muslim som ateist.

I Ivan Ladegaards butik kommer de alle sammen. Efter snart fire år i gaden har han repareret ure til de unge hipsters på fixie-cykler, til de aldrende herrer med vintageure og til de hårde drenge med guldurene. Ivan Ladegaard har skiftet batteri på billige kinaure og serviceret ure til en halv million kroner.

Den lokale stemning i området tiltrækker også Johanne Schmidt-Nielsen, som oprindelig kommer fra den lille by Skalbjerg på Fyn. I Skalbjerg var der hverken skole eller kiosk, men Johanne Schmidt-Nielsen kan alligevel genkende mange ting i Blågårdsgade, som også bliver kaldt ”Hej-gaden”. Her hilser man på hinanden med et ”hej”.

”Blågårdsgade er ikke Skalbjerg, men det er meget trygt at bo et sted, hvor man hilser på dem, som arbejder i butikkerne eller sidder på bænkene. Vi følger med i, hvordan vores liv udvikler sig,” siger hun.

Med valgdatoen 18. juni tyder alt på, at de lokale i endnu en valgperiode kan følge med i Johanne Schmidt-Nielsens liv som folketingspolitiker. Med sommervalget undgår hun nemlig lige nøjagtig at falde for sit partis rotationsprincip.

Derfor vil hun efter alt at dømme i endnu en valgperiode kunne tage den korte cykeltur fra Blågårdsgade til Christiansborg. På turen over Dronning Louises Bro og ind gennem byen får hun medvind i ryggen.

Bag sig har hun nemlig en lokalbefolkning, som ligesom hende selv og Enhedslisten insisterer på et rødere alternativ til de resterende partier. På Enhedslistens hjemmebane går socialisme stadig hånd i hånd med aktivisme, og Johanne Schmidt-Nielsen repræsenterer derfor ikke bare sit parti, men også sit lille lokalsamfund.

18. juni giver befolkningen sit svar på, om tilflytteren fra Skalbjerg i endnu en valgperiode skal personificere Blågårdens særlige nuance af rød.

 

Altinget har besøgt de steder i landet, hvor partierne ved folketingsvalget i 2011 fik deres bedste valg. Dette er fjerde reportage i serien: 

 

Thulleland Læs vores reportage om Dansk Folkepartis højborg i Thyregod her
De standhaftige Venstresoldater Læs vores reportage om Venstrehøjborgen Kalvslund her
Tvivlen nager i S-højborgLæs vores reportage om S-højborgen Randers her
Enhedlisten på NørebroLæs vores reportage om Enhedlisten på Nørrebro i København her.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00