Holger K anmelder: Pind skriver smukt om ulykkelig kærlighed og forliste idealer

Af Holger K. Nielsen
Fhv. udenrigsminister og folketingsmedlem for SF

Lad det være sagt med det samme: Søren Pinds bog ”Frie ord” er værd at læse.

Pind er uhyre velskrivende – hans sprog er en smule altmodisch, til tider højstemt, men smukt er det. Der er ingen ghostwriter inde over her – det er den ægte vare, hvor man på lange stræk næsten kan høre ham tale. Og Pind er ofte højstemt.

Pind skriver i indledningen, at ”moderne politik er kommet langt væk fra det ideal og den drøm, der bragte mig ind i den”. Javist, men det er jo en udvikling, han selv i høj grad har bidraget til.

Holger K. Nielsen

Selvbevidst og indsigtsfuld
Nogle synes, han er for meget – men det var sigende, at han på de sociale medier næsten blev gjort til Gud, da han trak sig fra politik. Jeg spurgte én af hans venner, om Søren Pind ikke selv syntes, at skamrosen var blevet for overvældende. ”Overhovedet ikke”, lød svaret.

Jo, selvbevidstheden fejler ikke noget. Ej heller behovet for anerkendelse, og bogen er på lange stræk beskrivelsen af en ulykkelig kærlighed til et parti, der ikke rigtig ville vide af ham og anerkende hans talent. Nogle vil sikkert tolke det som en lidelseshistorie om uopfyldte ambitioner og rænkespil, der holder ham ude.

Det vil være forkert, for bogen graver dybere end til personen Søren Pind. Der er en indsigtsfuld beskrivelse af udviklingen i moderne politik, koncentreret om hans mangeårige virke i Venstre. Nogle hævder, at meget af det er løgn. Det kan jeg ikke vurdere, men man er ikke i tvivl om, at der i Venstre har udviklet sig en partikultur, hvor magtkampe og intriger skygger for politiske diskussioner.

Magten er blevet vigtigere end principperne, hvilket Søren Pind mærkede på sin egen krop, da Anders Fogh og Claus Hjort brutalt afviste hans forsøg på at rejse en diskussion af hans såkaldte ti liberale teser. Pind blev sammen med Peter Christensen og Leif Mikkelsen i den følgende tid lagt så meget på is, at sidstnævnte forlod Venstre og meldte sig ind i Ny Alliance.

Pind er ingen kostforagter
At politisk idéudvikling skubbes til side til fordel for rå magtpolitik er et fænomen, der gør sig gældende i alle partier. Og fænomenet er svært at gøre noget ved, for alle har fingrene i kagedåsen. Det gælder så sandelig også Søren Pind, som ærligt erkender, at han ikke har været nogen kostforagter, hvad angår politiske intriger og magtkampe. Det får vi levende beskrevet i bogen. Kampene i Venstre er ikke for sarte sjæle – og Pind er ikke sart.

Pind skriver i indledningen, at ”moderne politik er kommet langt væk fra det ideal og den drøm, der bragte mig ind i den”. Javist, men det er jo en udvikling, han selv i høj grad har bidraget til. Han sender efter valget i 1998 Philip Goulds bog, The Unfinished Revolution, til Anders Fogh. Det var den bog, der senere dannede grundlag for Foghs kontraktpolitik, hvilket igen var årsag til, at Fogh og Hjort hamrede Pinds teser i gulvet.

Pind havde selv næret slangen ved brystet. Han forsøger i 2014 at lave en rådden aftale med Kristian Jensen, hvor han og Peter Christensen ville lade Kristian Jensen være i fred, hvis de blev henholdsvis udenrigsminister og finansminister. Idealer? Hm….

Hårde slag, beundring og skuffelser
Pind slår hårdt på Kristian Jensen, Claus Hjort og Jens Rohde. I forhold til sidstnævnte er der ingen formildende ord. Han har ikke rigtigt et forhold til Anders Fogh – to mere forskellige mennesker skal man også lede længe efter: den kontrollerede Fogh overfor den flamboyante Pind. Derimod udvikler han et tæt forhold til Lars Løkke allerede i VU-tiden, og han fastholder til det sidste en beundring for Løkkes evne til at manøvrere og fastholde magten.

Beundringen for Løkke er ikke uden skuffelser. Han bliver vred, da han ikke bliver udenrigsminister efter valget i 2015, ikke mindst efter at han har taget et stort slæb i forsvaret for Løkke i bilagssagen. Han synes, at Løkke efterhånden mister grebet i regeringen. Pind skal som justitsminister administrere flygtningekrisen i 2015, og vi får et interessant indblik i regeringens interne diskussioner om udlændingepolitikken.

Han vender sig kraftigt imod især Støjbergs hårde linje. Den er stik imod, hvad han får af faglig rådgivning fra politiet, og for Pind er der tale om dum symbolpolitik. Vi får at vide, at regeringen er langt fremme med planer om at bygge en mur af beton og pigtråd på grænsen til Tyskland. Utroligt, hvis det er sandt.

Pind opsøger Henrik Sass med det formål at få skabt et samarbejde mellem S og V i udlændingepolitikken. Den er Sass med på, og Pind tager sagen op i regeringen. Inger Støjbergs reaktion er karakteristisk: ”Hvordan skal vi så vinde valget?”, spørger hun. Løkke reagerer ikke. Her bliver målet fuldt og resten er historie.

Søren Pinds bog giver på fortrinlig vis et sammensat billede af en sammensat politiker. Bogen er sine steder overmåde morsom, og Pind giver meget af sig selv. Han er selvbevidst og ambitiøs, men har også blik for egne fejl og svagheder. Så må man bære over med hans særheder. For eksempel den livslange kærlighed til Ronald Reagan. Den bliver man ikke klogere på, men på den anden side: kærlighed skal hverken forklares eller forsvares. Den er der bare.