Holstein: Troels Lund er overraskelsen

Altingets politiske analytiker, Erik Holstein, kommenterer magtlisten, hvor han både peger på overraskelser, skuffelser og naturlige placeringer.

1. Lars Løkke Rasmussen, statsminister

Statsminister Lars Løkke Rasmussen sidder med retten til at hyre og fyre i regeringen. Han sidder i det centrale Koordinationsudvalg, og ser man bort fra Bertel Haarder, er han det mest garvede folketingsmedlem i regeringen. Han har også masser af ministererfaring, fik det højeste antal personlige stemmer i Venstre, og selvom hans ministeriums budgetter er i miniput-kategorien i forhold til de milliardtunge ministerier, så er det ubetinget det vigtigste ministerium.

”Margrethe Vestager lå som nummer et i store dele af Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode, men det var i sig selv opsigtsvækkende. Det ville jo være helt til grin, hvis en statsminister i en etpartiregering ikke lå i toppen. Løkke ligger, hvor han skal,” siger Erik Holstein.

2. Claus Hjort Frederiksen, finansminister

Finansministeriet sidder med ansvaret for de godt 700 milliarder kroner, som hvert år pumpes igennem statens budget, finansloven, ud i ministerierne. Claus Hjort Frederiksen sidder i sin anden periode som finansminister, og mens han ikke er blandt de mest erfarne i Folketinget, så har han været en central spiller i Venstre siden midt i 80’erne.

”Claus Hjort har begået flere fejl end tidligere. Folk har endda spekuleret i, om han skulle skiftes ud. Men han er stadig en helt central spiller i Venstre. Hjort har megen prestige og credit samlet gennem årene, så han er ubestridt nummer to. Hans stærke ministerium vil altid placere ministeren højt, og det er om muligt blevet endnu stærkere efter sammenslutningen med Økonomiministeriet. Hjort sidder næsten enevældigt på det økonomiske område. Det hører også med, at han har Løkkes øre på en helt anden måde end Kristian Jensen,” siger Erik Holstein.

3. Kristian Jensen, udenrigsminister

Venstres næstformand, der sidder i et klassisk magtfuldt ministerium, har opbygget ministererfaring i Fogh-regeringen. Vælgerne tror ikke på ham som formandskandidat, men som minister er han populær. Kristian Jensen kan dog ikke ændre på, at ministeriet på en række felter halter lidt efter de øvrige topministerier.

”Kristian Jensen ville nok selv argumentere for en højere position, som han argumenterede for det der formandskab, hvor han nærmest skulle være ligestillet med Løkke. Men det var jo en illusion. På den anden side har han en basis i partiet. Det er langtfra sikkert, at han bliver den næste formand for Venstre, men han har en vigtig fløj i partiet bag sig. Der er ikke nogen tvivl om, at han skal have den tredjeplads, selvom hans ringe forhold til statsministeren er velkendt,” siger Erik Holstein.

4. Troels Lund Poulsen, erhvervs- og vækstminister

Kombinationen af Erhvervsministeriets rolle i den altdominerende vækstdagsorden, der præger den økonomiske politik, erfaring og en central rolle i regeringen placerer Troels Lund Poulsen højt på magtlisten.

”Det er måske den placering på listen, der overrasker mest. Men Troels Lund var en helt central redningsplanke, da Løkke kæmpede for sit politiske liv, og det giver vigtig credit. Troels har mange modstandere i partiet og ikke er særlig vellidt, men hans strategiske evner og nære forhold til Løkke gør, at man godt kan argumentere for den høje placering på listen.”

”Troels Lund Poulsens indsats i formandskampen var hans taktiske svendestykke, hvor han sad ind i det kommandorum, som koordinerede Løkkes redning. Det gjorde Troels Lund rigtig godt, og det er meget den indsats, der har bragt ham ind igen. Når man så også sidder et sted, hvor man har central indflydelse på regeringens økonomiske politik, er man en væsentlig del af maskinrummet,” siger Erik Holstein.

5. Søren Pind, justitsminister

Søren Pind nåede at få erfaring som udviklings- og siden integrationsminister 2010-2011 og får gode bedømmelser i befolkningen. Magtpanelet vurderer dog både ministeren og ministeriet til at være uden for den absolutte top. Justitsministeriet har de seneste år haft en turbulent tilværelse, men er via ministeriets store indflydelse på al lovgivning et centralt ministerium, som samtidig er arbejdsgiver for økonomisk og personalemæssigt tunge områder som politi og retsvæsen.

”Pind er tæt på Løkke og med i nogle af de centrale netværk i partiet. Men han er ikke så stærk som tidligere. Han overtog et ramponeret ministerium med en svækket prestige, men Justitsministeriet er stadig så vigtigt, at det er med til at få Pind op ad listen. I blå blok er der mange, der er skuffede over ham. Meningen med at gøre en uortodoks politiker som Pind til justitsminister var netop, at det skulle være ministeren og ikke embedsmændene, der bestemte. Men Pind læner sig meget op ad embedsmændene. Jeg havde forventet, at han ville være modigere,” siger Erik Holstein.

6. Inger Støjberg, udlændinge-, integrations- og boligminister
Trods et relativt svagt ministerium er Inger Støjberg kravlet forbi sin kollega Karsten Lauritzen, som sidder med i Økonomiudvalget. Ministererfaring, en dreven departementschef og høje personlige stemmetal trækker op.

”Du kan sagtens argumentere med, at Integrationsministeriet for tiden er realpolitisk vigtigere end Erhvervsministeriet. Støjberg sidder ikke i de centrale udvalg, men hun bliver sikkert inddraget en del alligevel, fordi hendes ressort går igen i så mange situationer. Hun er vildt populær blandt de blå vælgere og lige så upopulær blandt de røde. Det er primært ministeriets traditionelle placering i rangfølgen, der gør, at hun ikke kommer højere op,” siger Erik Holstein.

Erik Holsteins kommentarer til nummer 7 til 15

7. Karsten Lauritzen, skatteminister
”Han har gjort det supergodt som minister i et vildt svært ministerium, der tilmed har været plaget af nedskæringer og skandaler. Hvis du vil ødelægge en mands karriere, så skal du bare sætte ham der. Alligevel har Lauritzen klaret det med afvæbnende jysk humor og en bemærkning om, at han er den eneste, der kan være sikker på at bevare sin post. For der er ikke andre, der vil have den.”

  8. Peter Christensen, forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde
”Det er meget godt gået af en mand, der ikke engang blev valgt til Folketinget, at komme ind som nummer otte på sådan en liste. Det er hans nære forhold til statsministeren og hans netværk, der betyder noget. ‘PC’ er også ret vellidt i folketingsgruppen, og han meldte sig lidt ud af fløjkampen i den sidste fase. Ministeriet er formelt stort, men det spiller ikke den samme rolle som tidligere. Risikoen for at blive besat af russerne synes begrænset.”

9. Karen Ellemann, social- og indenrigsminister
”Relativt stort og vigtigt ministerium, men hun har gjort en ret bleg indsats, i forhold til hvad man kunne forvente. Hun kan glæde sig over, at ministerkollegaer som Hjort og Neergaard har taget hånd om varme kartofler som slagsmålet med kommunerne og kontanthjælpsloftet.”

  10. Jørgen Neergaard Larsen, beskæftigelsesminister
”Han har gjort det udmærket på et vanskeligt område. Neergaard har formået at finde ind i Christiansborg-stilen, selv om man ikke kan lave så hurtige aftaler, som da han arbejdede i DA. Han har fået en fornuftig dialog med både fagbevægelsen og de andre partier og bliver ikke bare set som en DA-repræsentant. Han har en dybtfølt irritation over det politiske spil på Borgen, men han har været nogenlunde i stand til at tøjle den.”

11. Ellen Trane Nørby, minister for børn, undervisning og ligestilling
”Hun hører til gruppen af mere anonyme ministre. Det er lidt overraskende. Jeg havde forventet, at Trane ville have markeret sig mere, for hun var jo ret skarp som politisk ordfører. Men forhandlingerne om en gymnasiereform kan måske ændre lidt på det.”

12. Sophie Løhde, sundheds- og ældreminister
”Personligt ville jeg have placeret hende højere oppe. Løhde har gjort en fin indsats, og hun har haft en ret uideologisk tilgang til sundhedsvæsenet. En snusfornuftig holdning, hvor det drejer sig om, hvad der er bedst for patienterne. Det er et ministerium, der traditionelt har ligget lavt i ministerierangfølgen. Men det har stor realpolitisk betydning, og det er enormt vigtigt for folk i hverdagen.”

13. Hans Christian Schmidt, transport- og bygningsminister
”De har et stort budget, men Schmidt er ikke så central i Venstre, som han har været. Det er ikke et uvæsentligt ministerium, men det er et typisk fagministerium, som ikke har fangarme ind i de andre ministerier.”

14. Bertel Haarder, kulturminister og kirkeminister
”Ministeriet trækker ned, men Haarder fik pludselig en rolle igen i debatten om de rabiate imamer. Han er meget erfaren og er på sine gamle dage blevet virkelig populær i befolkningen. Der er nærmest kommet lidt kult over ham.”

15. Lars Christian Lilleholt, energi-, forsynings- og klimaminister
”Lilleholt er en trofast, loyal Løkke-støtte, men ikke i den absolutte inderkreds. Han sidder også i et ministerium, hvor emnet ikke er særlig folkeligt. Det gør det ikke bedre, at regeringens klimapolitik er i strid med befolkningens flertal. Der er ikke meget, der trækker ham op.”

Esben Lunde Larsen, miljø- og fødevareminister
Den tidligere uddannelses- og forskningsminister har ikke været længe nok i sin nye position, til at han kan bedømmes.

Ulla Tørnæs, uddannelses- og forskningsminister
Venstre-veteranen har ikke været længe nok i sin nye stilling, til at hun kan bedømmes.