Homoseksuel: Vi bliver stadig spyttet på og sparket til blot for at være dem, vi er

DEBAT: At kæmpe for pladsen til at være den, man er, burde være alles kamp. Alle bør have retten til at leve det liv, de ønsker og elske dem, de vil, skriver Theis L. Smedegaard, homoseksuel og sundhedspolitisk talsperson i LGBT+ Danmark.

Af Theis L. Smedegaard
Homoseksuel og sundhedspolitisk talsperson i LGBT+ Danmark

I søndags, dagen før Copenhagen Pride-week gik i gang, var jeg på vej til stranden med min kæreste Peter og min ven Mikkel. Selvom sommeren har været af svingende kvalitet, så var denne søndag alt, hvad man kunne ønske sig. Solen skinnede fra en skyfri himmel og alle var glade.

Lettere tømmermændsramte cyklede vi på HC. Andersens Boulevard, mens vi pjattende diskuterede, om jeg kunne være i et par lånte speedos. Da vi holder for rødt, kommer en mand cyklende forbi os. Han skulle også over gaden, så han stoppede derfor sin cykel lige foran os. Han grinede. Jeg grinede tilbage. Det kunne næsten ikke blive mere idyllisk.

Hate crimes finder sted hver eneste dag
Hele situationen ændrede sig dog hurtigt, da vi opdagede, at mandens grin snarere var en grimasse. Manden kiggede på os, spyttede på jorden og begyndte derefter at svine os til. Jeg ved ikke præcis, hvad vi havde sagt, men manden udtrykte tydeligt sin væmmelse. Vi fik besked om, at vi var klamme og ulækre – sådan bør voksne mænd ikke tale til hinanden, råbte han.

Imens han kastede om sig med ukvemsord, spyttede han i alle retninger. Jeg blev fuldstændig paf. Selvom jeg før har oplevet homofobi, så har jeg det heldigvis med at glemme, hvor ubehagelige denne slags oplevelser er. Jeg vænner mig nok aldrig til, at denne slags hate-crimes finder sted hver eneste dag. Jeg er så privilegeret, at angreb som disse sjældent er en del af min hverdag – men sådan er livet ikke for alle. Jeg har venner som er blevet spyttet på, råbt ad og sparket til blot for at være dem, de er.

Retten til at eksistere er under voldsomt pres
I Danmark har LGBT+-personer det relativt godt, men det samme kan man ikke sige om resten af verdenen. I 68 lande verden over er det ulovligt at være homo, og i otte af disse lande straffes homoseksualitet med døden.

Man skal da heller ikke længere væk end til Polen, et andet EU-land, før LGBT+-personers ret til at eksistere er under voldsomt pres. Her har flere kommuner erklæret sig som ”LGBT- frie zoner”, og dermed gjort det meget tydeligt, at vi ikke har plads i deres fællesskab. Selvom vi ikke bliver slået ihjel i Danmark, så slog den store sundhedsundersøgelse SEXUS fra 2019 fast, at LGBT+-personers helbred er markant dårligere end resten af befolkningens.

En af årsagerne kan ifølge forskningen på området, være begrebet minoritetsstress. Det er den ekstra belastning, LGBT+-personer lever med, sammen med alle andre minoriteter, som ikke ”passer ind”. Det er oplevelser, som den i søndags, som gør, at jeg altid kigger mig omkring, før jeg tager min kæreste i hånden. Det virker måske som en lille ting, men forestil dig, hvordan det må være altid at skulle overveje ens adfærd, fordi man er bekymret for konsekvenserne.

Det er alles kamp
Copenhagen Pride løber af stablen i denne uge. Desværre kan vi ikke samles til den traditionelle parade, men det ændre ikke på, at Copenhagen Pride, LGBT+ Danmark og en række andre organisationer fortsætter den konstante kamp for retten til at være den, man er. En gang synes jeg, at Priden var pinlig. I dag er det en af de årlige begivenheder, jeg ser mest frem til. Pride-bevægelsen blev født af en protestmarch, Stonewall riots tilbage i 1969, hvor en gruppe LGBT+-personer havde fået nok af samfundets-, og især politiets undertrykkelse. De ville ikke finde sig i at blive behandlet som andenrangsmennesker, bare fordi de ikke  fulgte de normer og regler, andre mente, de burde følge.

Hvis Pride-bevægelsen kunne manifesteres i én person, så ville det være min ven Mikkel. Da jeg stod der, paf over at blive verbalt overfaldet på den måde, sagde min ven tydeligt og klart fra. Han ville ikke finde sig i at blive overfuset og behandlet, som om han var mindre værd. Så selvom nogen synes vi er tossede, når vi hvert år til Priden ifører os glimmer og fjerboaer, så husk på, at det, vi mindes og fejrer, er en gruppe modige mennesker, der ligesom min ven Mikkel, sagde fra og krævede at blive behandlet med respekt.

At kæmpe for pladsen til at være den man er, burde være alles kamp – for alle bør have retten til at leve det liv, de ønsker og elske dem, de vil. Det fortjener alle. Glædelig Pride.

Forrige artikel Grønlandsk debattør: Hvad er Danmark uden Grønland? Grønlandsk debattør: Hvad er Danmark uden Grønland? Næste artikel Organisationer: Socialpolitik skal bygge på fakta – ikke forargelse Organisationer: Socialpolitik skal bygge på fakta – ikke forargelse
Thulesen Dahl: Vi skal have gang i hjemsendelserne

Thulesen Dahl: Vi skal have gang i hjemsendelserne

ÅRSMØDE: Hårdere straffe og en ydelse på dagpengeniveau for at passe egne børn i hjemmet er blandt Dansk Folkepartis formands forslag i sin årsmødetale. Her opridser Kristian Thulesen Dahl otte punkter, som partiets politik skal dreje sig om i de kommende år.