Hvert 3. Barn: Lad barnets behov være den lysende stjerne i skilsmissesystemet

Tanja Graabæk
Direktør i Hvert 3. Barn

Et nyt, enstrenget skilsmissesystem, hvor der er fokus på barnets behov, hvor man som borger kun skriver til én myndighed, og hvor man træder ind af samme dør, uanset hvilken type børnesag der er tale om, er den store drøm.

Men om skilsmissefamilierne reelt får lov at opleve det, er stadig uvist. I Hvert 3. barn afventer vi nervøst forhandlingerne om et nyt skilsmissesystem. Men uanset hvilket system valget falder på, er der nogle generelle ændringsbehov, politikerne skal have for øje.

Helhedsvurdering og egendriftsoptagelse
Hvis man virkelig vil sætte barnet i fokus, så er det ikke nok at sikre gode rammer for en børnesamtale. Myndighederne skal have forpligtelse til løbende at sikre barnets rammer ude i det virkelige liv ved at vurdere begge forældres forhold uanset sagstype. 

Det er for det første konfliktoptrappende, når en myndighed - som det er tilfældet i dag - reelt set kun vil høre om den ene forælders forældreevner i samværssager. Et sådant delvist perspektiv giver ikke et sandt indblik i barnets fulde virkelighed.

For det andet imødegår man det faktum, at alt for mange konflikter handler om, at den ene forælder tager patent på ”den rigtige måde” at være forælder på – og retter den anden forælder ikke ind, må vedkommende være udfordret på sine forældreevner.

Forældre er noget, man er i fællesskab på godt og ondt, og sådan bør et skilsmissesystem møde borgerne.

Tanja Graabæk
Direktør i Hvert 3. Barn

Forældre er noget, man er i fællesskab på godt og ondt, og sådan bør et skilsmissesystem møde borgerne. Det bør ikke være myndighedens tilgang til sagen, der skævvrider magtbalancen mellem forældrene, og ved at stille krav om, at der skal tages hensyn til barnets samlede virkelighed – og dermed begge forældres forhold – så vil man i langt højere grad sikre rigtige afgørelser om barnets bedste.

Hvis sådan en helhedsvurdering af barnets situation bliver knyttet sammen med en såkaldt egendriftsoptagelsesbeføjelse, så er man nået langt i forhold til at sikre børns trivsel og udvikling. Så vil myndigheden af egen drift kunne sikre, at bopælen altid ligger hos forælderen med de bedste forældreevner, hvilket er afgørende for de involverede børns udvikling og trivsel. Hvis regeringen virkelig vil sætte børnenes bedste i centrum, så er dette stedet at starte.

Forældreevneundersøgelser
Mange højkonflikter bunder i, at forældre kan have en strategisk fordel i et højt konfliktniveau. Groft sagt har disse forældre i dag ikke et incitament til at opføre sig ordentligt, fordi de med myndighedernes nuværende redskaber intet har at tabe og alt at vinde ved at agere konfliktskabende.

Men når en forælder søger strategiske fordele gennem højt konfliktniveau, prægning af børnene mv., så siger det typisk også noget om vedkommendes forældreevne.

Hvis man i højkonfliktsager indførte forældreevneundersøgelser, så ville forældre pludselig løbe en risiko ved dårlig opførsel. Socialdemokratiet er på rette spor, når de foreslår mentalundersøgelser (om end en decideret mentalundersøgelse vil være at skyde spurve med kanoner). Myndighedernes redskabskasse skal udvides markant med fokus på lovpligtige forældreevneundersøgelser i højkonfliktsager, for ellers ender børnene som udsatte og omkostningstunge socialsager. 

Forberedende indsatser
Hvad man taber på gyngerne, vinder man på karrusellen ved at fokusere på forebyggende indsatser så som gratis børnefagligt møde ved samlivets ophør. Hvis man kombinerer det med muligheden for at gøre begge forældre til bopælsforældre, så nedsættes konfliktmuligheden ved samlivsophør markant, idet man mindsker forældres behov for at udøve selvtægt (for at stå strategisk bedst muligt i en efterfølgende bopælssag).

Samtidig fjernes det konfliktpotentiale, som økonomien altid udgør, fordi de offentlige børneydelser deles ligeligt mellem forældrene. Hvis samlivsophøret giver frygt for højkonflikt, så bør barnet desuden altid sikres en løbende kontakt til ”sin egen” børnepsykolog. Det er givet godt ud – ikke kun menneskeligt, men så sandelig også på den socialøkonomiske bundlinje.

Lad nu barnets reelle behov stå som den lysende stjerne over skilsmissesystemet.