Hvordan blev danske myndigheder dem, der med fysisk magt skiller en mor fra sit barn?

Det er altid med en lille smule angst og bæven, at jeg kaster mig ud i at skrive om noget, der har noget med dansk udlændingepolitik at gøre.

Det er det, fordi reaktionen fra de dybeste sumplandskaber i cyberspace som regel falder prompte efter publikation i form af meget vrede og ofte intimiderende kommentarer både på sociale medier og i min indbakke.

Men det skal jo gøres. Så kære forbitrede internetkriger, måske kunne du bare stoppe med at læse videre nu, og dermed helt undgå impulsen til at sende al din opsparede galde og frustration min vej? Jeg kan alligevel ikke hjælpe dig med dine problemer.

På sociale medier begyndte en stærkt ubehagelig videooptagelse midt på ugen at florere, efter flygtningehjælpsorganisationen Trampolinhuset delte den.

Vi er et lille land, og vi kan ikke hjælpe alle. Men vi kan godt behandle mennesker med værdighed

Johanne Dalgaard

På videoen ser man en kvinde, der ligger på et fortov ved en parkeringsplads og holdes nede af fire mennesker. Myndighedspersoner, må man antage, fra Hjemrejsestyrelsen og Nordsjællands Politi. Rundt om står folk og filmer og ser til med bekymrede miner.

Videoen har ingen lyd, og det er svært at orientere sig i, hvad der reelt foregår uden at vide, hvad der bliver sagt. Det ender dog med at kvinden kommer på benene og eskorteres væk af de fire mennesker og ind i en bil. Sådan foregår altså en tvangsudsendelse på et dansk asylcenter i 2022.

Videoen skabte naturligt nok furore og blev delt mange gange. Debatten var, som den altid er om sådanne sager, heftig og polariseret. I første omgang forlød det endda at kvinden var blevet tvangsbedøvet, men det er siden blevet afvist af myndighederne.

Forudsigeligt nok var Socialdemokratiets udlændingeordfører og barskhedsfortaler-in-chief Rasmus Stoklund på pletten på Twitter for at fordømme den mistillid, der vistes myndighederne: 

Jeg har generelt også tillid til retssamfundet og til de danske myndigheder. På udlændingeområdet er de myndigheder dog underlagt nogle efterhånden helt forkvaklede regler, som er resultatet af 20 års tværpolitisk populistisk deroute i Danmark, som meget godt eksemplificeres ved den udenomssnak, Stoklund her lægger for dagen.

Kritikken handler selvfølgelig ikke om de fire myndighedspersoner på videoen eller om mistillid til myndighederne. Den går netop på den politik, der sanktionerer myndighedernes handlinger.

Det er den førte politik, der er årsagen til at vi er endt et sted, hvor det er ukontroversielt at ville "gå til kanten af konventionerne," som om konventionerne har en "kant". Som om konventionerne ikke har en klar og entydig, helt basal funktion: At sikre en menneskelig behandling af denne verdens elendige.

At vi er endt her, er selvfølgelig et entydigt politisk ansvar

Johanne Dalgaard

Vi er også endt et sted, hvor skellet mellem flygtninge, der er fordrevet af krig og ødelæggelse i deres hjemland og indvandrere, der bare søger et bedre liv for sig selv, gradvist udviskes i den kollektive bevidsthed.

Og vi er endt et sted, hvor danske udlændingemyndigheder er sådan nogle, der kommer om natten for at skille en kvinde fra hendes mand og spædbarn. Som med magt lægger den kvinde ned på jorden foran hendes to større børn og som derefter losser hende ind i en ventende vogn, som var hun et stykke gods. Og som sender hende afsted for at møde sin skæbne i en islamisk diktaturstat, der behandler kvinder som rettighedsløst avlskvæg. Her risikerer hun tortur og fængsel.

At vi er endt her, er selvfølgelig et entydigt politisk ansvar. Fordi man politisk ynder at stille det op, som om det eneste mulige alternativ til den slags brutalitet er at åbne en ladeport for alle, der kunne tænke sig en tilværelse med høj levestandard og velfærdsydelser i Danmark. Men selvfølgelig er der andre alternativer. Selvfølgelig er der dét.

Vi er et lille land, og vi kan ikke hjælpe alle. Men vi kan godt behandle mennesker med værdighed.