Analyse af 
Jakob Nielsen

Hvorfor vil politikerne hellere dø end sige undskyld?

Vi ville næppe være midt i en valgkamp, hvis Mette Frederiksen havde sagt undskyld for minksagen. Men politikerne bryder sig ikke om undskyld – og derfor reagerer vælgerne med øgede krav om andre konsekvenser i skandalesager, både for politikere og embedsfolk. 

Mette Frederiksen var flankeret af fire andre ministre, da hun holdt pressemøde om Minkkommissionens rapport. Det blev af mange opfattet som et udtryk for statsministerens modvilje mod egentlig at beklage forløbet  
Mette Frederiksen var flankeret af fire andre ministre, da hun holdt pressemøde om Minkkommissionens rapport. Det blev af mange opfattet som et udtryk for statsministerens modvilje mod egentlig at beklage forløbet   Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Nu fremsætter jeg en påstand: Hvis Inger Støjberg havde sagt undskyld – sådan, oprigtigt undskyld – for den ulovlige instruks om at adskille unge asylpar, så var sagen aldrig endt i Rigsretten.

Og lad mig bare fortsætte: Hvis Mette Frederiksen var kommet med en oprigtig undskyldning for de fejl, der blev begået i Minksagen, så var det ikke endt med et radikalt krav om valg i utide.

Vi kan aldrig få at vide, om mine påstande holder stik, for hverken Støjberg eller Frederiksen følte trang til at undskylde, og dermed er teserne ikke andet end kontrafaktiske spekulationer.

Men som Elton John synger: “Sorry seems to be the hardest word”. Undskyld er ikke noget meget anvendt ord i politik – og sådan har det altid været.

Vælgerne reagerer i stigende grad ved at efterspørge andre konsekvenser i skandalesager, både for politikere og embedsfolk. Og det kan føre til en ond cirkel, hvor resultatet bliver, at politik kommer til at handle mere om jura end om politik. 

Ingen vil vise svaghed 

Forklaringen på den manglende lyst til at sige undskyld er enkel: politik er anderledes end næste alle andre professioner på den måde, at det er nulsumsspil. Eller sagt på en anden måde: nogen skal dø for at andre kan leve. Spørg bare i Dansk Folkeparti. Det medfører helt naturligt, at ingen ønsker at vise svaghed.

Tendensen er forstærket af, at Danmark i stort set hele perioden siden 2001 har haft en flertalsregering.

Hov, siger du måske: hverken Fogh eller Løkke havde da flertalsregeringer, og det er også korrekt, men i realiteten fungerede Dansk Folkeparti som et støtteparti, der altid holdt hånden under regeringen, og derfor kunne Anders Fogh Rasmussen i årevis slippe afsted med sin frase ”der er ikke noget at komme efter” – med den tryghed, der lå i, at han aldrig behøvede frygte at komme i mindretal.

Hvis der er noget nyt under solen, er det måske offentlighedens mere højlydte krav om, at politiske skandaler skal have konsekvenser

Da venstrekvinden Eva Kjer Hansen blev væltet som minister i Lars Løkke Rasmussens regering, var det betegnende nok, fordi Konservative – ikke Dansk Folkeparti – trak tæppet væk under hende.

Det var denne følelse af usårlighed, der gjorde det muligt for Lars Løkke Rasmussen at holde hånden over Inger Støjberg, længe efter at det stod klart, at hun havde brudt loven.

Frederiksen har ikke været usårlig

I Mette Frederiksens regering er det paradoksalt nok anderledes. 

Paradoksalt fordi Mette Frederiksen er blevet kendt som den mest magtfulde – og i nogles øjne også magtfuldkomne – statsminister i mange år. Frederiksen har været meget åben om, at hun ville styrke Statsministeriet for at sikre, at regeringens politik faktisk bliver ført ud i livet. Beslutsomheden blev berømmet og belønnet i pandemiens første fase, men minksagen ændrede alt.

Og modsat hvad de fleste siger og skriver, så er skandalerne ikke bare prellet af på Mette Frederiksens regering.

Årsagen er den enkle, at Socialdemokratiets støttepartier ikke ville være med til at slå ring om regeringen. Derfor blev der nedsat en granskningskommission, som relativt hurtigt kulegravede sagen.

Ingen undskyldning! 

Mette Frederiksen blev åbenlyst forbløffet over kommissionens hårde kritik. Så forbløffet, at hun ikke kunne få sig selv til at sige undskyld, men i stedet holdt et pressemøde, hvor hun bad en stribe juniorministre genopføre forløbet omkring den kontroversielle beslutning.

Budskabet var klart: vi kunne ikke have gjort andet. Eller lidt hårdt sat op: Lev med det. Nøjagtig som Støjberg har nægtet at beklage sine fejl i Instrukssagen.

Det var i høj grad det pressemøde, der førte til den radikale beslutning om et mistillidsvotum i slow motion. Også selv om den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, ifølge medier havde indikeret overfor Mette Frederiksen, at hun var parat til at lukke sagen med en alvorlig næse. 

Schlüter ville ikke undskylde for gulvtæppetalen 

Modviljen mod at sige undskyld er ikke ny. Tværtimod er den et helt generelt træk ved de mange politiske skandaler, der er blevet undersøgt i forskellige kommissioner de seneste mange årtier. Erik Ninn-Hansen sagde heller aldrig rigtig undskyld for Tamilsagen.

Hans chef, statsminister Poul Schlüter, gik af på grund af den hårde kritik i sagen.

Men han sagde ikke undskyld.

Tværtimod gentog han kort før sin død – næsten som en besværgelse – at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet, selv om det lige præcis var, hvad højesteretsdommer Mogens Hornslet var kommet frem til, at der var.

Hvad er det nye? 

Hvis der er noget nyt under solen, er det måske offentlighedens mere højlydte krav om, at politiske skandaler skal have konsekvenser. Det har været meget tydeligt i minksagen og kan skyldes flere ting.

En forklaring kan være, at minksagen kom på ryggen af en historisk pandemi, hvor mange forskellige magtbalancer i samfundet blev udfordret.

En anden kan være, at den første rigsretssag i 26 år har ført til større opmærksomhed på muligheden for at lade politiske skandaler få juridiske konsekvenser.

En tredje mulighed kan være, at sociale medier er bedre til at forstærke vrede i vælgerhavet – og at vreden derfor også forplanter sig til både folkevalgte og til publicistiske medier.

(En fjerde mulighed, vil nogle sikkert anføre, er, at minksagen bare er langt mere alvorlig end alle mulige andre skandaler. Men det er og bliver en subjektiv og dermed politisk vurdering, og derfor kan skandalens alvor næppe i sig selv forklare den folkelige vrede).

Uanset forklaringen, så er det en meget udbredt opfattelse, at politikerne har fredet sig selv i minksagen, selv om den har ført til en ministerafgang, en kommissionsundersøgelse og et valg i utide.

Går embedsværket fri? 

Vreden bliver utvivlsomt forstærket af den lige så udbredte opfattelse, at embedsværket også på en eller anden måde har slået ring om og fredet sig selv.

Også selv om der er uddelt en yderst usædvanlig næse til Statsministeriets departementschef, og selv om en anden departementschef og en rigspolitichef er hjemsendt, men deres sager behandles færdig.

Men er embedsværket generelt sluppet billigt? Her kan det være værd at læse, hvad højesteretsdommer Jens Peter Christensen skrev i en klumme i Jyllands-Posten forleden.

Læs også

Han mindede i artiklen om, at ”udygtighed som udgangspunkt ikke er en tjenstlig forseelse”.

For at en embedsmand eller politiker kan stilles til retligt ansvar, kræver det, at vedkommende har handlet forsætligt eller uagtsomt.

”Almindeligt dårligt arbejde er ikke i sig selv ansvarspådragende,” skrev han.

Undskyld på forhånd!

Jens Peter Christensen understregede omhyggeligt, at han ikke ville kommentere minksagen, men tilføjede så, at ”der for ministres og embedsmænds ansvar i såkaldt politisk-administrative skandalesager ikke er noget nyt under solen. Og hvis nogen tror, der er noget nyt, så skyldes det blot sandheden i det gamle russiske ordsprog om, at ’alt nyt er gammelt, der er blevet glemt’.” 

Det samme gælder politikernes uvilje til at undskylde, når de har begået større eller mindre fejl. Og personligt tror jeg ikke, det kommer til at ændre sig. Skulle jeg tage fejl, vil jeg dog gerne på forhånd sige: undskyld!

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i Afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Jens Peter Christensen

Højesteretsdommer, kommende præsident, Højesteret (1/11-22)
cand.phil. (1980), cand.scient.pol. (1982), lic.jur. (1990), cand.jur. (1992), dr.jur. (1997)

Poul Schlüter

Fhv. statsminister (K), fhv. partiformand & MF, fhv. MEP
cand.jur. (Københavns Uni. 1957)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion