Europa har glemt, hvad Churchill, Schuman og Veil kæmpede for

Vi er få, der går rundt med disse mennesker i vores hjerter. Med vi mener jeg ikke en diffus menneskehed eller en abstrakt europæisk idé. Jeg mener os, der lever her og nu.

Danske borgere, der er født ind i et frit land, men som uløseligt er forbundet til et europæisk fællesskab af stater, værdier og skæbne.

Et vi, der både er nationalt og europæisk, både privilegeret og forpligtet, og som er bygget op af mennesker, der tog skæbnens udformning på sig.

Sandheden er, at vi i årevis ikke har gået nok op i vores land eller vores kontinent, og vi gør det stadig ikke tilstrækkeligt i praksis.

Vi har meldt os ud af partierne og fagforeningerne og udformningen af vores samfund. Vi har ingen forståelse for den teknologi, vi har koblet os til som en tredje arm, og mistet forbindelsen til vores institutioners værdi.

Det skyldes ikke alene manglende engagement, men også manglende bevidsthed om, hvor dybt vi er viklet ind i strukturer og mekanismer, som holder os fra det.

Fra vores amerikanske smartphones, produceret i Kina, til mediernes skæve repræsentation, hvor amerikansk politik dækkes, som var vi en amerikansk delstat, mens Tyskland, Frankrig og EU i skræmmende grad negligeres.

Vi er holdt op med at tro, at det er væsentligt at være vores egen skæbnes kaptajn. Nu tvinges vi til at genopdage det i kamp mod et ur, vi ikke selv stiller.

I min fortvivlelse vender jeg mig ofte mod den afdøde frihedskæmper og præsident Václav Havel. Titlen på hans mest ikoniske værk, skrevet i Sovjetunionens mørke, står tatoveret på min arm: The Power of the Powerless.

I dette dissidentskrift vender Havel mod bogens slutning blikket mod Vesten. Han advarer om, at Sovjetunionens system ikke blot var et diktatur, men også et samfund, der i skræmmende grad imiterede det moderne forbrugersamfunds villighed til at ofre sin moralske og spirituelle integritet for trivielle fristelser.

I stedet for at bruge vores velstand til at gøre os til aktive deltagere i udformningen af vores fælles fremtid er vi gledet længere fra hinanden.

Vi er holdt op med at tro, at det er væsentligt at være vores egen skæbnes kaptajn. Nu tvinges vi til at genopdage det i kamp mod et ur, vi ikke selv stiller.

Peter Bitsch Hjortshøj

Vores demokrati har udviklet sig til det, Havel beskrev: Pragmatiske partier drevet af professionelle apparater, som fritager borgerne for konkret politisk ansvar.

Borgerens demokratiske ansvarsfølelse er reduceret til forbrugerens passivitet i et tilskuerdemokrati, hvor politik kritiseres som en restaurantoplevelse, hvor kunden altid brokker sig. Politikerne er blevet serviceudbydere snarere end visionsbærere.

Hvis de sidste femten år har vist os noget, så er det, at menneskets bevidsthed og opmærksomhed er det vigtigste kampfelt.

Hjernen er ikke blot et kompliceret organ, den er en muskel, som må lære at stå imod i en verden, der helst ser, at du bare følger med.

Meget er blevet sagt og skrevet i disse år om, hvordan 1989-generationens håb dør for øjnene af os. Om enden på den historiske afslutning, som Francis Fukuyama forkyndte, og friheden, der fortoner sig i Vestens forrude.

Men hvis der er én ting, der karakteriserer de sidste tredive til femogtredive år, så er det, at kapitalisterne, techgiganterne og i det seneste årti de fascistoide populister forstod før den såkaldte elite, at mennesket er et rastløst, søgende væsen, som ikke vil stå stille, selv hvis det stod i paradis.

Mennesket er et dyr i bevægelse, en hjerne forført af et begærligt hjerte, og kampen om indflydelse ophører aldrig.

Skal mørket ikke ramme os som en faldende bygning, der blokerer solen, må vi indse, at vi havde tabt vores skæbne, før nogen tog den fra os. 1989 drømmene blev ikke slået ihjel udefra, men døde en vuggedød indefra.

Vi må bevæge os fra at blive mindet om vores skæbnefællesskaber af vores fjender til at blive mindet om dem af vores venner.

Peter Bitsch Hjortshøj

I en situation som vores nuværende, hvor rigsfællesskabets skæbne står på gyngende grund, er det fristende at atter reducere vores væren til en lang reaktion, men sandheden er, at vores fælles skæbne afhænger af viljen til at løfte os ud af en reaktiv tilværelse.

Fra den moderne hverdags reduktion til konstant at svare på smartphonens notifikationer til det større nationale og europæiske mønster, hvor vi har vænnet os til at reagere i stedet for at forme. Reagere på højrepopulismen med brandmure og lukkede øjne, Ruslands nyeste handling eller Trumps seneste udtalelse.

Denne eksistentielle fastlåshed i reaktion frem for handling er i sig selv en af vores værste fjender. Det er den spændetrøje, som kvæler Europa.

Vigtigheden af at tage del i at udforme en fælles skæbne og samfund glemmes alt for ofte, indtil vi af en ydre fjende omtales som et os: os danskere, os i rigsfællesskabet, os i Europa.

Det er denne situation, vi må løfte os fra. Vi må bevæge os fra at blive mindet om vores skæbnefællesskaber af vores fjender til at blive mindet om dem af vores venner.

En bevidsthed må brede sig fra vores uddannelsesinstitutioner til arbejdspladser, fra det enkelte indkøb til de største fællesskaber – og genføde en kultur, der gør det naturligt at forstå sig selv som led i et dansk og europæisk skæbnefællesskab.

Den eksistentielle revolution, vi må gennemgå hver for sig og sammen, handler om at få øje på et højere lag over det daglige liv.

Fjerne taget fra hverdagen, som bilder os ind, at vores handlinger foregår i et vakuum. Vores dannelsesinstitutioner må igen blive steder, der former stærke tænkere og stolte borgere frem for specialister og humanister, der kan redegøre for alle Europas historiske ugerninger, men ikke kender Von Humboldt.

Vores arbejdspladser må i højere grad blive en del af dansk og europæisk hele. Tiden er kommet til forandring, eksistentiel forandring.

Tegnene på opvågning glitrer i mørket, i tilstrømningen til Hjemmeværnet og nye frihedskampe, eksempelvis i boykots af amerikanske varer.

Vi må følge disse stier ind i nye forbindelser og genopdage, at det smukke ved demokratiet er, at det er borgernes at skabe og forsvare.

Det er ikke en straf, men et privilegium, at vi endnu lever i de blindende tåger, som forhindrer os i at se.

Lyset i mørket er, at når vi rejser os for at blive herrer over vores egen skæbne og gør os klar til at forsvare os imod ydre magter, redder vi os samtidig fra et indre forfald.