Ideologien siver ud af sundhedspolitikken  

Der skal stadig stærkere briller til for at se forskel på Venstres og Socialdemokratiets sundhedspolitik. Nullernes heftige debat for og imod privathospitaler og brugen af private sundhedsforsikringer er næsten tørret ud. 

Sådan lyder status her lidt over et år inden deadline for næste Folketingsvalg, som senest skal afholdes 4. juni 2023.

Hvornår der trykkes på valgknappen, bestemmer statsministeren, men vi ved med sikkerhed, at sundhed kommer til at spille en vigtig rolle i den kommende valgkamp. 

Det er der flere grunde til. For det første er sundhed konstant blandt de allervigtigste emner, når man i meningsmålinger har spurgt danskerne, hvad politikerne skal prioritere højest. 

For det andet er det danske sundhedsvæsen langt fra i topform. Corona-krisen og sygeplejerskekonflikten har leveret en unik kombination af en øjenåbner og en mavepuster. 

Mavepusteren i form af ventelister, som efter mange års fravær igen tårner sig op i kølvandet på coronaens tredje bølge og sygeplejekonflikten. Og øjenåbneren, idet den i mange år lidt abstrakte rekrutteringsudfordring på sundhedsområdet pludselig er blevet ubehagelig konkret for politikerne. 

Manglen på sygeplejersker og andet nøglepersonale betyder, at det har lange udsigter at slippe af med behandlingspuklen efter strejken og pandemien. Det er blandt andet et åbent spørgsmål, i hvor høj grad sygeplejersker og andet personale ønsker at tage overarbejde for at fjerne ventelisterne til behandlinger og undersøgelser. 

Manglen på varme hænder er derfor et alvorligt benspænd, når Venstre og Socialdemokratiet skal udtænke nye politiske tiltag, der på en gang både skal stoppe sygeplejerskernes flugt fra de mest travle afdelinger og samtidig tilfredsstille vælgerne, der ønsker de nyeste behandlinger og mindst mulig ventetid. Mange interessante tiltag bliver formentlig dræbt i partiernes politikudviklingsgrupper, når man har stillet spørgsmålet: Hvor er de ekstra hænder til at udføre denne nye opgave?

Økonomisk kapløb

Danskernes massive fokus på et velfungerende sundhedsvæsen har dog for længst sat gang i et politisk kapløb om at love flest penge, om end det ofte er de samme
tiltag, der gemmer sig for enden af pengestrømmen. 

Da regeringen i efteråret foreslog 20 nærhospitaler, fulgte Venstre for eksempel op med et udspil med 35 nærhospitaler. Eller da Socialdemokratiet før valget lovede 1.000 nye sygeplejersker, overbød Venstre straks med 2.000 sygeplejersker. 

Økonomisk har Venstre og socialdemokraterne også forsøgt at overgå hinanden i forhold til, hvor mange penge de vil afsætte til sundhedsvæsenet over de kommende år. Men partierne gør sig ofte umage med at fordele pengene på forskellige måder, så vælgerne ikke meningsfuldt kan sammenligne de økonomiske valgløfter. 

Det rå økonomiske kapløb udgør formentlig en del af forklaringen på, at sundhedsudgifterne steg med 46 procent fra 2000 til 2017, mens de samlede offentlige udgifter i samme periode kun steg med 19 procent. 

Det rå økonomiske kapløb udgør formentlig en del af forklaringen på, at sundhedsudgifterne steg med 46 procent fra 2000 til 2017, mens de samlede offentlige udgifter i samme periode kun steg med 19 procent. 

Fortsætter kapløbet, skal de andre velfærdsområder belave sig på stadig større smalhals i årene frem - medmindre den solide økonomiske vækst fortsætter.

Nullernes ideologiske kamp

Den ideologiske kamp på sundhedsområdet kulminerede i nullerne. Men konkurrencen om danskernes tillid har betydet, at Venstre og Socialdemokratiet har nedtonet deres ideologiske tilgang til sundhedsområdet voldsomt. 

Den sundhedspolitiske konvergens betyder dog ikke, at der ikke kan findes mindre ideologiske forskelle. For eksempel har Venstre foreslået, at fødende skal kunne føde på private fødeklinikker på det offentliges regning. 

Men trods små ideologiske markeringer fra Venstre er der langt til nullernes massive satsning på brug af privathospitaler. 

Fogh- og Løkke-regeringerne satte dengang ild til debatten ved at indføre og senere skærpe behandlingsgarantien, så danskerne kunne blive behandlet på privathospitaler på det offentliges regning. 

De offentlige udgifter til privathospitaler steg voldsomt i en årrække, men kom aldrig til at udgøre mere end nogle få procent af de samlede offentlige sundhedsudgifter. 

Fogh-regeringerne satte også gang i markedet for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer ved at gøre dem skattefri for medarbejderne. Effekten er ikke til at tage fejl af; hvor der i 2003 var 209.000 danskere dækket af sundhedsforsikring, er tallet i dag steget til 2,3 millioner. 

Rygeforbud kridter banen op 

I dag har Socialdemokratiet samme holdning til behandlingsgarantien som Venstre. Og du hører ikke længere centrale venstrefolk tale højt om øget brug af brugerbetaling hos eksempelvis den praktiserende læge eller tiltag, der markant vil øge brugen af privathospitaler til offentligt betalte behandlinger. 

Socialdemokraterne vil sige, at den 10-årsplan for psykiatrien, der ventes vedtaget i år, aldrig ville være blevet sat på dagsorden, hvis Venstre var blevet siddende på regeringsmagten i 2019. 

Venstres sundhedsudspil fra november, der ellers indeholdt forslag rundt i mange områder af sundhedsvæsenet, blev kritiseret for kun sporadisk at forholde sig til de voldsomme problemer i psykiatrien. Omvendt er det ventet, at Venstre bliver en del af en aftale om psykiatriplanen - og dermed vil forskellen mellem de to partier blive neutraliseret. 

Et andet område, hvor Venstre og Socialdemokratiet har forsøgt at skabe kant til hinanden, er i forhold til ulighed i sundhed. 

Socialdemokratiet har erklæret krig mod den sociale ulighed i sundhed. For at skære ambitionen ud i pap har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) endda omdøbt en af ministeriets fire afdelinger til 'Afdeling for Bekæmpelse af Ulighed'.  

Ambitionen til trods er regeringen blevet kritiseret for at være for flodslæbende i bekæmpelse af hovedkilden til uligheden i danskernes sundhed: Rygning. Det blev der ændret på med regeringens seneste sundhedsudspil, som rummer to tydelige eksempler på, hvordan ideologi gør en forskel i sundhedspolitikken.

For det første med forslaget om at forbyde salg af alkohol til unge under 18 år, men mest spektakulært med forslaget om, at unge født efter 2010 aldrig må købe tobaks- og nikotinprodukter. 

Den skærpede 18-års grænse for køb af alkohol vil kun bringe Danmark på omgangshøjde med de lande, vi normalt sammenligner os med. Men gennemføres regeringens forslag, vil Danmark blive blandt de første lande i verden til at forbyde fremtidige generationer at købe af tobaks- og nikotinprodukter. 

Mens de borgerlige partier i forskellige variationer afviser forslaget som socialdemokratisk overformynderi af værste skuffe, så jubler patientforeninger og eksperter i folkesundhed. 
Generationsforbuddet mod tobaks- og nikotinprodukter har ikke været et tema i Danmark før. Og det har fået borgerlige kommentatorer til at spekulere i, om regeringen har smidt forslaget på bordet for at aflede opmærksomheden fra, at det længe ventede udspil til en sundhedsreform ikke indeholdt helt så markante og færdigudviklede reformtiltag, som mange havde håbet.

En anden mulighed er, at sundheds- og statsministeren rent faktisk står inde for tiltaget. Og sikkert er det, at regeringen uden markante tiltag mod tobak ville blive mødt af stigende kritik fra de forebyggelsesivrige. 

Uanset hvad, har regeringen med sit udspil skabt en klar ideologisk kant til Venstre og resten af blå blok. 

Klassekamp på hospitalsgangen 

Mens socialdemokraterne vil bekæmpe social ulighed i sundhed, er det den geografiske ulighed, hvor patienters behandlingsresultater varierer forskellige steder i landet, som Venstre vil til livs. 

Eksperter mener, at denne skelnen mellem social og geografisk ulighed er kunstig, da de to problemer ofte hænger sammen. Men det holder ikke partierne tilbage. Groft sagt går Venstre efter politiske tiltag, der rammer middelklassen og resten af befolkningen, mens socialdemokraterne også har middelklassen som fællesmængde, men derudover går efter at løfte sundheden for socialt dårligt stillede.

Det er for tidligt at sige, om næste valgkamp vil blive med lige så lidt ideologi i sundhedspolitikken som i den seneste.

Meget kan afhænge af forhandlingerne om sundhedsreformen, som både har potentiale til at samle blokkene og neutralisere forskellene, men som også kan skærpe de ideologiske kanter, hvis ikke det lykkes at lande et bredt forlig.

De seneste års overbud og gensidige sundhedspolitiske strandhugst mellem socialdemokraterne og Venstre vil uden tvivl betyde, at de to partier vil være forsigtige med ikke at lancere alle politiske tiltag, før valgkampen for alvor nærmer sig.

Dermed kan der i realiteten komme flere forslag, der har strejf af ideologisk kant frem mod valgdagen, men vælgerne kommer ikke til at blive præsenteret for to vidt forskellige veje frem for det danske sundhedsvæsen.