Nordiske menneskerettighedschefer: Nu skal Norden forsvare den regelbaserede orden

Med andre ord: Vi må alle se indad og blive enige om, at det er nu, det gælder. At det er nu, vi skal være parate til at stå op for den internationale retsorden.

Debatten er aktuel af flere grunde. I denne uge kan vi markere 75-året for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der i årtier – og i pagt med samtiden – har beskyttet individets menneskerettigheder.

Domstolens afgørelser har udvidet beskyttelsen af europæernes ytringsfrihed, af homoseksuelles rettigheder, og af forståelsen af hvad der i dag udgør en familie.

Freden er truet

Milepælen falder i et år, der også markerer 80-året for FN – et system, der rejste sig i kølvandet på Anden Verdenskrig på et fundament af internationalt samarbejde og et globalt ønske om fred og sameksistens.

Den orden, der har tjent os så godt, er ikke længere givet. FN-systemet forhindres alt for ofte i at handle.

Louise Holck, Fredrik Malmberg, Kai Spurkland m.fl.

At også dette system presses – både af stormagter, der sætter magt over ret, og af demokratiske regeringer, der begynder at omtale internationale konventioner som udfordringer snarere end værn – må vække bekymring.

De to skæringspunkter markerer ikke kun fortiden, men minder os netop om, hvorfor vores lande i det hele taget begyndte at opbygge fælles institutioner: Erkendelsen af, at varig fred og sikkerhed ikke kan bygges på magtbalancer alene – den kræver et retligt grundlag, stærke institutioner og fælles spilleregler.

Europarådet og menneskerettighedskonventionen blev den første grundsten i dette europæiske freds- og stabilitetsprojekt. I trekvart århundrede har de medvirket til at forene tidligere fjender, genopbygge retssystemer, styrke demokratier og beskytte borgere mod vilkårlig magt. De har gjort Europa mere stabilt, mere sikkert og mere menneskeligt.

Men den orden, der har tjent os så godt, er ikke længere givet. FN-systemet forhindres alt for ofte i at handle. USA har trukket sig fra centrale menneskerettighedsorganer. Ungarn vender Den Internationale Straffedomstol ryggen. Kina og Rusland underminerer overvågningsmekanismer og lammer FN’s Sikkerhedsråd.

Man kan ikke forsvare demokratiet ved at nedbryde de institutioner, der holder det sammen.

Louise Holck, Fredrik Malmberg, Kai Spurkland m.fl.

Og herhjemme i Europa mødes Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg med voksende mistro – også i lande, som i årtier har nydt godt af dens beskyttelse.

Som de nationale menneskerettighedsinstitutioner i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island deler vi en dyb bekymring. For når de institutioner, der beskytter menneskerettighederne, svækkes, forsvinder ikke blot en juridisk struktur – men også den stabilitet, som vores fred, sikkerhed og velstand bygger på.

Små stater er udsatte

Derfor bør de nordiske lande nu stå urokkeligt fast. Hvis man vitterlig ønsker at reformere konventionerne eller domstolen, bør det ske indefra – gennem dialog, diplomati og samarbejde mellem medlemslandene.

Ikke gennem offentlige trusler om udmeldelse eller ligegyldighed over for domstolens afgørelser, som vi har set det fra mere autoritære regimer, der bruger kritik som påskud for at svække retsstatens rammer. For man kan ikke forsvare demokratiet ved at nedbryde de institutioner, der holder det sammen.

De nordiske lande har – som små og åbne samfund – en særlig interesse i at bevare en stærk, regelbaseret international orden. Når ret erstattes af magt, er det ikke stormagterne, der betaler prisen. Det er de mindre stater.

For Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island er menneskerettighederne, folkeretten og de internationale institutioner ikke abstrakte idealer, men konkrete sikkerhedspolitiske garantier.

Det er dem, der gør, at vores stemme har vægt, også når vi står over for langt større aktører. Et Norden uden en stærk international retsorden ville ganske enkelt være et mere udsat Norden.

Norden må tage ansvar

Lad det derfor være sagt ligeud:

Menneskerettighederne er ikke et politisk tilvalg, man kan vælge efter bekvemmelighed. De er en del af Europas sikkerhedsnet – vores fælles forsvar mod vilkårlig magt og politisk forfald. Og derfor bør reformvilje ikke veksles til angreb.

Et Norden uden en stærk international retsorden ville ganske enkelt være et mere udsat Norden.

Louise Holck, Fredrik Malmberg, Kai Spurkland m.fl.

Tværtimod bør de nordiske lande bruge deres vægt til at styrke de fora, der allerede findes – ikke mindst Europarådets organer.

Det er nu, vi skal vise, at Norden stadig kan være den stemme i verden, som insisterer på, at individets ret og sikkerhed hænger sammen. Det kræver mod at stå fast, når andre tvivler. Og det kræver lederskab at bruge sin stemme, når det virkelig gælder.

De næste år vil afgøre, om vi får et stærkere internationalt fællesskab eller et mere fragmenteret Europa. Derfor bør de nordiske regeringer tale klart. Stå fast på de institutioner, der gennem 75 år har gjort vores del af verden mere stabil, mere fri og mere retfærdig. Stå fast på, at her går en tydelig grænse, som vi er parate til at forsvare.