Køb abonnement
Annonce
Debat

Isabella Arendt: En kvinde ønsker topposter, en anden vil gå hjemme. Hvorfor har vi ikke plads til begge?

Tænk sig, hvis vores børn kunne vokse op, og se sig selv i utallige sammensætninger af ansvar derhjemme og med tusindvis af rollemodeller på tværs af køn. Mon ikke, man så bedre kunne finde sin vej i livet, skriver Isabella Arendt.
Tænk sig, hvis vores børn kunne vokse op, og se sig selv i utallige sammensætninger af ansvar derhjemme og med tusindvis af rollemodeller på tværs af køn. Mon ikke, man så bedre kunne finde sin vej i livet, skriver Isabella Arendt.Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
5. april 2025 kl. 02.00

I

Fhv. partiformand (KD)

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Langt de fleste af os har både arbejde og familieliv. Nogle arbejder meget, andre mindre – andre slet ikke. Nogle har store familier, nogle har børn, nogle har plejekrævende forældre.

Familiepolitikken dør, hvis den gøres til et valg mellem enten at tage ansvar på arbejde, eller tage ansvar for sin familie. For ansvaret som menneske kan slet ikke stilles så simpelt op.

De fleste tager hver dag ansvar for både arbejde, samfund og familie. Vi må derfor bygge familiepolitik på tre helt grundlæggende sandheder:

  • Ingen familier, mænd eller kvinder er ens. Det kræver, at rammerne tillader forskellige valg.
  • Livet går gennem forskellige faser, så den samme person kan godt i nogle perioder arbejde meget, i andre mindre eller slet ikke. Det kræver, at rammerne tillader, at man som menneske kan ændre sin hverdag livet igennem.
  • Ansvar og rollemodeller er mangfoldigt, og man kan være rollemodel både som chefredaktør og som håndboldtræner, man kan tage ansvar både som karrieremor og hjemmegående. Ingen har monopol på, hvordan det “rigtige” kvindeliv ser ud.

Hjemmepasning skal være en mulighed

Iben Krog og Henriette Klingberg-Nielsen skriver i Altinget, at jeg skulle stå på en fløj og være modstander af, at en almindelige familie med små børn arbejder fuldtid. Det er jeg ikke. Slet ikke.

Jeg er modstander af ensretning af familielivet. Det normale i dag er fuldtid for begge forældre – derfor er der brug for en kamp for muligheden for hjemmepasning.

Dermed ikke sagt, at hjemmepasning er bedre for alle. Slet ikke. Men det skal være en ligestillet mulighed med fuldtidsarbejdet.

Læs også

Der er brug for mangfoldighed i familielivet. Ofte vil vi gerne koge debatter ned til for noget og dermed imod andet.

Men man kan altså godt være for både arbejde og hjemmepasning på samme tid. Måske nogle hjemmepasser i nogle år og vender retur til arbejdet. Måske nogle arbejder meget og trives i det.

Hvis jeg skal gøres til fortaler for noget, som Krog og Klingberg-Nielsen så gerne vil, så skal det være for frihed og forskellig. For muligheder. 

Behøver ikke være for alle 

Hvorfor tale imod hjemmepasning, bare fordi man ikke selv vil hjemmepasse?

Forleden var jeg ude med budskabet om, at bedsteforældre for mange børnefamilier er en vigtig del af hverdagen. Det mødte hån og kritik i Jyllands-Postens leder, fordi avisen mente, bedsteforældre skulle have ret til at være fri for børnebørn og ansvar for familien.

Der er ingen grund til, at vi kvinder alle sammen skal diskutere, hvad det bedste liv er, som om der findes et entydigt svar på det.

Isabella Arendt
Fhv. partiformand (KD)

Hvis du ikke vil passe børnebørn, så lad være. Men hvorfor stå i vejen for dem, som gerne vil? Hvis du ikke vil hjemmepasse, så lad være. Hvorfor forhindre muligheden for andre?

Er det virkelig så kontroversielt at påstå, at kvinder og mødre ikke er en ensartet masse.

Der er ingen grund til, at vi kvinder alle sammen skal diskutere, hvad det bedste liv er, som om der findes et entydigt svar på det. 

Det er langt bedre, hvis vi kan gå sammen om at kæmpe for, at kvindeliv og moderskab kan se forskelligt ud. Nogle på magtens tinder, nogle på Læsø, nogle på deltid og nogle på overtid.

Tænk sig, hvis vores børn kunne vokse op i en verden med en myriade af forskellige mande-, kvinde- og familieliv, og se sig selv i utallige sammensætninger af ansvaret derhjemme og i samfundet for begge køn.

Tænk sig, hvis der var tusindvis af rollemodeller derude i et ligeværdigt, ligestillet sammensurium af valg og ansvar. Mon ikke, man så bedre kunne finde sin vej i livet? 

Plads til alle slags kvinder

Jeg er enig med venstrekvinderne i, at kvinder både kan og vil tage ansvar. Og mange kan og vil tage ansvar på arbejdsmarkedet. Nogle kan og vil tage ansvar derhjemme.

Skribenterne vil have kvinder øverst i erhvervslivet og øverst i politik. Det vil jeg også. Men hvorfor skal det udelukke kvinder i hjemmene og spejderforeningerne?

Hvad med alle dem, som ikke ligner os og drømmer om andre kvindeliv? Tager de ikke ansvar? Det synes jeg, de gør. 

Læs også

Venstrekvinderne skriver, at rigtig mange drømmer om magtpositionerne. Det er bestemt rigtigt. Men ikke alle.

Lad os lave et familievenligt samfund, hvor der er plads til alle de mange forskellige drømme for kvindeliv, mandeliv og forældreskab. Hvor kampen ikke står mellem arbejdet og hjemmet, som det har gjort i hundrede år. Men hvor vi bevæger os derhen, hvor vi kæmper for eller imod frisætning.

Så tror jeg, at vi for første gang faktisk gør en forskel for familierne.

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026