Jakob Ellemann: ”Jeg har haft svært ved at finde mig selv i den her rolle”

Af Rasmus Elmelund, journalist

Der er gået mink i den på Christiansborg, og Jakob Ellemann-Jensen er nødt til at holde sig i nærheden af Slotsholmen. Jeg havde ellers drømt om at tage på jagt eller fisketur med Venstres formand, som dyrker den slags klassiske landlige aktiviteter og selv bor midt i en skov oppe ved Birkerød med sin familie. Sådan bliver det ikke. Vi står nemlig stadig midt i den største globale sundhedskrise i 100 år, og i disse dage har krisen fået et nyt offer: minken.

S-regeringen har formentlig brudt grundloven, da den uden lovhjemmel bad samtlige danske minkavlere om at aflive deres besætninger. I folkesundhedens, men altså ikke lovens, navn er millioner af især jyske mink blevet slået ihjel. Derfor er der pressemøder og samråd og forhandlinger og masser af ballade, og minkavl og grundlov er guf for Venstre-vælgere, så Jakob Ellemann-Jensen gør sit for at blive en central aktør i debatten.

I dag er det tirsdag 17. november, og statsminister Mette Frederiksen holder spørgetime. Hendes fødevareminister, Mogens Jensen, som Ekstra Bladet for længst har døbt Mink-Mogens, hænger i en tynd tråd, og oppositionen lugter ministerblod.

Når det går godt, er folk med dig. Og når det ikke går godt, så er du alene. Og du er fuldstændig alene.

Jakob Ellemann-Jensen

I stedet for fisketuren har vi aftalt at tage en snak om Jakob Ellemann-Jensens første år som formand på en vandretur i hovedstaden. Vi vil gå fra hans arbejdsplads det sidste tiår, Christiansborg, gennem Amaliehaven og op til Kastellet. For den forhenværende livgarder, der har stået ret for dronningen, og som også har været befalingsmand og stadig er officer af reserven, er de historiske københavnske steder af stor personlig betydning.

Men novembervejret spiller os et puds, for at sige det diplomatisk. Og for at sige det mere ligeud: Det pisser ned.

Efter længe at være blevet anklaget for at være en usynlig leder af blå blok er Jakob Ellemann-Jensen blevet dagens mand i skysovs, og da han lidt forsinket kommer halsende fra det efterfølgende doorstep, undskylder han smilende, at han lige skulle ”mene en helt masse”. Lige efter statsministerens spørgetime har han sagt til pressen, at han støtter en kommissionsundersøgelse af forløbet om minkene.

Minken har vendt op og ned på stemningen i dansk politik, og for første gang længe skinner solen mere på Venstres lokaler på Borgen end på Statsministeriet.

Naturen er imidlertid ligeglad med partipolitik, og udenfor står det stadig ned. Vi bliver enige om at skrinlægge gåturen og blive på hans kontor.

Han har det godt
2020 har været lidt af et år, ikke mindst for Jakob Ellemann-Jensen.

Han tiltrådte som formand sidste efterår og havde forestillet sig, at 2020 skulle blive hans. En vis flagermus inficeret med en ny, dødelig sygdom ville det anderledes og baskede med vingerne på den anden side af jorden. Fundamentalt og med det vons måtte hele kloden ændre adfærd for at redde liv, og Jakob Ellemann-Jensen måtte tage til takke med en akavet rolle som ny oppositionsleder i en tid, hvor statsministeren indførte de mest vidtrækkende opholds- og adfærdsreguleringer for danskerne i fredstid.

Bag ham på det rummelige formandskontor troner to enorme malerier, som han ikke kan huske, hvem der står bag. Inde ved hans skrivebord hænger to mindre. Det er Per Kirkeby, men det fandt han først ud af, efter han havde valgt dem i Folketingets kunstsamling. Der hænger også et selvportræt, hans ældste datter har malet i skolen. Han tager slipset af, knapper skjorten op og puster ud.

Jeg spørger ham, hvordan han har det.

”Jeg har det godt,” siger han og lægger tryk på ’jeg’. Så holder han en kort kunstpause og ser mig i øjnene.

”Men det har været hårdt. Jeg synes ikke, der er meget, der er kommet dumpende ned i min turban.”

Han og partiet har det bedre lige nu end længe, forsikrer han, men vejen dertil har været bumpet. Den begyndte med det – som han siger – lidt tumultariske formandsopgør, som eksploderede i Brejning.

Egentlig opstod partiformanden Jakob Ellemann-Jensen på en arketypisk måde: To mænd kæmpede om formandsposten, men endte med at slå hinanden så meget, at de begge var nødt til at komme væk. Så blev der plads til den tredje mand. En formand. Men også en ny næstformand, en ny partiledelse, ny partisekretær, ny sekretariatschef, ny særlig rådgiver. Nyt, nyt, nyt.

”Det tog noget tid at få kørt det ind. Men jeg synes, vi er endt et godt sted,” siger han.

Hvad var det for et sted, I kom fra?

”En af de ting, der var gået galt for os, var, at der var kommet for stor afstand mellem ledelsen i partiet og vores bagland. Det viste sig at være farligt.”

Uffes søn
Jakob Ellemann-Jensen har været formand for Venstre i godt et år og søn af Uffe Ellemann-Jensen i godt 47.

I en tidlig alder besluttede den unge nordsjællænder, at han ikke ville gå faren i bedene, men alligevel meldte han sig som 18-årig ind i det fædrene parti, Venstre. Som 38-årig blev han medlem af Folketinget, og som 44-årig blev han minister. Og siden sidste år har han altså også været formand for Danmarks Liberale Parti.

Hvornår vidste han, at han en dag skulle det?

”Jo, ikke før end konfettien regnede ned i Herning,” svarer han undvigende, men fortæller så om beslutningen, han traf i marts 2019, et halvt års tid inden skæbnedagen i Brejning. Den dag i marts var han og hans hustru, erhvervskvinden Anne Marie Preisler, ude at gå i skoven ved deres hjem i Birkerød.

”Der er en risiko for, at vi taber valget,” indledte han, og så vidste hun godt, hvor samtalen bar hen. ”Så er der en risiko for, at Lars går. Så er der igen en risiko for, at nogen vil pege på mig. Og så er der en risiko for, at jeg vil sige, at det er nok ikke den dummeste idé, de nogensinde har fået.”

Det var ikke en snak, I havde haft tidligere?

”Ikke så konkret. Det er en stor beslutning for mit eget vedkommende, men det er ikke en beslutning, der kun vedrører mig. Det er en beslutning, som i dén grad vedrører familien. Det ved jeg jo – he – hjemmefra,” siger han.

Politik fyldte mere i Jakob Ellemann-Jensens barn- og ungdom, end han selv ønskede. Han husker, hvordan en dansklærer, der sad i kommunalbestyrelsen, i femte klasse ville diskutere finanspolitik med den fremmelige, men trods alt 12-årige knægt. Og hvordan han på vej hjem fra skole kunne læse på spisesedler, at ”UFFE ER EN IDIOT” og opfordringer a la ”FYR DEN NAR” ledsaget af farens kontrafej.

”Det var en af grundene til, at jeg ikke gik ind i politik. Jeg havde ikke lyst til, at min familie skulle betale den pris.”

Fordi du selv havde betalt den som søn?

”Nej, fordi jeg syntes, min far havde betalt den. Der var meget, han gik glip af. Som barn var det ham, jeg havde ondt af. Det skal ikke lyde, som om jeg har haft det svært – det var før mobiltelefonerne, og min far kunne virkelig trække stikket og tage os med på kanotur i Sverige, fange nogle gedder, være der 100 procent og så tage hjem igen. Jeg har haft fantastiske oplevelser og privilegier, men der var elementer i det, som jeg ikke brød mig om.”

Hvilke?

”Jamen, for eksempel det med spisesedlerne. Det synes jeg ikke, mine børn skal udsættes for. Mine to store er 16 og 19, og jeg bruger relativt meget tid på at forklare dem, når der er et eller andet: ’Der kører den her historie, virkeligheden er sådan og sådan, og I skal ikke lade jer gå på af det.’”

Gjorde din far også det?

”Nej, for jeg fortalte ham ikke, når nogen var efter mig – jeg syntes ikke, han fortjente det. Jeg mistænker selvfølgelig mine børn for det samme, derfor tager jeg det præventivt,” siger han.

En anden årsag, til at Jakob Ellemann- Jensen ikke skulle ind i politik, var, at han som barn var meget genert. Det hævder han stadig at være – han er bare blevet god til at skjule det, siger han – men han oplevede, at mange ville have et stykke af hans far, og at folk sjældent lod dem gå alene.

”Jeg kommer aldrig til at vænne mig til det der med, at folk henvender sig på gaden. Som regel er de jo venlige, og man finder hurtigt ud af, at Facebook ikke er virkeligheden, for folk opfører sig ikke sådan derude. Der er nogle stykker indimellem, og – jo jo – det er så noget, psykiatrien tager sig af,” siger han med et skævt ellemannsk smil.

”Og så er der det, at folk kigger i ens indkøbskurv. Men sådan er det jo.”

Koldt på toppen
Jakob Ellemann-Jensen fortæller gerne anekdoten med hans farmor, som engang spurgte, om han skulle være politiker, og han svarede nej, og hun så gav det profetiske svar: ”Bare vent. Du kan ikke lade være.” Der er også historien om, hvordan han en dag i en bus i slut-90’erne sad og så på en Politiken-forside med overskriften ”Ellemann bliver aldrig statsminister” og ikke kunne lade være med at tænke: ”Jo, jeg gør.”

I dag er han statsministerkandidat og holder af tilværelsen som politiker – selv om den er ensom, når man sidder allerøverst.

”Der er koldt på toppen, men udsigten er god,” som han floskuløst siger, da jeg spørger, hvad den største erkendelse har været det seneste år.

”Forstået på den måde, at der er nogle fordele og nogle ulemper.”

”Når det går godt, er folk med dig. Og når det ikke går godt, så er du alene. Og du er FULDSTÆNDIG alene. Det har jeg lige skullet vænne mig til.”

Kan du give et eksempel på, hvornår du har været alene?

”Der har været perioder, hvor det er gået mindre godt, end jeg synes, det gør i øjeblikket, hvor det har været svært at føle opbakning rundtomkring. Både i bagland og folketingsgruppe,” siger han uden egentlig at give et eksempel.

”Der er nok en tendens til, at hvis du er lidt i underskud, hvis du ikke har noget på kontoen, skal der ikke store fejltrin til, før der ligger nogle lussinger i indbakken. Sådan er det. Det var bare i et lidt større omfang, end jeg havde regnet med.”

Han pauserer bevidst.

”Jeg kan også konstatere, at de seneste otte-ti dage,” siger han om dagene, hvor bølgerne om den nu væltede fødevareminister Mogens Jensen er gået højt, ”er der godt nok også kommet meget på positivsiden. Så regner det ind med mails og sms’er og skulderklap. Men når du har kvajet dig, står du der alene.”

Det er jo sådan en klassisk ledererfaring. Hvad ellers?

Han tænker lidt.

”Den største har vel været erkendelsen af, at jeg er bedst til at være mig selv. Det lyder ret logisk, ikk,’ men forstå mig ret.”

Så holder han en pause.

”Jeg har haft svært ved at finde mig selv i den her rolle,” siger han så lidt overraskende. ”Jeg har haft lederjob i det civile og i Forsvaret og været chef for en masse mennesker, men dels er politik noget andet, og dels er topledelse bare noget andet. At være nummer 1 er fuldstændig usammenligneligt med ledelse i enhver anden sammenhæng. Jeg har skullet lære at finde tilbage til mig selv.”

Han ser ud, som om han ikke orker at skulle helt herind, og advarer om, at der er en risiko for, at det bliver ”dybt og navlepillende”:

”Jeg tror, jeg i begyndelsen havde et forkert billede af, hvordan man forventede, at jeg ville være i den her position. Og det var et billede, jeg prøvede at leve op til.”

Hvad var det for et billede?

”Det var et billede, der ikke levnede plads til den del af mig, der er lidt mere spontan. Lidt mere ... kæk?”

Det højre øjenbryn kravler helt op og kysser panderynkerne.

”Og som siger tingene, som jeg umiddelbart oplever dem.”

Aftenen inden vores møde forlod Venstre forhandlingerne om erstatning til minkavlerne, og Jakob Ellemann-Jensen sagde til journalisterne: ”Det eneste skind, regeringen er interesseret i at redde, er deres eget.”

Han griner lidt, da jeg nævner det for ham.

”Det er et godt eksempel, for det er jo en fin måde at beskrive det på – og i øvrigt helt i overensstemmelse med sandheden. Men for et halvt år siden havde jeg nok tænkt: Det går ikke at komme med sådan nogle kækheder, for når man er formand, skal man være enormt seriøs og gerne lidt kedelig.”

Så du har lagt bånd på dig selv?

”Ja. Jeg havde engang en skolelærer, der sagde til mig, at det jo ikke er et mål at være klassens klovn. Så kom jeg til at spørge hvorfor, og det skulle jeg aldrig have gjort,” siger han.

”Jeg har et underholdningsgen, som jeg nogle gange søger at undertrykke – måske nogle gange lidt for meget.”

Konfliktsky komiker
Hvis man i 2015 ringede til Jakob Ellemann-Jensen, og den daværende politiske ordfører ikke nåede at tage den, blev man mødt af denne telefonsvarerbesked:

”Ringer du for at få en kommentar til en meningsmåling, hvor Venstre er gået frem, skyldes denne fremgang regeringens klare, målrettede og effektivt udførte politik. Drejer det sig om en kommentar til en meningsmåling, hvor Venstre går tilbage, kan man ikke udlede noget som helst fra en enkelt måling.”

Det var indiskutabelt morsomt. Og når kolleger og konkurrenter bliver bedt om at beskrive partiformanden, går ordet ’humor’ tit igen.

Selv siger han, at det ”virkelig sved”, da hans lærer sagde det med klassens klovn, for han forstod vitterligt ikke, hvorfor det skulle være en dårlig ting.

”Hvis jeg har evnen til at lette en stemning, hvorfor så ikke bruge den? Som barn havde jeg en drøm om at blive skuespiller – det vil nogen hævde, jeg er blevet – men det med at stå på en scene og underholde folk, kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide at skabe god stemning.”

Jeg troede, du var genert?

”Jeg er sindssygt konfliktsky, så jeg vil gerne have, at folk er glade. Og det er humor godt til. Med få undtagelser synes jeg, der er plads til at trække på smilebåndet i alle situationer. Folk fungerer bedre, folk bliver mere afslappede og mere løsningsorienterede, når de har det sjovt.”

Dramatikeren Line Knutzon har engang sagt, at humor er det vildeste magtmiddel. For har man først fået folk til at grine, er der efterfølgende ingen grænser for, hvad man kan få listet ind. I grinet er du forsvarsløs. Det kan han godt genkende.

”Du kan slippe af sted med nogle ting, det er klart,” siger han.

Vi taler om Den Korte Radioavis, som han savner, og som i dén grad kunne slippe af sted med nogle ting. Måske fordi Frederik Cilius gemte sig bag en paryk og det kvindelige alias Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Men måske simpelthen også bare fordi Cilius, Rasmus Bruun og resten af holdets humor var ekstremt vellykket.

Selv mener Jakob Ellemann-Jensen ikke, at han har brugt humoren som magtmiddel, men han siger, at i enhver forhandling bruger man det at få folk til at grine – eller have det rart i det hele taget.

Kan man være lige så sjov, når man er chef for det hele?

”Det håber jeg. Ellers får jeg en rigtig kort karriere,” siger han og griner.

”Men det er klart, at det kan være akavet, når man føler sig tvunget til at le ad usjove chefer. Derfor skal du sørge for at være omgivet af nogle ærlige mennesker og konstatere, at når de ikke griner, så er det, fordi det ikke var sjovt – og ikke fordi de andre har en dårlig humor.”

Hvordan sikrer man at være det?

”Det aftaler man med de pågældende, når man ansætter dem. Nu har der været enormt stor udskiftning i Venstre, og du kan sige: De tre medarbejdere, der er tættest på mig – partisekretæren, sekretariatslederen og min særlige rådgiver – er mennesker, jeg kender rigtig godt. Vi har aftalt, at jeg ikke har brug for mennesker, der bakker mig op hele tiden. Jeg har fandeme brug for nogen, der siger: ’Den ramte du lidt skævt,’ eller: ’Der kom du til træde nogen over tæerne.’ Derfor tror jeg så også på dem, når de griner – eller når de siger, at min tale i lørdags var knaldgodt leveret.”

Hvad er det med hende Inger?
I 2017 var Jakob Ellemann-Jensen i hopla på talerstolen ved Venstres Landsmøde i Vejle. Han holdt en nærmest standup-agtig tale, hvor han jokede med, at en af hans opgaver som politisk ordfører var at give kunstigt åndedræt til Jan E. Jørgensen, når Inger Støjberg havde opdateret sin Facebookprofil.

Siden dengang er de interne stridigheder ikke blevet færre – og efter vores møde har Inger Støjberg ved en demonstration i Aarhus udtalt, at hun vil ”have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarrogance", hvilket Jakob Ellemann-Jensen efterfølgende har understreget ikke er Venstre-politik.

”Venstre-folk er notorisk dårlige til at gå i takt,” siger han og kigger på mig.

Notorisk? Men er det ikke, som om det var en del bedre på et tidspunkt?

”Under Anders?”

Ja, og ovre i Socialdemokratiet er de blevet ret gode til det – også til alle sammen at mene det samme.

”Det skal jeg love for.”

Men er det holdbart, Jakob Ellemann-Jensen, at have så store uenigheder, at næstformanden kalder MeToo en heksejagt, mens formanden omfavner bevægelsen?

”Ja og nej,” svarer han. ”Der er jo grænser for, hvor højt der er til loftet.”

Han forklarer sin position i MeToo-debatten.

”Nu har jeg været på andre arbejdspladser, og jeg har aldrig været på en, hvor problemer med magtmisbrug og seksuelle krænkelser har et omfang som på Christiansborg. Never. Jeg har heller aldrig været på en arbejdsplads, hvor man ikke har en politik for det. Det har vi så nu – tak til Sofie Linde. Fordi politik handler om magt og udøvelse af magt og mennesker, der tiltrækkes af magt, så skaber du nogle lidt farlige situationer, og jeg skal da hilse og sige, at nogen er havnet i noget, de ikke burde havne i. Vi har indført en politik for det og en måde at håndtere det på, fordi vi fandt ud af, at det var der ikke styr på.”

Men det må være mærkeligt for vælgerne, at der er så stor forskel på de udmeldinger, der kommer fra dig og hende på et så centralt emne – giver det ikke et forplumret billede af, hvad Venstre er for noget?

”Nej, for Ingers melding kommer ikke i stedet for min melding. Den kommer som supplement. Når formanden har været ude og lægge en linje, så er det Venstres linje. Punktum. Så går Inger ud og siger: Prøv at høre, vi er nødt til også at tale om de her menneskers retssikkerhed. Det har jeg ikke nævnt noget om. Det gør Inger: Hvis du bliver anklaget, er det ret alvorligt, hvis du ikke er skyldig.”

Helt klart. Så du er enig med Inger i MeToo-spørgsmålet?

”Jeg er fuldstændig enig med Inger i, at hvis man bliver anklaget for noget, er man uskyldig, til det modsatte er bevist. Og vi skal sikre, at retssikkerheden er på plads.”

Men er du enig i, at det kan tage form af heksejagt, og at bevægelsen er ved at gå over gevind?

”Der er en risiko for, at det kunne ske, men jeg har ikke set det endnu. Og jeg mener ikke, det er en debat, der er gået over gevind.”

Så der er I ikke helt enige?

”Næ.”

Det var så dig og Inger Støjberg. Men der er også Søren Gade og Jan E. Jørgensen, som er meget uenige, når det gælder sådan noget som ...

”Sådan noget som hvad som helst?”

Ja, for eksempel EU-mindsteløn. Er det holdbart med så stor uenighed internt i partitoppen, hvis I skal have regeringsmagten?

”Ja. Jeg synes, det ville være uholdbart, hvis der var faste grupperinger, som konsekvent var uenige med hinanden i alting,” svarer han.

”Men så længe du har alsidighed i uenigheden, er det en styrke. Vi må ikke komme for langt fra hinanden, og det skal være sådan, at når vi har haft diskussionen i gruppeværelset, og der er lagt en linje, så følger man den. Men jeg synes egentlig, det er en styrke, at vi er dårlige til at gå i takt. Det er derfor, vi er liberale – det er, fordi vi ser det enkelte menneske. Der skal være plads til forskellighed. Jeg synes altid i situationen, at det er dødirriterende, men som princip synes jeg, det er rigtig fedt.”

Så du mener simpelthen, det er er godt, at I er så uenige, som I er nu?

Han slår en kort latter op.

”Jeg synes, alsidigheden er en styrke,” siger han så igen.

”Men selvfølgelig vil jeg gerne have, at vi bevæger os i samme retning. Om vi gør det i takt, betyder ikke det store.”

Da strukturen kollapsede
Partisoldat kan man ikke kalde Venstres nuværende formand. I 2007 meldte han sig ud af partiet i protest med partiets linje i udlændingedebatten. ”Der blev talt om og til mennesker på en måde, som jeg ikke synes er rimelig,” sagde han i et tilbageskuende interview med Fyens Stiftstidende, ti år efter han havde forladt familiepartiet og i stedet tegnet medlemskab i Ny Alliance. Det blev som bekendt ikke mere end en flirt med Anders Samuelsens ansvarlige nyliberalisme, hvor ”nok” var ”nok”. Men det er ikke nogen hemmelighed, at han modsat næstformanden traditionelt har tilhørt den mindre restriktive del af partiet.

Og på årets sommergruppemøde erkendte Jakob Ellemann-Jensen da også med store avisoverskrifter til følge, at han havde ”været uklar” på området.

Har det overrasket dig, hvor meget udlændingepolitik betyder?

”Lidt måske. Men igen – jeg ved jo godt, at det går ikke, at du efterlader tvivl på det område. Folk skal vide, hvor de har dig, for det fylder meget for rigtig mange mennesker, og jeg har da også flyttet mig politisk gennem de seneste ti år,” svarer han og parafraserer sin nylige landsmødetale, da han tilføjer, at ”vi bliver nødt til at føre en stram og konsekvent udlændingepolitik, hvis tingene skal hænge sammen”.

Siden sin tiltrædelse har Jakob Ellemann-Jensen talt om sit behov for at gøre tingene ordentligt – han ønskede ikke at komme stigende ned fra noget bjerg med stentavler som en anden Moses. Derfor har han brugt de seneste måneder på at udvikle en strategi, som han lørdagen inden vores interview præsenterede i en smittesikker, virtuel landsmødetale.

Det drejer sig om tre politiske ”arenaer”. Venstre vil have 1) en økonomisk politik, som skaber danske arbejdspladser og gør Danmark både grønnere og rigere, og 2) et velfærdssamfund med flere valgmuligheder tilpasset den enkeltes behov, samt 3) en stram og konsekvent udlændingepolitik. Formanden udfolder dem over for mig i en fem minutter lang ”lyntur”, som han kalder det, og som han nogle dage senere nærmest ordret også giver radiovært Pia Rønn i P1’s ”Ugens gæst”.

Men inden alt det skete jo det, at han lagde sig med en diskusprolaps og måtte sygemelde sig. En symbolsk kroning på et år, hvor ikke meget har fungeret i Venstre, og hvor man godt kan argumentere for, at strukturen synes skredet.

Jeg spørger ham, hvordan det var at være syg, og han svarer prompte, at ”det var super træls”, som om jeg havde spurgt til, hvordan det var, at FCK tabte i weekenden.

”Det var ikke rart. Timingen var træls,” siger han.

Han missede Folketingets åbning. Jeg spørger, om han er kommet sig helt i dag, og han afslører, at han stadig har et stykke til kampformen – og at det nok ikke kun var på grund af minkene, at jeg ikke kom på jagt med ham:

”En del af vores spadseretur var jeg lidt ængstelig for,” siger han, ”for hvis vi skulle gå ned til Kastellet og traske rundt om det, ville det være den længste tur, jeg havde gået siden operationen.”

Han er blevet mobil i nakken og kan se op og ned, men er stadig lidt hæmmet. Heldigvis er hans toårige søn fuld af forståelse for, at partiformanden ikke har kunnet samle ham op og slæbe rundt på ham, joker han – især om natten.

”Jeg overvejede at komme tilbage til Folketingets åbning, men tænkte: Kan jeg stå på den talerstol i en time? Det er en fed oplevelse at stå der, men det kræver overskud. Du må ikke stå og tænke: Mit hoved ryger af om lidt. Så jeg besluttede, at det nok ikke var en god idé. Men at stå der – når du lige er igennem de første par spørgsmål. Så er det ALLE-tiders.”

Også selv om man er meget genert?

”Ja. Eksamen er en festdag for den velforberedte elev.”

Han griner. Kækt.