Jarl Cordua: DF's OK18-melding er politisk disruption

Det er en sjældent spændende tid i dansk politik med en potentiel konflikt med punktstrejker og storlockout på det offentlige område og et medieforlig, hvor forhandlingerne begynder, så snart regeringen har fået en finansieringsmodel på plads.

I denne uge så vi Dansk Folkeparti sælge VLAK-regeringen ved først at lade formand Kristian Thulesen Dahl omfavne lærernes krav om en arbejdstidsaftale, hvorefter Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, også blandede sig med sin støtte til blandt andre sosu'ers krav om mere i løn.

Det siger sig selv, at det må være frustrerende for regeringen at se på DF fiske i vælgerhavets rørte vande med solid opbakning til de offentligt ansattes krav, mens VLAK må tage det sure slid og den upopulære opgave med at give den som de nærige arbejdsgiverbussemænd, der, mens forhandlingerne pågår, siger nej af hensyn til det offentliges langsigtede økonomi og ikke mindst deres forhandlingsposition.

Selv Socialdemokraterne kan ikke, som DF, holde til at give den som glade julemænd, men har klart signaleret, at man som ”regeringsdueligt, ansvarligt parti” ikke blander sig direkte i overenskomstforhandlingerne.

Det er politisk disruption, når landets næststørste parti og største parti i blå blok mener, at man sagtens kan opføre sig, som var man Enhedslisten.

Jarl Cordua

Et gæt er, at DF satser på, at deres vælgere er totalt ligeglade med, om andre opfatter dem som regeringsduelige. Det er de politiske meldinger, der tæller. Det er politisk disruption, når landets næststørste parti og største parti i blå blok mener, at man sagtens kan opføre sig, som var man Enhedslisten.

Mon denne åbenlyse opportunisme er en stil, som DF kan tillade sig, den dag de vælger at gribe efter magtens kæder og besætter ministertaburetter i en regering under enten Løkke eller Frederiksen?

Lærernes arbejdstid er dermed den gordiske knude, som uden en løsning ser ud til at udløse en storkonflikt.

Jarl Cordua

Man kan også se det som endnu et eksempel på Thulesen Dahls legendariske kynisme, hvor der spekuleres i en kortsigtet vælgergevinst frem mod valget næste år, formentlig ud fra den vurdering, at DF nok alligevel ikke kommer i regering.

Skulle det uheldige alligevel ske, at han ikke kan undslå sig for at tage del i regeringsmagten, så har vælgerne sikkert glemt det til den tid og er blevet optaget af andre ting. Indtil videre satser Thulesen Dahl bare på at spille den sikre baghånd.

Disse udmeldinger, der ifølge Børsen i dag har skabt stor irritation i regeringslejren, er dog en påmindelse også til folk i rød blok, der drømmer om et formaliseret samarbejde med DF. De skal nok skrive sig bag øret, at Thulesen Dahls kyniske lunefuldhed er blind makker, hver gang han øjner en vælgergevinst ved at tage det populære standpunkt, frem for at tage et medansvar for svære beslutninger.

Det oplevede SRSF-regeringen for eksempel i forbindelse med det delvise salg af Dong, hvor DF klart havde signaleret, at det ligesom de øvrige borgerlige partier stod bag salget.

Til trods for DF's tydelige forsøg på at falde regeringen i ryggen (hvad regeringen intet kan stille op imod og derfor bare må leve med), så fortsætter dramaet om overenskomstforhandlingerne.

I dag har politiet varslet en strejke, der vil gå ud over grænsekontrollen. Det lægger alt andet lige yderligere pres på regeringen, da grænsekontrol er en DF-mærkesag.

Analysen i regeringen er, at overenskomstforhandlingerne omkring lønnen sådan set er under kontrol. Parterne i staten står ikke langt fra hinanden, og på det kommunale område er vurderingen, at der sådan set ligger en aftale klar til underskrift, så snart “andre ting” falder på plads.

”Andre ting” er uden sammenligning lærernes krav om en arbejdstidsaftale. For tiden er lærernes tid reguleret ved lov, og det er lykkedes lærerne at få de øvrige offentlige fagforeninger til at stå bag dette krav. Lærernes arbejdstid er dermed den gordiske knude, som uden en løsning ser ud til at udløse en storkonflikt.

Centralt i forhandlingerne står lærerformand Anders Bondo Christensen, som er placeret i alle centrale forhandlingsudvalg, hvilket gør det ret umuligt for de offentlige arbejdsgivere at komme uden om lærernes krav ved for eksempel at indgå delforlig med andre offentlige fagforeninger.

Den slags manøvrer ville måske kunne få solidariteten til at smuldre blandt de offentlige lønmodtagerorganisationer. Spørgsmålet er, hvor tæt man kommer på en storkonflikt, før prisen bliver for stor for lønmodtagerne. DF's opbakning til lærernes krav kan kun opfattes som en opmuntring til lønmodtagerne om at holde ud lidt endnu, og samtidig lægger det pres på de offentlige arbejdsgivere om at være mere imødekommende.

Scenen er derfor sat til et gigantisk spil 'chicken'. Vil regeringen sætte forholdet til store vælgergrupper over styr ved at gribe ind efter et par dage med storlockout med hjælp fra S? Eller vil de offentlige lønmodtagere have tømt strejkekasserne og miste løn af hensyn til lærernes arbejdstid?

Imens alt dette pågår, forhandler finansminister Kristian Jensen (V) rammeaftale med DF om medieforliget for at få afklaret, hvad det skal koste, og hvordan mediestøtte skal finansieres. Det er allerede sivet, at DR bliver blanket af med beskæringer af indtægterne på mellem 16 og 18 procent de kommende år.

Det forlyder også, at DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen, har hjulpet forhandlingerne et pænt stykke ad vejen ved at have accepteret en beskæring på 12,5 procent, som DF i december var blevet tilbudt af regeringen. Man kan næsten høre, hvordan DR's mange kritikere blandt de borgerlige har klasket sig på lårene af udmeldingen, der ifølge folk tæt på forhandlingerne hævede kravet om beskæring.

Det ligger også i kortene, at licensen skal afskaffes, og mediestøtten finansieres over skatten. Den regionale avis- og mediestøtte skal også have et løft, og så er der også idéer om, at de mindre nationale aviser kan regne med en kraftig beskæring i støtten.

Radio24syv, som jeg selv leverer programmer til på freelancebasis, kan også regne med en beskæring i støtten mod til gengæld at få lidt friere rammer, der omvendt kan lette omkostningerne, og så vil politikerne – i samklang med tidens politiske toner – kræve, at der produceres flere programmer uden for hovedstaden.

Indtil videre må kulturminister Mette Bock (LA) afvente, at en rammeaftale falder på plads – måske senere på ugen – før de egentlige medieforhandlinger begynder.

--------------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.