Jarl Cordua: Socialdemokraternes DR-dilemma

Det er et gigantisk nederlag for DR, som med blå bloks rammeaftale nu står til at skulle beskære 700 millioner kroner af deres 3,7 milliarder kroner store budget over de kommende år.

Men det er ikke overraskende, at det er kommet så vidt. De borgerlige DR-bashere er vokset i antal og i styrke. Især vinderne af valget i 2015 – DF og LA – har i årevis konkurreret om at tæske løs på DR, og de mange sager om medarbejderes forbrug mv. har gjort det nemt at udstille DR som en verdensfjern mastodont.

Det er heller ikke blevet bedre af, at en nærmest forenet blok af private medier i tiltagende styrke har kritiseret DR for unfair konkurrence, som undergraver deres i forvejen skrabede forretning.

Endelig har brugerne – især de yngre – fået sværere ved at forstå, hvorfor de skal betale licens til et foretagende, hvis ydelser de ikke bruger. Unge mennesker ser slet ikke tv, som ældre generationer gør.

Hos politikerne findes der nogle ret overdrevne forestillinger om, at administrationen udgør afgørende dele af budgettet. Det gør den ikke.

Jarl Cordua

Bundlinjen er, at DR længe har stået umanerligt godt for hug og nu kun forsvares af venstrefløjen og Radikale.

I gamle dage fandtes der også konservative og venstrefolk, som forsvarede DR. Det var dog netop de to partier, der tabte seneste folketingsvalg, og som formentlig ser en lysere fremtid i at slå pjalterne sammen med dem, der vil tage et opgør med DR og det, som borgerlige – især nationalkonservative – kritikere i årtier har set som en ideologisk kulturradikalisme, for ikke at sige venstreorienteret bastion, der sammen med Politiken og Gyldendal fremstilles som en kulturel Bermuda-trekant, der bremser borgerlig nytænkning.

Bestyrelsesformanden skal efter planen inden længe gå af, og der skal findes en ny i stolen. Man må kunne forvente, at politikerne nu finder en person, som er i stand til at forsvare DR, og som er langt bedre end forgængeren til at læse og navigere i det politiske spil.

Jarl Cordua

Helt banalt har DR's ledelse også selv med sin håbløse kommunikation igennem meget lang tid bidraget til, at det er endt med en beskæring på 20 procent.

Alle kan i dag se, at det var en fejl at sætte bestyrelsesformand Michael Christiansen i spidsen for ”at redde DR”. Den gamle departementschef fik nu til fulde bevist, at han slet ikke havde fingeren på pulsen i forhold til politikerne anno 2017-18.

DR-generaldirektør Maria Rørbye Rønns politiske næse eller gehør er åbenbart i en så lav kategori, der ikke just modsvarer hendes lønramme, når hun var så sen til at komme ud af starthullerne og i offensiven for at forsvare organisationen mod kritikken.

Det tragikomiske billede af DR, der i offentligheden blev tegnet som en selvbefrugtende og kritik-immun Djøf-boble, kom til at hænge uforstyrret alt for længe.

Ledelsen forstod tilsyneladende alt for sent, hvad der skete, da debatten meget hurtigt flyttede sig fra, om DR skulle beskæres, til hvor meget DR skulle beskæres.

Det må næsten være et stilstudie i, hvor galt det kan gå, når en organisation helt fejlvurderer debatten og dens betydning og ikke i tide formår at få bygget de nødvendige alliancer eller får svaret og ikke mindst handlet på kritikken.

Bestyrelsesformanden skal efter planen inden længe gå af, og der skal findes en ny i stolen. Man må kunne forvente, at politikerne nu finder en person, som er i stand til at forsvare DR, og som er langt bedre end forgængeren til at læse og navigere i det politiske spil. Hans første opgave må være at finde en ny DR-generaldirektør, hvor en af de billige, synlige forandringer kunne være at ændre titlen til DR's administrerende direktør.

Hvor stor er katastrofen så for DR, når den om nogle år ”kun” får tre milliarder kroner at lave medier for? Det afhænger af øjnene, der ser. For dem, der aldrig bruger DR's produkter, er det vel nærmest lige meget, bortset fra, at deres bundfradrag nu bliver mindre for at finansiere dansk medieproduktion.

For mange borgere vil det utvivlsomt umiddelbart ses som et kæmpe fremskridt, at licenscirkusset nu bliver afskaffet. Det giver ikke mening at luksusbeskatte dab-radioer i en tid, hvor stort set alle render rundt med en smartphone eller en tablet.

Men rammeaftalen rejser en række dilemmaer. For når DR til sin tid skal finde pengene på budgettet, så rækker det næppe bare at finde dem på administration, lukke et par dab-kanaler og droppe genudsendelserne af Barnaby. Det koster ingenting. Tværtimod må det gå ud over de dyre produktioner, det vil sige tv, som folk rent faktisk ser.

Hos politikerne findes der nogle ret overdrevne forestillinger om, at administrationen udgør afgørende dele af budgettet. Det gør den ikke. Måske kan man finde 150 millioner kroner ved at ændre på den meget udskældte ”bestillermodel”, som i mere folkelige udlægninger beskrives som et fedtlag af uproduktive DR-mellemledere, der gør, hvad de kan for at forstyrre de kreative kræfters arbejde. Dem skal der nok komme et opgør med.

Andre peger på, at effektiviseringer, ligesom alle andre steder i samfundslivet, er noget, der kan findes over tid, hvis man – som det sker nu – bliver presset til det. Det kan især de private medieudbydere tale med om. Så her falder tårerne på klippegrund.

Alligevel er bundlinjen, som det ser ud nu, at mens politikerne er meget optaget af, at DR skal sende mest mulig dansk produktion, ja så har beskæringen af rammen fjernet noget, der ligner en halv milliard kroner til at lave dansk produktion for. Her skylder politikerne – og især dem, der er meget optaget af, at kun det danske duer – en forklaring.

Det springende punkt i diskussionen er nu: Hvad gør Socialdemokraterne? Går de med?

Alle ved, at medieordfører Mogens Jensens hjerte banker for DR og public service, men de borgerlige satser på, at det er S-skyggefinansminister Henrik Sass Larsen, der i sidste ende, når tiden er moden, har overtaget i de interne drøftelser, så S bøjer sig og accepterer 20-procentsbesparelsen. For han er nemlig ikke kendt som DR's bedste ven. Snarere tværtimod, hvilket i øvrigt understreger DR's krise og DR's ledelses problemer, når det gælder lobbyisme.

Der er dog gået en lille uge, hvor Mogens Jensens udtalelser bliver sat under lup. Alt, hvad der kan tolkes som indrømmelser, bliver udlagt, som at S til sidst accepterer de borgerliges ramme. Ingen ved dog noget i skrivende stund.

Så hvad nu, hvis det ender med et smalt blåt forlig? Hvem vil det gavne? Er det en vindersag at ville fjerne licensen og udskifte den med skattebetaling? Vil folk juble over, at DR kommer lidt ned i størrelse? Vil afgørende midtervælgere blive rystet over nedskæringerne, eller vil de leve i lykkelig uvidenhed og være optaget af helt andre ting?

At et smalt forlig vil stille DR i et dilemma under valgkampen påpeges af nogle borgerlige. Det kan kun blive uskønt, hvis uafhængige statslige medier bliver til politisk kampplads. Det har DF sikkert intet imod.

DF har for længst signaleret, at partiet slet ikke anerkender princippet om politisk armslængde. Man spiller gerne på, at store dele af befolkningen enten ikke forstår eller gider sætte sig ind i armslængdeprincippet, eller også er man bare uenig i, at politikerne ikke må mene noget om, hvad pengene bliver brugt til.

Mens alle andre giver den som spejderdrenge, så tager DF stikket hjem ved ikke at spille efter de opstillede regler. Sådan er det i overenskomstforhandlingerne. Sådan er det med afsagte domme ved de uafhængige domstole. Og sådan er det med DR. Og det er nok svært for et parti som S, der konkurrerer med DF om de samme vælgere, på dette punkt at kunne levere den helt samme portion kynisme. Det er vælgere, som S skal bruge for at være sikker på at kunne levere et regeringsskifte næste år.

Alt det taler for, at S til sidst bøjer sig og stemmer for et bredt forlig. Det er i al fald de borgerliges analyse.

-----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.