Udvist af Rusland: Her er en dansk diplomats fortælling om de sidste uger på russisk jord

Fortalt til Sine Riis Lund

Jeg var til et EU-delegationsmøde på EU-Kommissionens ambassade i Moskva den 5. april. Det var sådan et møde, hvor vi lagde alle vores telefoner uden for mødelokalet, og først da jeg kom ud igen, så jeg, at Danmark havde udvist 15 efterretningsofficerer fra Rusland. Der var jeg helt klar over, at det ville få en respons, og vi ville få udvist nogen fra vores ambassade.

Den næste tid var præget af stor usikkerhed. Blandt kollegerne kunne vi jo spekulere os ihjel. Tager de halvdelen af os? Tager de flere? Skulle man begynde at pakke tasken, eller skulle man leve sit liv? Det var som at være i en form for limbo. Til sidst fik vi en erkendelse af, at det var spild af energi at spekulere så meget. Det var alligevel uden for vores hænder. Min tilgang blev, at jeg bare måtte leve mit liv.

Et godt eksempel er, at vi ikke kunne bruge Visa derovre, fordi Visa og Mastercard var lukket. Så måden vi kunne få penge på, var ved at veksle i banker. En af mine kolleger rejste hjem til Danmark, så hun havde rubler tilovers, og spørgsmålet var, om jeg skulle købe de her rubler med den risiko, at jeg selv kunne brænde inde med dem. Jeg valgte at købe dem. 

Ventetiden

Min kone og jeg havde en snak om, hvad det vigtigste var, vi skulle have med, hvis vi blev smidt ud af landet. Min kone tog videoer af alle vores ejendele. Hele vores liv var med i den lejlighed. Men faktisk havde vi allerede efter invasionen den 24. februar pakket de vigtigste personlige papirer i en taske. For at være klar, hvis nu. Så vi var lidt forberedte på det. 

Vi undersøgte også en masse med vores kat, fordi der var meget papirarbejde og en vaccination, som vi skulle klare lige op til en afrejse. Bare det at finde ud af, hvor der var en dyrlæge, man kunne få fat i, hvis vi skulle rejse med kort varsel. Vi fandt så frem til en russisk dyrlæge, som efter invasionen havde arbejdet i døgndrift for alle ambassader, fordi mange skulle have dyr ud.

I lang tid var der fuldstændig tavshed. Men omkring en uge før den 5. maj fik vores ambassadør en invitation til det russiske udenrigsministerium i Moskva. Der vidste vi, at det var nu.

Udvist

Ambassadøren og souschefen kom tilbage fra mødet i det russiske udenrigsministerium lidt i tolv den 5. maj. Ambassadøren indkaldte alle de udsendte diplomater til et møde i hans bolig. Stemningen var meget speciel, da vi gik derover. Vi talte om, at det var som at gå til en eksamen. At få sin dom. Det var både forventningens glæde over endelig at få en afklaring, men også ængstelse over, hvad det har af betydning for min familie og mig. Jobmæssigt, økonomisk, livsmæssigt. 

Blandt kollegerne kunne vi jo spekulere os ihjel. Tager de halvdelen af os? Tager de flere?

Vi kom derop. Ikke alle var der, da nogle kolleger var bortrejst. Vi sad fem til mødet plus souschefen og ambassadøren. Så læste ambassadøren en skrivelse op, han havde fået med fra udenrigsministeriet. Han nævnte de syv navne, der blev udvist. Mit navn blev nævnt. Folk reagerede meget forskelligt. Det var et relativt kort møde, som jeg tror højst tog tyve minutter. Ambassadøren ringede herefter for at orientere de kolleger, som var bortrejst – ligesom resten af ambassaden fik besked. Stemningen var naturligvis trykket.

Forberedelserne

Det første jeg gjorde, var at ringe til min kone og orientere hende. Hun var i Danmark, da vi fik beskeden. Før hun rejste, havde vi talt om, at det kunne være sidste gang, hun så Moskva. Det blev det jo så. For mig kom der en masse praktik. Jeg gik i gang med at finde ud af, hvad jeg skulle have styr på, når vi skulle være ude inden for 14 dage.

På ambassaden begyndte vi at tale om, hvad vi skulle nå at opleve. Blandt andet var vi ude at se Kolomenskoye Park, hvor der var en gammel replika af et Tsar-sommerslot, og nogle af mine kolleger besøgte Kreml. Vi nåede også noget, der hedder Mercedes-bar, som er bygget op over Mercedes-bilen, hvor vi havde udsigt ud over Moskvas skyline. Jeg er meget interesseret i 2. Verdenskrig, så jeg ville gerne have set The Victory Museum, men det nåede jeg ikke. 

Jeg skulle pakke lejligheden i Rusland ned, og jeg skulle finde ud af, hvordan jeg overhovedet kom hjem. Jeg havde et klart ønske om at køre i bil, også fordi det ville være mest hensigtsmæssigt i forhold til min kat. Flyforbindelserne er jo lidt mere komplicerede til Moskva for tiden.

Det endte med, at en kollega og jeg kørte ud sammen. Vi var så heldige, at vores forsvarsattaché havde en bil, som vi kunne låne. Jeg havde tre flyttekasser, katten og et kattetoilet med. Jeg pakkede vores tøj efter årstiden, så badehåndklæder og shorts kom med, mens jeg lod vinterjakkerne blive. Jeg tog også elektronik og lidt køkkenudstyr med, fordi jeg går ret meget op i madlavning. Resten af vores lejlighed i Moskva er nu pakket ned i en container, og jeg vil tro, at der går et par måneder, før vi ser den.

Køreturen

Vi tog afsted lørdag morgen den 14. maj klokken 05.00. Vi ville køre over Finland, og vi skiftedes til at køre bilen. Jeg er glad for, at jeg kørte. Jeg fik mulighed for at se Rusland, godt nok fra motorvejen, men jeg fik ligesom et sidste farvel til landet, som jeg højst sandsynligt aldrig kommer tilbage til.

Vi kørte igennem Skt. Petersborg. Det er en fantastisk by, og det var på min bucket list, at jeg skulle tilbage og se Skt. Petersborg om sommeren. Det nåede jeg så ikke. Men jeg fik da et glimt af den fra motorvejssiden om foråret.

I Skt. Petersborg er der et kæmpe tårn, et rigtigt varemærke, og da jeg så det, tænkte jeg, at det egentlig var symbolet på det, som Rusland har været. Fremgang og økonomisk vækst. Alle de muligheder, der set fra mit arbejde, lå foran dem inden for fødevarer, energi og medicin. Det er bare væk. For Rusland, men jo også for os.

Vejkontroller

Vi mødte flere vejkontroller ved den finsk-russiske grænse. Der stod militærfolk og russisk uropoliti i baggrunden. Det var lidt mærkeligt og ikke super rart, at de stod med deres kalashnikovs, selv om de jo havde en interesse i at få os ud. Ved grænseovergangen viste vi vores diplomatpas, og det forløb uden problemer. Min kollega fortalte, at de havde stemplet annulleret på vores visum.

Da vi kom over på den finske side, var vi lettede. Der sad en finsk grænsebetjent bag en skranke, og han spurgte så, om vi var diplomater, og om vi var på vej til Danmark. Jeg svarede, at det var vi “for good”. Indtil da havde han været en meget brysk grænsebetjent, men da sagde han “ah, you are one of...”. Han sagde ikke mere, men blev så helt venlig. Der gik det op for ham, at vi var dem, der var blevet smidt ud. Det var lidt spøjst.

På køreturen fra Stockholm til København var vi virkelig trætte. Også mentalt trætte. Der blev ikke sagt så meget. Vi var undervejs i to et halvt døgn, og vi kørte noget, der ligner 2.000-2.100 kilometer. Det var en ret speciel følelse at køre over Øresundsbroen og se det første danske vejskilt. Jeg kørte hjem til min svigermor, hvor min kone var. Vi slæbte tingene op, og så faldt jeg faktisk bare i søvn.

Hjemme

Det er da lidt specielt at have været en del af danmarkshistorien og en del af en verdenshistorisk begivenhed, hvis man skal svinge sig helt op. Jeg er en af få diplomater, der er blevet udvist. Det er også med en vis portion tristhed at vide, at jeg højst sandsynligt aldrig kommer tilbage til Rusland. En udvisning er som udgangspunkt for livet. Der er meget af Rusland, jeg ikke fik set. 

Så læste ambassadøren en skrivelse op, han havde fået med fra det russiske udenrigsministerium. Han nævnte de syv navne, der blev udvist. Mit navn blev nævnt.

Mange har et billede af Rusland i 90’erne, men for eksempel Moskva er jo en hyper, moderne metropol, der teknologisk er mere udviklet end Danmark, når det kommer til elektroniske services. Jeg trivedes fantastisk i Rusland, og jeg har sagt farvel til utroligt søde, talentfulde russiske kontakter. Uanset hvad har vi rørt hinandens hjerter.

Jeg regner med i en periode at arbejde online for ambassaden her fra Danmark, ligesom vi gjorde under Covid. Men det er klart, at det kommer til at stoppe, og så rykker jeg tilbage til Fødevareministeriet, som jeg er udlånt fra. Nu skal vi finde en bolig, og så tror jeg, at det hele lige skal sætte sig lidt. Vi havde planlagt minimum at være ude i tre år, og det havde vi indrettet hele vores liv efter, så det skal vi lige finde os selv i. Men jeg er frisk på flere eventyr og på at tage de døre, der måtte åbne sig nu.