Kommentar af 
Jens Christian Grøndahl

Jens Chr. Grøndahl: Den belejrede planet

KOMMENTAR: Coronakrisen er kommet til os i forlængelse af andre kriser, der tilsammen har gjort planeten til et mere usikkert opholdssted, hærget af vildt vejr, ukontrollable migrantstrømme, demagogiske ledere, social og økonomisk uro, skriver Jens Christian Grøndahl.

Stilheden er uhyggelig, når man er bybo, og støjen fra andres færden og rumsteren er hverdagens normale lydtæppe, skriver Jens Christian Grøndahl.
Stilheden er uhyggelig, når man er bybo, og støjen fra andres færden og rumsteren er hverdagens normale lydtæppe, skriver Jens Christian Grøndahl.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er alt for stille i vores gade. Man skulle tro, at vi var langt ude på landet. Uhyggeligt, når man er bybo, og støjen fra andres færden og rumsteren er hverdagens normale lydtæppe.

Det føles som en belejring, men med den mærkelige dobbelthed, at vi er hinandens belejrere. Vi skal være solidariske ved at undgå kontakt. Helst blive hjemme. Hver gang man går ud, er det med følelsen af at betræde en farezone. Eller er det mig, der er til fare uden at vide det?

Vi skal opfatte os selv som smittebærere, bliver der sagt, og agere derefter. Det vil sige handle med hensynet til andre som altovergribende norm. Noget af en øvelse i et hyperindividualiseret samfund, hvor vi oftere adresseres som brugere end som borgere. Kunder til forbrugsgoder, rekvirenter af velfærdsydelser.

De første dages pinlige hamstring viste, hvor svært det er at have almenvellet for øje. Gammelt ord, ikke? Når det bliver alvor, er Næsten for mange en mærkeligt anonym personage, stik imod ordets enkle betydning. Og vi kan ikke engang komme i kirke og blive mindet om, hvad det går ud på.

Fakta
Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det er heller ikke nemt, når man får besked på at elske sin næste ved at rømme sig i ærmet og holde afstand. Min næste og jeg sidder bag hver sin forsvarligt lukkede hoveddør og ser den daglige pressekonference. Medierne forbinder os som aldrig før. Vores bevidstheder er forbundne kar, og de flyder over med det uhørte, aldrig før sete. Dronningens historiske formaning. Og statsministerens.

Jeg så, at nogen havde kaldt hende Mor Mette. Jeg synes snarere, hun minder om en eller andens hårdtslående og alligevel hjertevarme moster. Uanset hvordan det her kommer til at spænde af, har Moster Mette allerede bestået.

Hvis planetens krisetilstand i det hele taget kræver drastiske indgreb i den personlige frihed, hvordan ser demokratiets fremtid da ud?

Jens Christian Grøndahl

Under det sidste middagsselskab, vi var til, før det blev spærretid, betroede en borgerlig veninde mig med dæmpet stemme, at hun var glad for, at det er Mette Frederiksen, der er den for tiden. Hun kunne ikke se de samme lederevner blandt sine egne.

Replikken faldt vel at mærke for et par uger siden, før covid-19 vendte op og ned på danskernes hverdag. Den er ikke blevet mindre tankevækkende.

Om vi har at gøre med en rigtig statsmand m/k viser sig først, når en pludselig og altoverskyggende udfordring tvinger den vagthavende til at lægge sin politiske dagsorden væk. Vise, at hun eller han først og fremmest er situationen voksen.

Det vil ikke blive udslagsgivende for vurderingen af statsministerens første regeringsperiode, hvor meget hun fik gjort for Arne, klimaet eller vuggestuernes normeringer. Tungere vejer allerede hendes myndighed og mod til at træffe kontroversielle beslutninger.

Hinandens belejrede. Hvad ligger der i det?

Der ligger før alt andet den frygt, som vi dulmer med en cocktail af statistik, besindighed og fortrængning. Man kan dø af det her, og man behøver ikke at være over 80 eller lide af kol.

Men der ligger også noget andet og i universel forstand mere skræmmende end risikoen for den enkelte verdensborger. Krisen består jo i, at menneskeheden på en hidtil upåagtet måde har belejret sig selv.

Coronakrisen er kommet til os i forlængelse af andre kriser, der tilsammen har gjort planeten til et mere usikkert opholdssted, hærget af vildt vejr, ukontrollable migrantstrømme, demagogiske ledere, social og økonomisk uro.

Vi er alle sammen på tålt ophold, dét er vel, hvad den globale opvarmning fortæller os med sine skovbrande og alt for hyppige orkaner. Alligevel foregøgler vi os halvt ubevidst, at krisen foregår et andet sted, hjemme hos nogle andre. Og sandt nok, danskerne står nok ikke til at blive de første, der oversvømmes og drives på flugt, når vandene stiger.

Men hvad, hvis flygtningene fra Syrien og lykkeridderne i deres kølvand bliver for intet at regne mod strømmene af fremtidige flygtninge fra egne af kloden, som klimakrisen vil gøre ubeboelige?

Hvad, hvis coronakrisen og finanskrisen hver især blot var den første af sin art?

Et slangemarked ved Yangtsefloden viser sig at være et hygiejnisk mareridt, og et par måneder senere er alverdens intensivafdelinger ved at bryde sammen under presset. Nogle amerikanske husejere viser sig ikke at kunne gabe over deres boliglån, og nogle måneder derefter er hele nationer kastet ud i frit fald.

Hvad skete der lige dér? Og vil vi have nået at blive kloge nok, dygtige nok, næste gang nogens lokale risikoadfærd slipper sin altraserende dominoeffekt løs over hele kloden?

Med klimakrisen som den dystre baggrund står det klart, at også de andre kriser på hver deres måde udtrykker et angstprovokerende paradoks ved globaliseringen.

Det globaliserede ved vores livsform består ikke mindst i hvert enkelt middelklassemenneskes grænseløse forbrugs- og bevægelsesfrihed. Aldrig før i menneskehedens historie har det enkelte individ haft så fri og uhæmmet adgang til at realisere sig selv. Trykke sig selv og sine behov og sine ønsker af for fuld udblæsning.

Og aldrig har vi været så sårbart afhængige af hinanden.

Balancen mellem frihed og fællesskab er kommet under pres, og noget tyder på, at presset kun vil vokse.

Regeringens tiltag over for coronakrisen indebærer drastiske indgreb i friheden både for borgere og virksomheder. Et enigt Folketing står foreløbig bag, og alle kan se fornuften. Der bliver forhåbentlig ikke brug for yderligere tvang. Statsministeren har appelleret til, at vi viser samfundssind, og sådan et har vi. I hvert fald de fleste af os. Tror vi nok.

Men holder sindet, hvis indgrebene bliver skrappere? Og hvordan vil det gå på længere sigt og i global henseende?

Hvis planetens krisetilstand i det hele taget kræver drastiske indgreb i den personlige frihed, hvordan ser demokratiets fremtid da ud? Vil der være tid til rundkredspædagogik, eller bliver der brug for stærke mænd og kvinder, hvis vi skal opfylde klimamålene?

En ting er at nå til enighed om at bevilge hinanden mere velfærd, men kan vi også blive enige om at nægte os selv den ubegrænsede udfoldelse, der har kendetegnet de sidste hundrede års modernitet?

Ud fra en optimistisk betragtning vil kun demokratiet kunne sikre de svære beslutninger den nødvendige folkelige legitimitet. Men hvad så, når folk går i baglås og lukker øjnene for sandheden?

I Rusland og Østeuropa er demokratiets korte sommer efter Murens fald veget for autoritære ledertyper. USA og Brasilien regeres af farlige, virkelighedsfornægtende demagoger.

Og Kina har trods fremkomsten af en voksende middelklasse vist sig at være lige så resistent over for demokratisering, som de demokratiske lande er modtagelige for alt, hvad der kommer fra Riget i Midten. Fra pandadiplomati som dække for økonomisk og teknologisk infiltration til pandemier forårsaget af manglende veterinær kontrol.

Vi danskere skal være glade for, at vi har Moster Mette. Hun appellerer ikke bare til vores samfundssind. Hun inkarnerer det også med sin instinktive forståelse for, at frihed og fællesskab er hinandens forudsætninger. Friheden til at kunne være sig selv. Den enkeltes forståelse for, at vi andre også skal kunne være her.

Vi har meget at passe på ud over at passe på hinanden.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00