Kommentar af 
Jens Christian Grøndahl

Jens Chr. Grøndahl: Det er en udbredt misforståelse, at magt altid korrumperer

KOMMENTAR: Det danske samfunds minimale grad af korruption gør det meningsløst at anklage de folkevalgte for at være levebrøds-politikere. Om de er røde eller blå, er de drevet af en politisk gnist, skriver Jens Christian Grøndahl. 

Sammenholdt med indsatsen giver livet som politiker kun mening, hvis der er et mål af idealisme med i spillet, skriver Jens Chr. Grøndahl.<br>
Sammenholdt med indsatsen giver livet som politiker kun mening, hvis der er et mål af idealisme med i spillet, skriver Jens Chr. Grøndahl.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er stille i Folketingssalen.

De udskårne armstole med grønt betræk står tomme i deres halvcirkler. Hver især har de allerede glemt, hvem der sidst sad i dem.

De ved heller ikke, om de står til venstre eller højre for de andre. De har nok i hinandens umælende selskab og glæder sig bare over, at ingen er større eller grønnere end de andre.

Den parlamentariske heksekedel er sat på vågeblus, men det bobler ufortrødent. Nu kommer prøveballonernes tid. Jo mere vidtløftige, desto højere vil de stå på sommerhimlen, højt hævet over den pragmatiske hverdag.

Fakta
Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Endnu et politisk år er gået sin forudsigelige gang og så alligevel ikke, for ingen havde forudset den globale krise, som regering og opposition har skullet håndtere. Vist vælger man selv sit ståsted som politiker, men man er ikke herre over de udfordringer, man får ansvaret for, hvis man har mandater nok.

Det er ofte blevet sagt, at vi har de politikere, vi fortjener. Underforstået, at vi bare kan vælge nogle andre, hvis vi er utilfredse. Det er mindre indlysende, om vi også har den virkelighed, vi fortjener.

Heldigvis er ømfindtligheden stor i Danmark over for de mindste tegn på arrogance og magtfordrejning, men det kan også føre til en mistænkeliggørelse af magten som sådan.

Jens Chr. Grøndahl

I hvert fald nytter det ikke at blive fornærmet på virkeligheden. Heller ikke når den kuldkaster ens medbragte dagsorden og sætter modenheden og beslutningsevnen på prøve et helt andet sted, end man havde tænkt sig.

I længden skal politikere nok ikke bedømmes så meget på deres holdninger som på deres evne til at bestå virkelighedens prøve. Selv de rigtigste meninger blegner over for de barske realiteter. Så har man kun sit moralske instinkt, sin realisme og sit politiske håndværk. Det muliges kunst, hedder det også.

Det muliges kunst udmærker sig ikke ved stor skønhed, men den går jo også ud på noget andet end at stræbe mod det perfekte. I en parlamentarisk virkelighed, hvor ingen helt får sin vilje, er det bedst mulige resultat altid bedre end at gå tomhændet fra forhandlingsbordet.

Det samarbejdende folkestyre er en gråmeleret affære, men frem for at skuffes over middelmådigheden bør man måske i stedet minde sig selv om, at gråtoner er vejen mellem lys og mørke.

Ingen har patent på at definere det fælles bedste. Derfor er det bedst, når man kan finde hinanden og på den måde i det mindste udjævne noget af modpartens skråsikkerhed.
Sådan er dagens Danmark steget frem gennem kompromisernes gråvejr som et rimeligt okay land at bo i.

I min egen verden af selvudnævnte skønånder, ærgerrige spinatfugle og galsindede fusentaster giver det points i omdømmet at tale negativt om politikerne. Der er konsensus om, at de folkevalgte per definition er en flok magtbegærlige kynikere, der ikke tænker på andet end at løbe så stærkt, de kan, fra deres valgløfter, besatte som de er af taburetter og ministerbiler.

Rollefordelingen er klar. Over for den politiske klasse af skurke og skurkinder står det sagesløse, rødkindede folk, der altid ender med at blive tromlet og røvrendt af magthaverne. Sjovt nok er fortællingen den samme på den yderste venstrefløj, som den er blandt højreekstremister. Myten om folket.

Og pressen hopper gerne med på den vinkel. Altid klar til at sende et kamerahold ud, så vi kan komme helt ned i kaffemaskinens afmægtige suk og melankolske dryppen, mens vi hører om, hvad der er for dårligt.

Heldigvis er ømfindtligheden stor i Danmark over for de mindste tegn på arrogance og magtfordrejning, men det kan også føre til en mistænkeliggørelse af magten som sådan. Det skader folkestyret og ansporer kun til yderligere ansvarsforflygtigelse, ikke bare hos politikerne, men også blandt os, der vælger dem.

Ministre skal ikke mase deres politik igennem ved at bøje lovgivningen, men ved at få nye love vedtaget. Det giver sig selv. Dårlige politikere kan undergrave vælgernes tillid, men det kan dårlig tro også. Den udbredte misforståelse, at magt per definition korrumperer.

Som om der var et uoverstigeligt svælg mellem livet bag Borgens mure og livet udenfor. Som om alt, hvad der findes på Christiansborg, ikke var båret med ind fra folkedybet.

Vel er det godt, at vi har den fjerde statsmagt til at gribe politikerne i kravetøjet. Vi har det bare med at glemme, at det til syvende og sidst er vores eget ansvar, hvem der sidder i folketing og regering. Vores egen skyld, at de sidder der.

Hvis vi har de politikere, vi fortjener, er det ikke kun, fordi vi selv har valgt dem. Det er også, fordi de siddende dér i salens rundkreds af stole med grønt betræk tilsammen udgør et spejl. Et her og nu-billede af, hvem vi danskere er i al vores dårskab og visdom.

Gennem årene har jeg mødt politikere både til højre og venstre for den politiske midte. Dette magiske sted uden udstrækning, hvor alle må mødes, uanset hvor de kommer fra. Hvis de altså ønsker at sætte handling bag ordene frem for at sidde på gærdet med korslagte arme.

Hvad enten de var blå eller røde, var det begavede, engagerede mennesker, jeg mødte. I stand til at sætte sig ind i store og indviklede sagskomplekser, det ene efter det andet, endda på meget kort tid. Villige til at tilbringe dage og nætter fjernt fra familien i forsøget på at finde løsninger for vores land. Parate til at udsætte sig for det politiske spils uundgåelige råhed og journalisternes inkvisitoriske mistænkeliggørelse.

Jeg er ikke i tvivl om, at magten i sig selv udøver en stærk tiltrækning på de mennesker. Fascinationen ved at komme ind i det kraftfelt, hvor virkeligheden kan formes. Jeg er heller ikke blind for, at politikere drives frem af de samme motiver som alle andre. Forfængelighed, behovet for anerkendelse og rampelys. Alt det, der hører til den menneskelige komedie.

Men jeg har aldrig fornemmet andet, end at de – blå som røde – er blevet tændt engang af en gnist, som de stadig bærer en glød af, hvad enten den blusser i dem eller bare ulmer lige så stille under årenes aske.

Det kan være social indignation eller en ubændig frihedstrang. Viljen til at trodse eller til at beskytte. En tro på forandring eller på værdien i at bevare.

Hos dem alle mærker man, at de engang i deres ungdom kom til at se samfundet i et bredere perspektiv end den private interesse. Hvad enten de er intellektuelle eller ej, har de med hver sine forudsætninger engang stillet sig selv spørgsmålene: Hvad er godt? Hvad er fællesskab? Hvad er frihed?

Sagt på en anden måde har jeg aldrig mødt en levebrødspolitiker, simpelthen fordi det i et samfund med så lidt korruption som det danske er noget af det dummeste, man kan gå efter at blive.

Det kan godt være, at der følger nogle frynsegoder med her og en privilegeret adgang dér, men sammenholdt med indsatsen giver livet som politiker kun mening, hvis der er et mål af idealisme med i spillet.

Allermest interessant og givende har det været at møde tidligere politikere, der for længst har forladt det politiske liv. Fordi de ikke længere er forpligtede af partidisciplin og taktiske hensyn, kan de give et sjældent indblik i de historiske og menneskelige omstændigheder omkring beslutningsprocesser, der har været med til at forme vores fælles vilkår.

Som det muliges kunstnere har de en indsigt i samfundsforhold og livsbetingelser, som de færreste forfattere kommer i nærheden af.

De er desuden hårdføre. De kan fortælle med et smil og et skuldertræk om nederlag og ydmygelser, der ville have fået en følsom kunstnersjæl til at søge mod det nærmeste musehul for aldrig at vise sig igen.

Jeg tænker somme tider på, hvad der ville ske, hvis de kulturjournalister, der interviewer os forfattere, gik til os med den samme kritisk pågående, altgennemskuende ubønhørlighed, som når deres kolleger på Christiansborg trænger en folkevalgt op i en krog.

På kultursiderne kan man for alvor tale om mikrofonholderi. Vi kunstnere får lov at slippe afsted med de mest letkøbte floskler, hvorimod politikerne ikke engang tør svare, at dét spørgsmål skal hun eller han da lige hjem og tænke nærmere over.

Man siger, at en uge er lang tid i politik, men så længe ville jeg slet ikke overleve. Jeg ville nedsmelte for åben skærm, og ved forhandlingsbordet ville jeg forære alt væk bare for at kunne komme ud i solen og den friske luft.

Det er ikke min verden. Jeg tror heller ikke, at vi danskere generelt skal ønske os at komme for tæt på den. Det er også resultaterne, der tæller. Det ved de om nogen inde på Christiansborg, og så meget desto større er min respekt og påskønnelse.

Dette er det bedste sted, jeg kan udtrykke begge dele. Ikke mindst fordi det bliver den sidste klumme, jeg skriver i Altinget. Tillad mig derfor på mine helt egne vegne at takke Folketingets politikere for, at I gider og vil os noget.

Tak også til læserne for jeres opmærksomhed og for den engagerede respons, jeg har fået fra mange af jer.

God sommer til alle!

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00