Kabul i 2021 ligner i ulykkelig grad Saigon i 1975

Præsident Joe Biden lod forleden utvetydigt forstå, at der ingen anden udvej er end den planlagte exit fra Afghanistan:

”Jeg fortryder ikke min beslutning. Afghanske ledere må tage sig sammen. De er nødt til at kæmpe for sig selv, kæmpe for deres land.”

Den råhed, som Biden udviser, er i harmoni med den amerikanske befolkning. Kun få, hvis efterhånden nogen overhovedet, ønsker, at USA skal blive et sekund længere end nødvendigt. Den snart 20 år lange krig har udmattet den uomgængelige nation.

To ud af tre amerikanere støtter beslutningen om at trække alle tropper ud af Afghanistan – også selv om det måtte betyde, at Taleban igen overtager styringen. Det er rent ud sagt, som om USA’s lyst til at kæmpe for det fjerne lands demokratisering er forsvundet.

De afghanere, som har hjulpet USA og dets allierede, prøver febrilsk og desperat at komme i sikkerhed i Vesten.

David Trads

Fra det øjeblik, hvor Biden meddelte, at USA ville trække alle tropper ud senest på den symbolske dato, 11. september 2021 - altså på 20-års-dagen for terrorangrebet på USA – er det åbenlyst, at Taleban-krigerne har vejret morgenluft. Den ikoniske afghanske talemåde – ’det kan godt være, at I har alle de dyre ure, men vi har al tiden’ – ser ud til at holde stik.

Afghanistan, et af klodens fattigste og mest ufremkommelige steder, er historisk symbol på imperiernes nederlag:

Det britiske blev ydmyget i midten af 1800-tallet, det sovjetiske i 1980’erne, og nu det amerikanske i 2000’erne. Den sovjetiske tilbagetrækning i februar 1989 var en slags varsel om sovjetkommunismens kollaps. Vi må håbe, at den amerikansk/vestlige exit ikke er et forvarsel om vores sammenbrud.

Ideen om at demokratisere Afghanistan gennem såkaldt ’nation building’ var en naiv drøm, håbløst udført af skiftende amerikanske præsidenter og generaler.

David Trads

Vi må huske, at der var gode årsager til invasionen i efteråret 2001: Det var i de afghanske bjerge, at Osama bin Ladens al-Qaeda trænede deres terroraktioner, godt beskyttet af Taleban-regimet i Kabul. Det måtte slås ned af Vesten for at hindre nye terroranslag.

Vi må også huske, at alt det, som fulgte efter, er en eklatant fiasko: Ideen om at demokratisere Afghanistan gennem såkaldt ’nation building’ var en naiv drøm, håbløst udført af skiftende amerikanske præsidenter og generaler.

Lige nu er virkeligheden grum for de plagede afghanere, hvis nuværende samlede befolkning nærmest aldrig har oplevet andet end terror og krig. Taleban-krigere, som gemte sig i bjerghulerne, da de var mest trængt, buldrer nu frem. De indtager styringen af den ene provins efter den anden. Inden vi ved af det dominerer de måske hele nationen.

Akut giver det sig udslag i, at situationen i Kabul i 2021 ligner den, vi husker fra Saigon i 1975. Dengang, da amerikanerne endegyldigt trak sig fra Vietnam-krigen, gav det to grumme virkeligheder:

De sidste amerikanere blev dramatisk evakueret fra rasende folkemængder, og de vietnamesere, som havde hjulpet USA under krigen, prøvede febrilsk og desperat at komme med ud for at undgå at blive angrebet og slået ihjel.

I dag ser det nærmest identisk ud i Kabul:

USA forsøger aktivt og intenst at sikre, at alle amerikanere slipper ud af den afghanske hovedstad, inden det går helt galt. Og de afghanere, som har hjulpet USA og dets allierede, prøver febrilsk og desperat at komme i sikkerhed i Vesten.

Det store håb lige nu må være, at USA, men også os andre, inklusive Danmark, lærer af Kabul i år, som vi længe lærte af Saigon i 1975 – nemlig at vi skal holde os fra lange krige langt fra vores region, for vi kan ikke vinde dem i længden.