33 danske jøder: Regeringens definition af antisemitisme udvander begrebet og svigter kampen mod jødehad

Jøder For Retfærdig Fred
Se alle afsendere i faktaboksen i bunden af indlægget
Vi starter 2026 med en tredje indsats, der skal bekæmpe antisemitisme, på fire år. Spørgsmålet er, hvad det er, vi skal bekæmpe.
Antisemitisme er jødehad, men der er ikke enighed om, hvordan man definerer begrebet.
Alligevel overses den uenighed, når man i medierne kan se politikere tale om stigende antisemitisme efter det frygtelige angreb i Australien på jøder forsamlet for at fejre Hanukkah.
Vi har selv lige fejret Hanukkah for tredje år i træk på Nørrebro, hvor vi ofte laver events som en jødisk gruppe.
Vi har på intet tidspunkt følt os truet af dem, der af mange efter angrebet i Australien blev udråbt som ansvarlige for det antisemitiske angreb – nemlig den pro-palæstinensiske bevægelse. Vi er selv en del af denne.
Når man taler om antisemitisme, bliver den offentlige debat ofte polariseret, og vi mener, at årsagen blandt andet skal findes i, at begrebet er så dårligt defineret.
Staten vil beskytte, men ikke lytte
I Jøder For Retfærdig Fred har vi flere gange henvendt os til politikerne og i høringssvar til EU om bekæmpelse og definitionen af antisemitisme.
Vi er endnu ikke blevet hørt eller inviteret til at drøfte, hvad vi som jøder i Danmark mener. Vi er uforstående over for, at vi som den eneste af flere jødiske grupper i Danmark udelukkes fra den politiske proces, selvom vi er en del af det mindretal, der udsættes for antisemitisme.
Måske er det fordi vi tidligere har skrevet, at "bekæmpelse af antisemitisme skal ses i sammenhæng med andre former for racisme (...) vi er selv udsat for antisemitisme, herunder den konstante sammenblanding af dansk jødisk identitet med zionisme. Denne sammenblanding er ikke bare ukorrekt, men også dehumaniserende og medvirker til at sætte os som minoritet op mod andre minoriteter."
I Jøder For Retfærdig Fred mener vi ikke, at Danmark skal anvende definitionen af antisemitisme fra International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA). IHRA-definitionen indeholder eksempler, hvor kritik af Israel sidestilles med antisemitisme.
Vi finder det dybt problematisk, at man risikerer at sammenblande legitim kritik af en stat med jødehad.
Det risikerer at udvande begrebet antisemitisme, når man konstant fokuserer på såkaldt antisemitisme fra en gruppe, der inkluderer jøder som os, og som handler om legitim kritik af Israel.
Jøder For Retfærdig Fred
Det er en definition, der i praksis bliver brugt til at lukke munden på dem, der kæmper for palæstinensernes rettigheder og kritiserer Israel. Det er et angreb på ytringsfriheden. Som der står i regeringens handlingsplan mod racisme:
"Det er afgørende, at der i et demokratisk samfund er en fri debat om alle væsentlige samfundsspørgsmål. Og beskyldninger om racisme bør aldrig bruges til at undertrykke legitime holdninger."
Begrebet antisemitisme udvandes
Det konstante fokus på Israel slører den voksende antisemitisme fra højrenationale bevægelser i USA, Europa og i Danmark. Disse bevægelser nævnes ikke i handlingsplanen, og der afsættes ikke midler til at forske i dem – kun til at undersøge den såkaldte "nye antisemitisme", som handler om staten Israel.
Det risikerer at udvande begrebet antisemitisme, når man konstant fokuserer på såkaldt antisemitisme fra en gruppe, der inkluderer jøder som os, og som handler om legitim kritik af Israel.
Det udvander også begrebet, når jøder konstant bliver nævnt i sammenhæng med Israels ageren, som om danske jøder og Israel ikke kan adskilles.
Samtidig er det med til at skabe problemer med antisemitisme, når både medier, politikere og selve definitionen af antisemitisme ikke forstår at skelne mellem diasporiske jøders legitime krav på beskyttelse mod hadforbrydelser og en stats illegitime afkrævning af at undgå kritik. Stater har ikke menneskerettigheder, det har kun mennesker.
I vores gruppe mener vi, at man skal vælge den langt bedre definerede Jerusalem-deklaration.
Jerusalem-deklarationen om antisemitisme er udarbejdet af fremtrædende, herunder jødiske, forskere. Den definerer antisemitisme præcist og skelner klart mellem jødehad og legitim politisk kritik. Den sikrer en balance mellem ytringsfrihed og bekæmpelse af antisemitisme – hvilket IHRA-definitionen ikke gør.
Hierarki mellem minoriteter
Vi kan konstatere, at der efter tre indsatser mod antisemitisme på fire år og én handlingsplan mod racisme, hvor antisemitisme nævnes, stadig ikke er taget tilsvarende initiativer for at bekæmpe had mod andre religiøse og etniske minoriteter som danskere med afrikansk, asiatisk og arabisk afstamning eller muslimer eller hinduer.
Kun jøder og grønlændere er nævnt i handlingsplanen mod racisme fra februar 2025.
Ifølge flere undersøgelser er muslimer mest udsat for racisme i Danmark og udgør samtidig det største minoritetsetniske mindretal. Alligevel nævnes islamofobi ikke i handlingsplanen mod racisme, mens antisemitisme nævnes syv gange.
Når jøder som gruppe får særbehandling, mens andre lider i stilhed, kan det skabe frustration – netop den form for harme, der kan nære antisemitisme.
Jøder For Retfærdig Fred
Ofte mødes vi med at "danske jøder kræver noget særligt, fordi der har været så voldsomme angreb, at flere steder nu er bevogtet med politi." Ja, det synes vi også er et problem. At et mindretal er truet, er et problem - vi er en del af det mindretal.
Det er også et problem, når hadforbrydelser og diskrimination bliver sat op i et hierarki, hvor én gruppe får en særlig og stor indsats, mens en anden gruppe, der dagligt udsættes for racisme, end ikke nævnes.
Denne forskelsbehandling kan i sig selv ses som en form for racisme - hvilket risikerer at forværre problemet med antisemitisme.
Man skaber splittelse ved at opprioritere en gruppes tryghed fremfor en anden. Når jøder som gruppe får særbehandling, mens andre lider i stilhed, kan det skabe frustration – netop den form for harme, der kan nære antisemitisme.
I Jøder For Retfærdig Fred mener vi, at kampen mod antisemitisme er legitim og vigtig, men den skal ikke bruges til at blokere for andre gruppers legitime krav på at blive beskyttet.
Den skal heller ikke bruges til at skjule et andet folks krav på ikke at blive undertrykt.
Vi vil ikke være skjold for at skjule kritik af en stat, der ifølge næsten alle eksperter i folkedrab og en række store menneskerettigheds- og humanitære organisationer begår folkedrab og dagligt overtræder internationale konventioner om apartheid og krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Vi ønsker ikke, at der laves særlige indsatser mod diskrimination af os, når andre grupper, der diskrimineres, ikke får samme indsatser. Det sætter minoriteter op i et hierarki. Det er hverken de andre, vi eller Danmark er tjent med.
Hvornår er det antisemitisme?
Det er bekymrende, at der ikke bruges en bedre definition af antisemitisme end den kritiserede IHRA-definition. For hvornår er det antisemitisme, og hvornår sætter vi ytringsfriheden over styr?
Vi har brug for en definition, der klargør, at følgende tre eksempler ikke alle er ens – eller om de overhovedet alle kan beskrives som antisemitisme:
Er det antisemitisme, når danske politikere offentligt har råbt "sieg heil" eller heilet?
Er det antisemitisme, når vi bliver kaldt for kapo'er, fordi vi er jøder, der mener at læren af Holocaust også er, at andre folk skal beskyttes; at "aldrig igen" er for alle?
Er det antisemitisme, når man siger, at Israel overtræder folkedrabskonventionen og udøver apartheid?
Man kan ikke bekæmpe jødehad effektivt ved at lukke øjnene for højrenational antisemitisme, mens man fokuserer på legitim Israelkritik.
Jøder For Retfærdig Fred
Vi har brug for en bedre definition af antisemitisme for at bekæmpe den.
Det er vigtigt, at politikerne inddrager alle jødiske grupper, når der laves planer om bekæmpelse af antisemitisme. Man kan ikke beskytte et mindretal og ignorere, at det mindretal har flere stemmer.
Man kan ikke bekæmpe jødehad effektivt ved at lukke øjnene for højrenational antisemitisme, mens man fokuserer på legitim Israelkritik.
Og man kan ikke kalde det retfærdighed, når ét mindretals lidelse prioriteres, mens andre udsatte minoriteter ignoreres.
Danmark kan gøre det bedre. Men først skal man lytte til dem, man vil beskytte – også når budskabet er ubekvemt.
Lewis Lebolt
Dave Haliva
Shahan Neman
Judith Katz
Ethan Kolokoff Nowack
Klaus Goldschmidt Henriksen
Eline Cecilie Feldman
Naja Broad
Glæde Kummer
Tara Adler
Zen Donen
Simon Noam Karlin
Robert Refby
Nana-Francisca Schottländer
Gabriela Kaplan
Line Skat Halberg
Ella Mink
Yonatan Goldshtein
Barbara Adler
Jacob Szankowski
Jonathan Ofir
Olivia Lincoln
Lise Jonassen Goldschmidt
Valdemar Silverstein Markussen
Zelma Feldman Lewerissa
Ditte Jessing
Boaz Barkan
Daniella Maja Nahor
Rose Mink
Rebecca Nachman
Sara Nir
Anna Katz
Shlomo Cohen
- Disse myndigheder er vokset og skrumpet mest under SVM-regeringen
- Hvis staten ikke dropper kontroversiel virksomhed, bliver vi en teknologisk vasalstat for USA
- Flertallet bag koranloven forsvandt på valgnatten. Men nu vil SF alligevel holde hånden under den
- Mens Løkke forhandler, arbejder Nanna Gotfredsen på at få ny socialreform med i regeringsgrundlaget
- Løhde fik sat sit aftryk på sundhedsvæsenet. Men vælgerne valgte hende fra
































