Kampen om de 0,6 procent

Når truget er tomt, bides hestene. Det har været den politiske virkelighed i store dele af den offentlige sektor, efter krisen ramte Danmark for over seks år siden og bankede bunden ud af såvel kommunernes som statens budgetter.

På få år blev der skåret over 12 milliarder kroner af de kommunale velfærdsudgifter, og mellem 30 og 40.000 offentlige ansatte har mistet deres job. De fleste kender fortællingen og vil også vide, at bunden ser ud til at være nået, men at der ingen udsigt er til, at de magre år bliver fulgt af syv fede år.

Skulle man være i tvivl, gentog både KL's formand Martin Damm (V), finansminister Bjarne Corydon (S) og statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen (V) det samstemmende til KL's årlige Kommunaløkonomiske Forum (KØF), der blev afholdt i Aalborg sidste uge.

Her mødtes økonomiansvarlige politikere og embedsmænd fra landets kommuner for at få indblik i, hvad der er på dagsordenen i de højere politiske luftlag i KL og regeringen, og for at diskutere de rammer, økonomien sætter for velfærden lokalt.

Alles kamp mod alle
I en årrække har stemningen været præget af den massive sparedagsorden. Det har spillet aktører ud mod hinanden på alle niveauer i den offentlige sektor.

Faglige organisationer har ført en hård og til tider indædt kamp mod KL og Finansministeriet for at begrænse besparelserne, og de har kæmpet mod hinanden for at reducere skadevirkningerne for netop deres medlemmer.

På samme måde har KL, Danske Regioner, gymnasier og universiteter været kastet ud i en alles kamp mod alle om regeringens og ikke mindst finansministerens gunst, eller måske nærmere barmhjertighed.

Lokalt er der kæmpet slag fra institutionsdør til institutionsdør, når besparelserne er blevet rullet ud af de kommunale byråd efter hårde armlægninger mellem de politiske udvalg.

Det hele har samtidig manifesteret sig på den landspolitiske scene, hvor udviklingen i den offentlige sektors økonomiske ramme fremstilles som en afgørende skillelinje mellem blokkene. Med Dansk Folkeparti som en ikke uvæsentlig joker.

Økonomiens primat
I baggrunden af disse ofte eksplosive slagsmål er der samtidig sket en mere grundlæggende omkalfatring af styringen af den offentlige sektor, der har gjort økonomien til det afgørende omdrejningspunkt på stort set alle niveauer.

Med budgetloven og de dertilhørende sanktioner sikrede Finansministeriet, at de centralt fastlagte økonomiske rammer i det store hele er blevet ufravigelige i den kommunale og regionale velfærdsproduktion.

Samtidig er der sket en udvikling – mange vil kalde det et skred – hvor det i dag er blevet langt mere legitimt at tale økonomien op som et afgørende hensyn i udformningen af velfærdspolitikken.

KL har i den sammenhæng spillet en meget aktiv rolle i forhold til at skubbe de økonomiske hensyn højere op på den politiske dagsorden. Formålet har blandt andet været at få økonomiaftalerne til at fremstå som en effektiv og troværdig måde at koordinere den offentlige økonomi.

På den ene side ligger det i KL's dna, at kommunerne står stærkere, når de taler med en samlet stemme. Samtidig handler det også for KL om at sikre egne interesser. Uden økonomiaftalerne vil KL være langt mindre interessant for Slotsholmens ministre og embedsmænd.

Og hvad skal kommunerne så med en så stor og dyr organisation.

En troværdig samarbejdspartner
Officielt er KL imod såvel budgetloven som det kommunale skatteloft og sanktionerne ved budgetskred. Men går man organisationens medarbejdere lidt på klingen - uden for citat - indrømmer de, at de faktisk er glade for lovgivningen.

Den gør det meget nemmere at indgå aftaler med regeringen, der rent faktisk bliver overholdt. På den måde havde Bjarne Corydon langt hen ad vejen sig selv at takke, da han på KØF understregede, at der ikke længere er nogen, der stiller spørgsmålstegn ved aftalesystemet.

”Den slags overvejelser er gjort til skamme. I er troværdige samarbejdspartnere,” lød det fra Corydon.

Seks promillers usikkerhed
I år var baggrundstæppet for det kommunaløkonomiske forum mere optimistisk. KL og Danske Regioner har som bekendt begravet stridsøksen og bevæger sig nu med sikre skridt mod en fusion.

Med de aktuelle offentlige overenskomstforhandlinger er fagbevægelsen organiseret i det nye Forhandlingsfællesskab, som blandt andet skal give indtryk af en fornyet solidaritet på den side af bordet.

Samtidig har regeringen ved de seneste finanslovsaftaler øget bevillingerne til såvel den kommunale som den regionale velfærd, og de økonomiske konjunkturer synes at fortsætte den langsomme forbedring.

Alligevel var det bekymringen for de kommunale budgetter, der skinnede igennem i KL's formands tale til KØF.

For selv om regeringen bebuder en vækst i det offentlige forbrug på 0,6 procent, så er det ikke først og fremmest de kommunale velfærdsområder, der synes at have politikkernes opmærksomhed på Christiansborg.

Slagsmålet fortsætter efter valget
Bliver der tale om nulvækst, som Venstre lægger op til, så vil det reelt betyde minusvækst i den kommunale økonomi, frygter Martin Damm.

”Kommunerne risikere at ende som sorteper efter gymnasier og universiteter. Hvis det skal prioriteres, vil nulvækst betyde besparelser i kommunerne,” siger Martin Damm.

På den måde spænder det kommende folketingsvalg en usikkerhed om de økonomiske rammer ud over den offentlige sektor. Men det er vigtigt at bide mærke i, at den aktuelle spændvidde i de politiske alternativer ikke er større end 0,6 procent, altså seks promille.

Derfor er der al mulig grund til at antage, at den klassiske politiske kamp om at sikre sig og sine flest mulige ressourcer vil fortsætte både frem til og efter det kommende folketingsvalg. Uanset hvem der løber med sejren. Omend i en lidt mindre hård tone, end de foregående år har budt på.

*Tallene for år 2014 og 2015 er budgettal, mens tallene for de foregående år er regnskabstal. 
Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet og KL

Grafen er korrigeret for 2014 og 2015, da de oprindelige tal ikke var direkte sammenlignelige med de øvrige år.

Det skal samtidig bemærkes, at kommunerne i de senere år er endt med et regnskabsresultat på mellem to og fem milliarder under det budgetterede. Var alle tal baseret på årets budgetter, ville stigningen fra 2013 til 2014 derfor ikke være så markant.