Kaos i Iowa er et dårligt varsel for USA’s demokrati

Forklaringen på det kaotiske valg i delstaten Iowa er efter alt at dømme banal: en app, der ikke virkede. En organisation, der ikke var var ordentligt forberedt.

Men fejl og forsømmelser er det stof, konspirationsteorier bliver vævet af. Det gælder især i et land, hvor det seneste præsidentvalg faktisk blev udsat for en massiv russisk påvirkningskampagne. Og hvor landets præsident fortsat benægter, at det skete. 

”Hvornår begynder demokraterne at bebrejde RUSLAND, RUSLAND, RUSLAND i stedet for deres egen inkompetence for den valgkatastrofe, der lige indtraf i den prægtige delstat Iowa?” skrev Donald Trump således på Twitter i denne uge. 

When will the Democrats start blaming RUSSIA, RUSSIA, RUSSIA, instead of their own incompetence for the voting disaster that just happened in the Great State of Iowa?

— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) February 4, 2020

To af hans sønner gik skridtet videre og skrev ligeud, at problemerne var et bevis på valgsvindel hos Demokraterne. 

Allerede under valget i 2016 dyrkede Trump flittigt teorien om valgsvindel hos Demokraterne. Nogle af de mails fra demokratiske topfolk, som med hjælp fra Rusland og WikiLeaks blev stjålet og lækket, udstillede, at partiets top ikke brød sig om Bernie Sanders.

Den oplysning forvandlede Trump til en fortælling om, at Demokraterne og Hillary Clinton stjal nomineringen fra Sanders.

Begivenhederne i Iowa passer perfekt ind i Trumps fortælling om, at hans modstandere er uhæderlige. 

Og på den måde er valget i Iowa et tegn på, hvad der venter frem mod præsidentvalget i november. Og et varsel om, at USA inden årets udgang kan befinde sig i en meget dyb forfatningsmæssig krise, som i værste fald kan udløse væbnede opgør i verdens mest magtfulde demokrati.

Lyder det overdrevet? Ja – og forhåbentlig ender det ikke så galt. Men scenariet er et, som bliver diskuteret og taget alvorligt blandt diplomater, der følger USA tæt.

Hvis du er i tvivl, så kig på billedet over denne artikel. De bevæbnede mænd er hverken politifolk eller soldater. De er civile demonstranter, som for et par uger siden deltog i en demonstration i delstaten Virginias hovedstad, Richmond, for at protestere over nye, stramme våbenlove.

Demonstrationen samlede cirka 20.000 mennesker, hvoraf mange var bevæbnede med store og tunge våben. Alt forløb fredeligt, men op til demonstrationen anholdt de amerikanske efterretningstjenester flere medlemmer af nynazistiske grupper, der var mistænkt for at ville stifte uro og for at planlægge et drab på venstreorienterede aktivister.

På den måde var demonstrationen i Virginia en påmindelse om, at der findes grupper i USA, der dyrker konspirationsteorier, ser med meget stor skepsis på enhver form for statslig myndighed, og som ikke nødvendigvis accepterer statens monopol på at udøve vold.

Donald Trump tweetede selvfølgelig også om demonstrationerne. Ikke for at rose myndighederne for at have optrevlet en attentatplan og heller ikke for at mane til ro; i stedet skrev han, at demonstranterne havde god grund til at være vrede, fordi Demokraterne er ude på at tage amerikanernes våben fra dem.

Tilstedeværelsen af væbnede grupper i USA er ikke noget nyt. Det nye er, at landet ledes af en præsident, der selv dyrker og spreder konspirationsteorier i en lind strøm.

Tre år efter at han blev indsat, har både vælgere og medier efterhånden vænnet sig så meget til det, at det stort set ikke vækker nogen opmærksomhed, når USA’s præsident beskylder sin egen efterretningstjeneste for at lyve eller kalder politiske modstandere for landsforrædere.

Derfor får det heller ikke nogen konsekvenser, at Donald Trump har misbrugt sit embede til at tilbageholde økonomisk hjælp til Ukraine i et forsøg på at skade en hjemlig politisk modstander. Eller at han siden har blokeret arbejdet med at kaste lys over forløbet.

Donald Trumps position i det republikanske parti er nu så stærk, at ingen af partiets medlemmer af Senatet kan eller vil udfordre ham. I stedet modtog de ham med bragende bifald, da han tirsdag aften besøgte Kongressen for at holde sin årlige tale om nationens tilstand.

Inden talen nægtede han demonstrativt at give hånd til Demokraternes leder, Nancy Pelosi, som til gengæld demonstrativt rev hans tale i stykker, lige da den var slut.

På den måde er polariseringen rykket fra gaderne og helt ind i Kongressen. Den gensidige respekt for modstanderens synspunkt, som ethvert demokratisk system bygger på, eroderer. Følelserne – og den dominerende følelse her er vrede – tager magten fra fornuften.

Det er en strategi, Trump meget bevidst har forfulgt fra det øjeblik, han trådte ind i politik. I valgkampen i 2016 sagde han direkte til Hillary Clinton, at hun burde smides i spjældet – og det er siden blevet et kampråb, som til Trumps åbenlyse fornøjelse runger blandt tilhængerne, hver gang Clintons navn bliver nævnt ved hans valgmøder.

I valgkampen mod Clinton gjorde Donald Trump det også klart, at han mistænkte Demokraterne for valgsvindel og derfor ikke ville anerkende valgresultatet, hvis han tabte.

Trump endte som bekendt med at vinde, men det forhindrede ham ikke i at dyrke en konspirationsteori om omfattende valgsvindel til Clintons fordel.

Til gengæld afviser han blankt den dokumenterede russiske påvirkning af valget, som hans egne efterretningstjenester har påvist.

Alt dette leder frem til et meget enkelt spørgsmål: Hvad sker der, hvis Donald Trump i et tæt opløb taber præsidentvalget i november?

Hvad nu, hvis det ender som i 2000, hvor nogle få hundrede stemmer i Florida afgjorde valget, og hvor der var alvorlig tvivl om resultatet?

Dengang valgte den demokratiske kandidat Al Gore til sidst at anerkende nederlaget for at undgå at skabe tvivl om den demokratiske legitimitet bag landets politiske leder.

Kan man forestille sig, at Trump vil gøre det samme? Næppe.

Det er svært at forestille sig, at Donald Trump, som vi kender ham, vil anerkende et nederlag – uanset hvor klart det måtte være. Han vil derimod gribe enhver mulighed, der byder sig for at rejse tvivl om resultatet. Det kaotiske valg i Iowa er en perfekt platform for den strategi.

Spørgsmålet er ikke, om Trump kommer til at misbruge valget i Iowa til at fremsætte nye konspirationsteorier i de kommende måneder. Den er sikker.

Spørgsmålet er, om nogle af landets mange væbnede grupperinger vil lytte så meget, at de går på gaden den dag, Trump efter et valgnederlag i november beskylder Demokraterne for at have begået et statskup. Den situation er desværre ikke taget fra en dystopisk fremtidsroman. Den kan være virkelighed om ni måneder. 

-----

Jakob Nielsen (født 1971) er chefredaktør på Altinget. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har studeret international økonomi ved CBS. I en årrække har han været ansat på Politiken som indlandsredaktør, politisk redaktør og korrespondent i Bruxelles og Washington. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.