Debat

Klimaforskere: Vi diskuterer ikke klimaets hovedproblem

Den voksende verdensbefolkning accelerer drivhusudledninger til atmosfæren. Den sammenhæng skal brydes parallelt med udviklingen af vedvarende energi, skriver Sebastian Mernild og Ola Johannesen.

Middeltemperaturen for Arktis er steget næsten fire gange hurtigere end klodens middeltemperatur, skriver Sebastian Mernild og Ola Johannesen.
Middeltemperaturen for Arktis er steget næsten fire gange hurtigere end klodens middeltemperatur, skriver Sebastian Mernild og Ola Johannesen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sebastian Mernild
Ola M. Johannessen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Inderst inde ved vi det.

Vi reflekterer alligevel sjældent over, at det dels er befolkningstilvæksten og -størrelsen, der har forårsaget de klimaændringer, vi har oplevet over de seneste årtier, dels den stigende efterspørgsel efter og forbrug af energi – energi, som bliver brugt af klodens befolkning til eksempelvis opvarmning, nedkøling, materiale-, industri- og fødevareproduktion, transport til lands og til vands, byggeri af boliger og industri – der er årsagerne til de forandringer, vi ser i klimasystemet.

Omkring firefemtedele af den energi, klodens befolkning efterspørger, kommer i dag fra fossile brændstoffer. Det har over tid siden industrialiseringen forårsaget stigende udledninger af drivhusgasser til atmosfæren inklusive CO2.

Ifølge FN's klimapanel (IPCC) er atmosfærens indhold af CO2, metan og lattergas højere end nogensinde de sidste 800.000 år, og den nuværende CO2-koncentration har ikke været oplevet i mindst to millioner år.

Siden industrialiseringen er atmosfærens koncentration af CO2 steget fra cirka 285 parts per million til i dag at blive målt til over 420 parts per million.

Koncentrationen er ikke blot steget, den er også steget hurtigere og hurtigere over tid og derved skabt en kraftigere drivhuseffekt og dermed et varmere klima.

Afledte forandringer i Arktis
Fra en CO2-koncentration i atmosfæren på 290 til 300 parts per million gik der cirka 40 år, og fra en koncentration på 410 til 420 parts per million gik der tre år.

I den sammenhæng bør det fremhæves, at karbonkredsløbet er komplekst, men det er værd at bemærke, at verdenshavene optager omkring en fjerdedel af de samlede CO2-udledninger, og selvsamme gør vegetation på land, i særdeleshed skovene.

Der er en sammenhæng – perfekt korrelation – mellem befolkningstilvækst og den stigende CO2-koncentration i atmosfæren

Sebastian Mernild og Ola Johannesen, professorer på henholdsvis Syddansk Universitet og Nansen Scientific Society

Så hvis det ikke var for disse fysiske systemer og "sinks", ville vi forventeligt have set en endnu højere koncentration af CO2 i atmosfæren – og dermed også en hastigere global middeltemperaturstigning og større regionale forandringer i klimaet end det, vi har været vidne til siden industrialiseringen.

Samtidig med, at vi har set en stigning i atmosfærens koncentration af CO2, har vi set, at klodens befolkning er steget betydeligt. Fra 1900 og til i dag er befolkningen vokset fra 1,65 milliarder til 7,95 milliarder – og FN forventer, at kloden allerede inden årets udgang rammer en befolkning på otte milliarder.

Forskningsresultater dokumenterer, at der er en sammenhæng – perfekt korrelation – mellem befolkningstilvækst og den stigende CO2-koncentration i atmosfæren (i perioden 1963 til 2019) – og dermed et link til afledte forandringer som for eksempel stigningen i den globale middeltemperatur, afsmeltningen af landbaseret is og havis i Arktis og en stigning i det globale havniveau.

Få fokus på omstillingen af produkter
Ifølge IPCC's vurdering er det utvetydigt, at menneskelig indflydelse har opvarmet klimasystemet, samt at udbredte og hastige klimaforandringer har fundet sted.

IPCC vurderer sågar, at nogle varmeekstremer inden for de sidste ti år ville have været ekstremt usandsynlige uden menneskelig indflydelse på klimasystemet.

I dag diskuteres i stigende omfang afbødning af drivhusudledninger til atmosfæren, samt hvorledes og hvor intenst denne skal finde sted.

Vi skal som samfund bevæge os hurtigere end tidligere politisk aftalt – vi skal eksempelvis have større fokus og astronomisk kapacitet inden for vedvarende energi (fra sol, vind og vand), stigende energieffektivitet og elektrificering samt stigende opbygning af energilagringskapaciteter.

For gabet er stort mellem det, vi udleder af drivhusgasser til atmosfæren, og det, vi burde udlede for at imødekomme Parisaftalen. Men det er ikke nok: Vi skal desuden have stigende fokus på den grønne omstilling af produkter og anvendelsen af materialer og råstoffer. For klimaudfordringen er også en ressourceudfordring.

Når toppunkt i 2080'erne
Men sjældent nævnes og diskuteres hovedproblemet – nemlig befolkningstilvæksten og -størrelsen og den udvikling, der vurderes at ske i årtierne, der kommer: Mod forventeligt 9,7 milliarder mennesker i 2064 eller ifølge FN et toppunkt på 10,4 milliarder mennesker i 2080'erne. En klimapolitisk diskussion, der er yderst følsom.

Så det, vi har set frem mod i dag af forandringer i klimasystemet, vil blive forstærket i årtierne, der kommer

Sebastian Mernild og Ola Johannesen, professorer på henholdsvis Syddansk Universitet og Nansen Scientific Society

En sådan skitseret befolkningsudvikling mod såvel 2060'erne og 2080'erne vil dels kræve eksempelvis en større efterspørgsel efter energi, dels et større energiforbrug – og derved forventeligt flere udledninger af drivhusgasser til atmosfæren, underforstået en stigende koncentration af for eksempel CO2 i atmosfæren, som overgår det, der har været oplevet i mindst to millioner år.

Så det, vi har set frem mod i dag af forandringer i klimasystemet, vil blive forstærket i årtierne, der kommer. Også fordi mange af de forandringer, vi vil se, er ifølge IPCC irreversible i århundreder, op til årtusinder. Det gælder særligt forandringer i havene, iskapperne og det globale havniveau.

IPCC udtrykker det på følgende måde: For hver halve grad, den globale opvarmning stiger yderligere, vil der være statistisk signifikante stigninger i temperaturekstremer, intensitet af kraftig nedbør og alvorlig tørke. Men også ved enhver forøgelse af den globale opvarmning vil ændringerne i ekstremer blive fortsat større.

Udfordringen er ikke ubetydelig
Der vil være en øget forekomst af hidtil usete ekstreme vejrhændelser i takt med den globale opvarmning, selv hvis opvarmningen begrænses til 1,5 grader celsius.

Men lige nu har kloden forventeligt kurs mod 1,5 graders middeltemperaturstigning tidligst i starten af 2030'erne og 2,0 grader i sidste halvdel af 2040'erne.

Vi står som samfund med en ikke ubetydelig udfordring i relation til den voksende verdensbefolkning kombineret med stigende efterspørgsel efter energi samt den hurtigere og hurtigere stigning af CO2 i atmosfæren, som er set over de seneste mange årtier.

Disse tendenser øger risikoen for væsentlige ændringer på natur- og klimasystemet samt de sociale og økonomiske systemer. Helt specifikt – her blot et eksempel – vil det få konsekvenser for natur- og klimasystemet og i særdeleshed i de følsomme arktiske områder, som er den region på kloden, hvor vi allerede har set de hurtigste temperaturforandringer.

Få nu brudt sammenhængen
Vi ved, at middeltemperaturen for Arktis er steget næsten fire gange hurtigere end klodens middeltemperatur.

Faktisk helt op til syv gange hurtigere temperaturstigninger er målt for specifikke områder på Svalbard sammenlignet med den globale middeltemperaturstigning (siden 1991). En udvikling i Arktis, der også får betydning for os, der er bosiddende på lavere breddegrader.

Vi ved som sagt, at der er en korrelation mellem befolkningstilvækst og den stigende CO2-koncentration i atmosfæren. Det er fundamentalt vigtigt, at denne sammenhæng brydes i fremtiden, når det kommer til forbruget af fossil energi.

Men også, at der i langt højere grad fokuseres på udviklingen og anvendelsen af vedvarende energi, vedvarende energikilder samt anvendelsen af materialer, råstoffer og den grønne omstilling af produkter – end det vi globalt ser i dag – og i særdeleshed i den industrielle del af verden.

Hvis ikke denne sammenhæng brydes, og fokus rettes intenst mod eksempelvis øget afbødning, lagring af energi og råstofoptimering i et globalt perspektiv, da bør det ikke udelukkes, at diskussionen om befolkningstilvæksten og -størrelsen tages op politisk, hvis den globale klimaudfordring skal løses mod 2100.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sebastian Mernild

Professor i klimaforandringer og glaciologi, leder af SDU Climate Cluster, forfatter, FN’s klimapanel (IPCC).
kaptajn af reserven, ph.d. (Københavns Uni. 2006), dr.scient. (Københavns Uni. 2016)

Ola M. Johannessen

Professor, bestyrelsesformand, Nansen Scientific Society
Cand.Real (Universitetet i Bergen 1965)