Knud Vilby: Troels Lund Poulsens forslag vil styrke Trumps ødelæggelse af FN

Danmarks forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) lancerede op til valgkampen et forslag om at reducere den danske udviklingsbistand fra 0,7 til 0,5 procent af den danske bruttonationalindkomst (BNI). Forslaget støttes af store dele af blå blok.
Det vil svare til en reduktion på mere end 25 procent, og i tal svarer det til, at 23 milliarder kroner i bistand reduceres med omkring 6,5 milliarder kroner.
Det er et meget stort tal, og hvis blå blok danner regering og gennemfører forslaget, vil det være en markant dansk støtte til USA's og præsident Trumps bestræbelser på at underminere og ødelægge FN.
Det kan ikke undgås, at beskæringen vil føre til en markant reduktion af Danmarks bidrag til FN og andre internationale organisationer.
Knud Vilby
Ukraine er med 1,2 milliarder kroner den største modtager af dansk udviklingsbistand og vil blive friholdt for nedskæringer. En række andre beløb, som finansieringen af modtagelsen af flygtninge i Danmark, og administration koster tilsammen cirka 2,5 milliarder kroner, og dem kan der ikke skæres meget i.
Og selv om man kan skære i bistand til de allerfattigste, er der grænser for, hvor langt man kan gå.
Venstre har altid prioriteret bistand til sundhed og især uddannelse for piger, og det vil gøre meget ondt at skære dér.
Et finansielt kollaps i FN
Derfor kan det ikke undgås, at beskæringen vil føre til en markant reduktion af Danmarks bidrag til FN og andre internationale organisationer.
Danmark har altid prioriteret FN meget højt. Det har været en central del af Danmarks udenrigspolitik, og en stor del af Danmarks udviklingsbistand har bidraget til at styrke FN og FN's særorganisationer.
Det vil ændre sig, og det på et tidspunkt hvor FN allerede på grund af Trump er truet af kollaps.
FN's generalsekretær António Guterres talte for få uger siden om, at FN står over for en umiddelbar trussel om finansielt kollaps.
Ifølge det europæiske center for udviklingspolitik ECPDM betalte USA ikke en eneste dollar til FN i hele 2025. Ved årsskiftet skyldte USA mere end 2 milliarder dollars til FN's regulære budget og næsten lige så meget til FN's fredsbevarende operationer. I alt fire milliarder dollars.
FN har mange andre skyldnere, men USA stod for 95 procent af alle FN's udestående fordringer til det regulære budget. Derfor Guterres panikopråb.
I en slags svar til Guterres lovede USA en substantiel indbetaling af gæld. Den indbetaling er kommet, men den var kun på 160 millioner dollars. Slet ikke nok til at redde organisationen.
Trumps angreb på FN-systemet
Præsident Trumps taler og handlinger peger målrettet på at svække FN-systemet yderligere. Han har lavet sit eget personlige Fredsråd og ønsker, at det på flere områder skal erstatte eller supplere FN.
Og USA's angreb på FN omfatter ikke kun hovedkontoret i New York. Trump har trukket USA ud af 31 FN-organisationer, blandt den Verdenssundhedsorganisationen WHO og kultur- og videnskabsorganisationen Unesco.
USA har også reduceret sine humanitære globale indsatser dramatisk.
For få år siden brugte USA 14 milliarder dollars årligt. Nogle via FN. Det seneste tilsagn fra 2025 var to milliarder dollars.
Sparebestræbelserne rækker fra dramatisk reducerede fødevarerationer i afrikanske flygtningelejre til standsede rullende trapper hos FN i Geneve.
Knud Vilby
FN rammes direkte og indirekte. Sparebestræbelserne rækker fra dramatisk reducerede fødevarerationer i afrikanske flygtningelejre til standsede rullende trapper hos FN i Geneve.
Det anerkendte medicinske fagblad 'The lancet' har offentliggjort en undersøgelse, der peger på, at nedskæringer i humanitære indsatser kan føre til mere end ni millioner flere dødsfald inden år 2030. Af dem vil en fjerdedel være børn under fem år.
Skønnet er usikkert. Det kan blive mindre, men også meget værre.
Accelerere FN-systemets krise
I Danmarks finanslov for 2026 er der afsat i alt knapt fire milliarder kroner til humanitære indsatser, og af dem omkring en milliard kroner gennem internationale organisationer. Der er 2,3 milliarder kroner til FN og det multilaterale system. Verdensbanken og den internationale udviklingsorganisation IDA skal have omkring 1,8 milliarder kroner og EU-systemet mere end tre milliarder kroner.
Der er derudover en lang række store og mindre bidrag, blandt andet 350 millioner til FN's Befolkningsfond UNFPA, 350 millioner til FN's udviklingsprogram UNDP, 170 millioner til FN's Børnefond UNICEF, 250 millioner til FN's Flygtningehøjkommissariat, 210 millioner til Verdensfødevareprogrammet.
Venstres Christian Friis Bach har i et interview med Altinget nævnt, at man også kan spare penge ved ambassadelukninger og eventuelt være repræsenteret via EU. Men det er ikke længe siden, regeringen besluttede at fastholde ambassaden i Tanzania, efter at man forinden havde besluttet at lukke den. Argumentet var netop, at det er vigtigt med dansk tilstedeværelse for at varetage danske interesser.
Det vil være på de internationale poster og blandt andet den multilaterale bistand udenrigsministeriet skal finde store besparelser, som kun vil accelerere FN-systemets krise.
Rovdyrene bliver stærkere
FN har store problemer og mangler reformer, men det ændrer ikke på, at FN og særorganisationerne fortsat har enorm betydning.
FN var det stærkeste institutionelle resultat af bestræbelserne på at sikre verden efter anden verdenskrig, og der er langt mere brug for at styrke FN end for at lave Trump-forherligende parallelorganisationer. Verdensordenen er under forvandling, men vi har stadig brug for troværdige internationale institutioner.
Gennemføres Troels Lund Poulsens forslag i en ny blå regering, vil det være et bidrag til præsident Trumps forsøg på at ødelægge, hvad der er tilbage af internationale institutioner, som giver små og svage nationer en stemme og talerstol og nogle gange reel indflydelse.
Med udfaldene mod Grønland og den delvise opløsning af Nato begræder vi som lille land verdens uorden.
Men Venstres og Troels Lund Poulsens forslag er en støtte til Trumps bestræbelser på at skabe endnu større uorden.
Vi lever i rovdyrenes tid, og statsministerkandidaten og blå blok lægger op til at gøre rovdyrene endnu stærkere på bekostning af de svagere dyr på savannen.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Socialdemokratiet fik ekstra mandat i EU ved at købe stemmer fra Alternativet
- S, R og M kan begå det største vælgerbedrag i nyere tid
- Vraget ordfører sår tvivl om stor aftale: "Den er på kanten af lovgivningen"
- Blå partier klar til forbud efter afsløring af Socialdemokratiets køb af stemmer fra Alternativet
- Nato er brudt sammen, og EU er lammet. Nu må vi genoplive idé fra den kolde krig














































