Kom med ind i redaktionslokalet: Her er Altingets journalister på de lange knives nat

Ringkøbing, Albertslund, Sorø, København. Og selvfølgelig Christiansborg.
Det er her, Altinget er at finde på valgnatten.
Men hvorfor egentlig?
Med 102 lokale og regionale valgdramaer er der jo nok at vælge imellem.
Og det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at vi har brugt en del tid på at tænke over, hvad vi gerne vil dele med jer, når andre medier serverer breaking news fra hvert et hjørne af landet.
For os er det faktisk en dyd i sig selv ikke at være over det hele. For vi synes, det bliver en smule uoverskueligt – og det tror vi på, at vi ikke er alene om at mene.
Derfor har vi besluttet, at vi vil være til stede fem steder, hvor vi tror, vi bliver vidne til politisk historie.
Her er dit smugkig på Altingets valgaften – sammen med nogle tip om de gode historier, vi allerede har skrevet om valget.
Ringkøbing
I det nord- og vestjyske er Venstre i den grad udfordret af Danmarksdemokraterne.
Splittelsen i de gamle V-højborge handler blandt andet om en dyb uenighed om solceller, som Venstre bakker op om – i modsætning til Inger Støjbergs udbryderparti.
Politisk reporter Malte Bruhn tilbringer natten på Ringkøbing Rådhus.
Anbefalinger
- Mads Fuglede så en voksen mand græde over dem i sit køkken. Nu vil han bekæmpe solceller som borgmester
- Her har Støjbergs indtog for alvor fanget Venstre på det forkerte ben
- I Ringkøbing-Skjern raser krigen om vindmøller og solceller. I Lemvig udebliver dramaet: "Det kan ikke få mit pis op at koge"
Albertslund
I årtier har Socialdemokratiet siddet tungt på Vestegnen – i langt de fleste kommuner. Men allerede ved det seneste valg i 2021 gik partiet tilbage flere steder, og tronen under de socialdemokratiske bykonger vaklede.
Med et SF i medvind, en vælgergruppe under hastig forandring, og en – på landsplan – kontant socialdemokratisk udlændingepolitik, kan alting ske.
Politisk redaktør Esben Schjørring tager til Albertslund, hvor magten måske skifter efter 18. november.
Anbefalinger
- Hun gik hjem, fodrede kattene og "røvrendte" så sin alliance. Her er historien om et valgdrama, der stadig spøger
- I Ishøj har 48 procent indvandrerbaggrund. Nu går S-borgmester i rette med Mette Frederiksen
- SF'er tog magten i Hvidovre: Socialdemokratiet har ikke førstefødselsretten til borgmesterposten
Sorø
I knap 20 år har vi været vant til fem regioner. Men om lidt hedder tallet i stedet fire, når knap halvdelen af borgerne samles i en ny storregion, Østdanmark.
Her er der i dag stor forskel på venterlisterne, og hvor mange læger der er. Men hvem skal stå i spidsen for regionen og dermed også diskussionerne om, hvordan lægemanglen i dele af den nye region skal løses?
Mine kolleger sundhedsredaktør Andreas Wind og fotojournalist Arthur Cammelbeeck tager til Sorø for at bevidne tilblivelsen af den nye superregion.
Anbefalinger
- For Lars Gaardhøj har lægemanglen indtil nu været naboens problem. Nu vil han overtage ansvaret
- Pia Kjærsgaard skifter spor efter 42 år i Folketinget: "Jeg har ikke tænkt mig at skrue ned for blusset"
- Bliv klar til regionsvalg: Det skal du holde øje med!
København
For få år siden var det nærmest utænkeligt. Men som valgkampen er skredet frem, er det blevet mere og mere usikkert, om Socialdemokratiet også sidder på landets mest magtfulde borgmesterpost efter 1. januar 2026.
Bliver kommunalvalget den foreløbige afslutning på Socialdemokratiets 100-årige styre? Eller har meningsmålingerne ramt skævt?
Hovedstadsredaktør Søren Dahl er på plads på rådhuset, hvor Pernille Rosenkrantz-Theil (S) kæmper mod både Sisse Marie Welling (SF) og Line Barfod (EL) om overborgmesterkæden.
Anbefalinger
- Socialdemokraterne frygter at miste overborgmesterposten. Det kan let gå meget værre
- Om få dage kan Line Barfod snuppe magten i København. Vi har spurgt hende ind til den strategi, hun har brugt
- Se alle tallene fra stor måling: Sådan står politikere og vælgere i København
Christiansborg
Hverken Mette Frederiksen (S), Troels Lund Poulsen (V), Pia Olsen Dyhr (SF) eller nogle af de andre partiledere i Folketinget er at finde på stemmesedlerne tirsdag.
Alligevel følger de utvivlsomt med, når stemmerne bliver talt op. Får Venstre og Socialdemokratiet en vælgerlussing? Hvordan går det med de nye partier, Danmarksdemokraterne og Moderaterne? Og lykkes det SF at omsætte de gode nationale meningsmålinger til borgmesterposter?
Politisk kommentator Erik Holstein går rundt på gangene og skriver en stemningsrapport derfra.







































