Kommunaldirektør anklager sin egen borgmester for magtmisbrug

Hvis det er en bare nogenlunde ædruelig udlægning, som kommunaldirektøren fremsætter, er det en meget, meget usædvanlig sag i dansk kommunalpolitik. Der er elementer i sagen, der vækker mindelser om Brixtofte-sagen tilbage i slutningen af 90'erne.
Poul Erik Mouritzen
Professor ved SDU
Sagens personer
Borgmester Henrik Rasmussen (K).
Født 1971.
Borgmester i Vallensbæk siden april 2010.
Medlem af kommunalbestyrelsen siden 1994. Fra 2002-2010 som viceborgmester.
I en kort periode i 2010 var han medlem af Folketinget.
Bjarke Steen Johansen, Kommunaldirektør i Vallensbæk siden 2008.
Tidligere bl.a. kommunaldirektør i Skævinge og kontorchef i Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Uddannet cand.scient.pol.
Fakta om Vallensbæk:
14.614 indbyggere.
Konservativ borgmester siden 1962.
Fra 1994 til sin død i 2010 var Kurt Hockerup (K) borgmester. Ved de to seneste valg sikrede han Konservative totalt flertal i kommunalbestyrelsen. I denne periode har Konservative 9 ud af 16 pladser.
Borgmesteren i Vallensbæk Kommune, den konservative Henrik Rasmussen, bliver beskyldt for magtmisbrug og nepotisme. De alvorlige anklager kommer fra kommunens egen kommunaldirektør.
Anklagerne fremgår af et brev fra DJØF sendt til Statsforvaltningen hovedstaden, som Altinget.dk har fået aktindsigt i.
I brevet retter kommunens kommunaldirektør, Bjarke Steen Johansen, en række alvorlige anklager mod Henrik Rasmussen. Blandt anklagerne er, at borgmesteren har forsøgt at få placeret en daginstitution et sted, det ikke var lovligt, at borgmesteren har forsøgt at få kommunen til at benytte lokale håndværkere, selv om de ikke var billigst, og at borgmesteren har forsøgt at få kommunen til at betale for et maleri, hans kone har malet.
DJØF karakteriserer forholdene i Vallensbæk Kommune som "helt usædvanlige" og "stærkt problematiske".
Anklagen mod Henrik Rasmussen handler blandt andet om, at han skulle have givet ordrer til embedsmænd om at gennemføre tiltag, uden at kommunalbestyrelsen var blevet orienteret. Og det er en meget alvorlig sag, påpeger professor og kommunalforsker ved SDU Poul Erik Mouritzen, der har læst brevet.
Han peger på tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) og tamilsagen som et historisk eksempel på en politiker, der har givet ulovlige ordrer til embedsmænd.
"Hvis det er en bare nogenlunde ædruelig udlægning, som kommunaldirektøren fremsætter, er det en meget, meget usædvanlig sag i dansk kommunalpolitik. Der er elementer i sagen, der vækker mindelser om Brixtofte-sagen tilbage i slutningen af 90'erne," siger han og fortsætter:
"Det er uden forbehold en borgmester, der slet ikke accepterer rollefordelingen mellem politikere og embedsmænd som en nødvendig forudsætning for, at en kommune kan fungere."
Kan blive afsat
Poul Erik Mouritzen kan ikke umiddelbart vurdere, om borgmesteren kan blive fældet af sagen.
Men hvis borgmesteren ikke følger loven, er proceduren, at kommunalbestyrelsen kan afsætte ham midlertidigt, hvis Indenrigsministeriet siger god for det. Derefter er kommunalbestyrelsen forpligtet til at føre en sag mod ham hos domstolene.
"I sidste ende er det domstolene, der afgør, om han bliver fjernet fra borgmesterposten. Men mest realistisk er det, at han selv trækker sig eller bliver afsat af sit parti, hvis Statsforvaltningen finder frem til, at der er foregået ulovligheder," siger han.
Økonomiudvalget i Vallensbæk Kommune er også blevet præsenteret for anklagerne og har iværksat en undersøgelse gennem Kommunernes Landsforening (KL).
Der har været en konservativ borgmester i Vallensbæk Kommune siden 1962. Henrik Rasmussen, der har et konservativt flertal i ryggen i kommunen, har været borgmester siden marts 2010, efter at den tidligere borgmester, Kurt Hockerup, døde.
Mafiametoder
Borgmester Henrik Rasmussen kan slet ikke genkende det billede, som Bjarke Steen Johansen fremstiller i sit brev af forholdene på rådhusets direktionsgange i Vallensbæk Kommune.
"Det er helt absurd. Jeg er rystet over, at man kan skrive sådan en gang løgne fra ende til anden. Det er en personalesag, som er blevet en fagforeningssag. Direktøren vil gerne væk fra kommunen, og så er det her blevet en måde, hvorpå han og DJØF tror, man får mest muligt ud af det rent økonomisk," siger han til Altinget.dk og fortsætter:
"Vi går ikke ind for mafiametoder eller pression. Man har fra DJØFs side forsøgt at holde os hen ved at sige, at de kendte til ulovligheder, og hvis man ikke ville forhandle med dem, ville man gå til myndighederne."
Men hvorfor skulle din kommunaldirektør tage så drastiske skridt for at få en fratrædelsesordning og komme væk fra kommunen?
"Ja, jeg forstår det heller ikke. Men jeg kan afvise alt om nepotisme og misbrug. Økonomiudvalget har sat en uvildig undersøgelse i gang. Jeg glæder mig bare til, at undersøgelserne er færdige i næste uge," siger han.
En af de alvorligste anklager er, at du skulle have givet ordrer til tiltag og initiativer uden om kommunalbestyrelsen?
"Det har jeg aldrig nogensinde gjort. Det er taget ud af den blå luft," siger han.
Altinget Privat
Tror du også på politik?
0 kr. første måned
Fortsætter til 129 kr./måned
Abonnementet fortsætter til normalpris, 129 kr./md. efter en måned. Mindstepris: 0 kr. Opsig når du vil til udgangen af indeværende abonnementsperiode. Tilbuddet gælder kun, hvis du ikke har abonneret på Altinget Privat de seneste seks mdr.
- De har brugt årevis på at bekæmpe hinanden. Nu vil de genrejse Konservative som det store centrumhøjre-folkeparti
- Støjbergs nye ordfører langer ud efter landbruget: "Selv om dyr skal på tallerkenen, skal de have et godt liv"
- Helle Ib: Lars Løkkes ord udstiller, hvad der er i vente. Det kommer til at gøre ondt på S og venstrefløjen
- Lars Olsen: Socialdemokratiet fik hug i landdistrikterne. Det skal de handle på nu
- Rosenkilde fortryder ikke millionaftale om spildte stemmer: "Det er fair nok"































