Krisen om finansloven markerer enden på en æra i dansk politik

ANALYSE: Den gamle model, hvor DF fik en ældrecheck og lidt udlændingestramninger for at støtte Venstres økonomiske politik, er brudt sammen. Det stiller Dansk Folkeparti i et eksistentielt dilemma.

I filmen Footloose er der en berømt scene, hvor to unge mænd sætter sig i hver sin traktor og kører direkte mod hinanden for at se, hvem der først bliver bange og drejer af.

Venstre og dets støttepartier må være ret vilde med den scene, siden de bliver ved med at genopføre den i dansk politik.

Opgøret om finansloven har pludselig udviklet sig til et juledrama, og modsat tv-kanalernes julekalendere er slutningen ikke givet på forhånd.

Men perspektivet synes til gengæld klart: Tiden er løbet fra den magtdeling, der fungerede så godt for Venstre og Dansk Folkeparti op gennem nullerne – og hvor DF dybest set lagde stemmer til den økonomiske politik mod at få en ældrecheck og nogle udlændingestramninger til gengæld.


Krise på krise

De dramatiske frontalopgør har nærmest stået i kø i Lars Løkke Rasmussens anden periode som statsminister.

Først var det krisen, da de konservative krævede fødevareminister Eva Kjer Hansens (V) afgang. Lars Løkke Rasmussen truede med valg, men endte med at ofre sin minister.

Derefter fulgte krisen om topskattelettelserne, da Anders Samuelsen (LA) truede med at vælte V-regeringen, men fik ministerposter i stedet.

Så var der næste krise om topskattelettelserne, da den udvidede regering insisterede på lettelser i topskatten, mens DF sagde nej. Her blinkede Anders Samuelsen først og ændrede sit krav til “historisk store skattelettelser”.

Tirsdag satte Kristian Thulesen Dahl (DF) sig så op i traktoren og truede med at styre den direkte mod finansminister Kristian Jensen kontor. Efter nogle timers betænkningstid valgte regeringens top at acceptere udfordringen og sætte sig op i traktoren med kurs den modsatte vej.

Spørgsmålet er nu, om der først skal forhandles en finanslov og derefter forhandles skat og udlændinge i 2018, eller om hele pakken skal forhandles på plads inden jul.

Vanen tro kan det i yderste konsekvens ende med valg, men det er mere sandsynligt, at regeringen finder en kreativ måde at bøje sig for DF’s krav og dermed sender forhandlingerne om en skattereform ind i sit tredje år.


Kravene er blevet for høje på begge sider

Der er gode grunde til, at forhandlingerne går trægt.

Regeringen – ikke mindst Liberal Alliance – kræver på sin side nogle skattelettelser, som Dansk Folkeparti har meget svært ved at levere. Det er åbenlyst, at Socialdemokratiet og venstrefløjen vil benytte en aftale om skattelettelser til at kapre utilfredse vælgere fra DF.

Den risiko er blevet endnu mere nærværende for DF efter det skuffende kommunalvalg.

Omvendt har DF meget sent i forhandlingerne spillet ud med forslag til stramninger på udlændingeområdet, der er så drastiske, at regeringen – og måske især statsministeren selv – har meget svært ved at levere.

 

Ingen nemme udlændingetricks tilbage

Kravet om, at flygtninge helt skal afskærmes fra det danske samfund, går stik imod regeringens politik om at integrere dem og sluse dem ind på det stadig mere pressede arbejdsmarked.

Men der er også noget mere fundamentalt på spil. Ude i verden forsøger Danmark at overbevise andre lande om, at de skal integrere flygtninge for at undgå at skabe parallelle systemer. Altså præcist modsat det, DF nu vil indføre i Danmark.

Sagen om de udenlandske forskere, der har fået bøder og risikerer udvisning for at bijobbe i Danmark, udstiller, at de nemme løsningers tid i udlændingepolitikken er forbi.


Hvad vil DF nu?

Selv om det er regeringen og finansminister Kristian Jensen, der står med det akutte problem, så udstiller finanslovskrisen også det eksistentielle problem for Dansk Folkeparti.

Kristian Thulesen Dahl er senest efter næste valg nødt til at vælge, om den nære fremtid består i regeringsansvar i den borgerlige blok eller i en ny, historisk rolle som tungen på vægtskålen.

Positionen som blokerende storebror for tre andre borgerlige partier kan ikke fortsætte.

Helt fra partiets fødsel i 1995 har Dansk Folkeparti drømt om at overtage de radikales rolle som den magtfaktor, der kan vippe regeringsmagten til begge sider.

Forudsætningerne for at påtage sig den rolle har aldrig været bedre. Kristian Thulesen Dahl har et nært og fortroligt forhold til Mette Frederiksen og et tilsvarende dårligt forhold til flere af de ledende folk i Venstre. For slet ikke at tale om forholdet til Liberal Alliance.

 

Hvem drejer først af?

Hvis DF vil have den indflydelse, som positionen i midten kan give, kræver det selvsagt, at alle partier tager truslen alvorligt.

Højt op i partiet er der en erkendelse af, at det vil koste vælgere, hvis Dansk Folkeparti efter et valg springer ud som uformelt støtteparti til en socialdemokratisk regering. Men det er en pris, som Kristian Thulesen Dahl på et tidspunkt kan blive nødt til at betale.

Det aktuelle drama viser i hvert fald, at den nuværende konstruktion, hvor DF er støtteparti for V-LA-K, ikke leverer mange resultater. En æra i dansk politik er ved at være forbi. 

I første omgang skal Kristian Thulesen Dahl og Kristian Jensen dog have gjort deres opgør i traktoren færdig og finde ud af, hvem der drejer af.

I filmen Footloose er det – som man kan se nederst i denne artikel – helten Ren, der vinder hanekampen. Men det er værd at minde om, hvorfor han vinder: Da han bliver bange og forsøger at hoppe af traktoren, sætter hans snørebånd sig fast, så han er nødt til at fortsætte.

En dag vil enten regeringen eller DF også få snørebåndet i klemme, mens traktoren er i fuld fart. 

Jakob Nielsen er chefredaktør på Altinget.

Følg ham på Twitter her

 

 

 

 

Forrige artikel Aftalen i Slagelse er det tyndeste papir i dansk politik Aftalen i Slagelse er det tyndeste papir i dansk politik Næste artikel Indsatsen hævet i det politiske pokerspil Indsatsen hævet i det politiske pokerspil
Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

ROSSEN: Altinget har de seneste uger taget debatten om embedsværkets tilstand og fremtid i kølvandet på regeringen Mette Frederiksens ansættelse af Martin Rossen som stabschef. Det store spørgsmål er, om de politiske sekretariater i embedsværket har været så længe undervejs, at vi ikke har taget stilling til dem.