Kristian Jensen stifter privat foredragsfirma

STIFTELSE: Forhenværende næstformand i Venstre Kristian Jensen stifter privat selskab og vil turnere med foredrag om blandt andet politik og FN's verdensmål. 

Den forhenværende finansminister og næstformand i Venstre, Kristian Jensen, har stiftet privat firma.

Selskabet har fået navnet "Kr. Jensen foredrag mv", og hovedaktiviteten bliver da også foredag. 

Det skriver finans.dk.

"Jeg har stor lyst til at fortælle om forskellige ting. Mit virksomhedsprojekt skal køre parallelt med mit arbejde i Folketinget og de opgaver, som jeg bliver sat til at løse af Venstres ledelse. Virksomheden skal drives i det omfang, der er tid og plads til," siger Kristian Jensen til mediet.

Kristian Jensen har forinden talt med personer fra foredragsbranchen om, hvordan netop han kan byde ind på markedet. Her har han identificeret tre emner, som han vil holde foredrag om i sit nye firma.

Det første tema omhandler politik og om, hvorfor det er fantastisk. Dernæst vil han holde foredrag om verdens brændpunkter med udgangspunkt i hans tid som udenrigsminister. Som det tredje og sidste vil han hjælpe danske virksomheder med at imødekomme FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Det sidstnævnte er noget, han især finder interessant.

"Jeg har oplevet mange virksomheder, der har registreret verdensmålene. Men de ved ikke, hvordan de skal bruge dem. De er i tvivl, om det bare er noget, der skal hænge i kantinen eller stå på en pjece. Jeg vil hjælpe de virksomheder med at sætte konkret handling bag ordene," siger Kristian Jensen. 

 

Forrige artikel Dagens overblik: Pensionskasser vil investere 350 milliarder i grøn omstilling Dagens overblik: Pensionskasser vil investere 350 milliarder i grøn omstilling Næste artikel Altingets annoncedirektør stopper Altingets annoncedirektør stopper