Kronik: Finanslogikkernes fallit

Af Søren Valgreen Knudsen
Læge og folketingskandidat (S)

De højt besunge topskattelettelser faldt til jorden, og det viste sig, at Lars Løkke, trods alt, ville blive siddende for enhver pris. Men selvom der ikke kommer topskattelettelser i denne omgang, så får det ikke de store konsekvenser for det liberale projekt. For den afgørende udvikling af vores samfund afhænger mest af alt af de styrings- og finanslogikker, der danner rammerne for den offentlige sektor og for vores lovgivning.

Der skal selvfølgelig i en omskiftelig og global økonomi være styr på finanserne. Men den økonomiske videnskab og de økonomiske modeller, som i dag benyttes til at beregne og fremskrive konsekvenserne af lovtiltag på blandt andet velfærdsområdet og arbejdsmarkedet, er helt ensidigt styret af et liberalistisk syn på både menneske og samfund.

Effektiviseringskravene kører derudad med to procent om året, frontpersonalet holder for, mens direktørlønningerne stiger, og vores samfundsinstitutioner udsultes. Velfærdssamfundets ydelser presses helt i bund, og når vi som borgere har brug for disse ydelser, så bekræftes vi i, at velfærdssamfundet ikke fungerer.

Effektiviseringskravene kører derudad med to procent om året, frontpersonalet holder for, mens direktørlønningerne stiger, og vores samfundsinstitutioner udsultes.

Søren Valgreen Knudsen
Læge og folketingskandidat (S)

Imens står de liberale klar med private forsikringer og udbydere, med tilkøbsordninger og med fortællingen om den ”personlige velfærd”, som de ved det seneste finanslovsudspil forsøgte at sælge deres politik som.

Velfærdssamfundets politiske vision og styringsparadigme er, at offentlige investeringer i mennesker og samfund skaber værdi og velstand. Denne vision er nu erstattet af en nyliberal økonomisk styringstænkning, hvor vækst skabes ved at deregulere på finans- og erhvervsområdet, reducere de offentlige velfærdsinstitutioner, give skattelettelser til de rigeste og presse flere mennesker over på lavere ydelser.

Virkeligheden er, at regnemodellerne gennem mange år er blevet fodret med rå politisk liberalistisk ideologi.

Søren Valgreen Knudsen

Dette kyniske og enstrengede syn på mennesket giver legitimitet for de politiske indgreb, som vi ser på alle områder af den offentlige sektor. Men det mangler det grundlæggende blik for alle de ødelæggende konsekvenser, som de politiske reformer får på langt sigt.

De politiske reformer, der skal øge arbejdsudbuddet, handler stort set kun om at skære ned i folks understøttelsesmuligheder. Denne styringslogik er blind for, at der er en stor del af de ledige, som har store helbredsmæssige eller sociale problemer og derfor ikke kan magte et arbejde, uanset hvor meget de måtte ønske det, og uanset hvor meget de bliver presset økonomisk. De både kort- og langsigtede konsekvenser, som denne marginalisering medfører, blandt andet at børn vokser op i fattigdom, indgår ikke i regnemodellerne.

Børn og unge testes, fra de går i børnehave, og presses gennem deres uddannelse så hurtigt som muligt. Men der er i de nuværende regnemodeller ikke indregnet de mange og langvarige konsekvenser, som disse indgreb har medført i form af en alarmerende grad af stress og angst hos mange i den generation, som skal bære vores samfund videre. Hvis de psykiske udfordringer betyder, at folk ikke kan passe deres arbejde, gennemføre deres uddannelse eller finde deres vej tilbage til arbejdsmarkedet efter sygdom, så står vi over for et kæmpe spild af menneskelige ressourcer.

Vores offentlige institutioner er ligeledes under pres af årtiers nedskæringer og New Public Management. Skat er et klart eksempel. Systemet mistede den menneskelige fornuft til fordel for en kortsigtet økonomisk gevinst.

Disse ensidige styringslogikker har i alt for mange år bestemt, hvad der bliver set som muligt og umuligt i dansk politik. I 2013 udregnede Information, at regnemodellerne i de foregående 42 år kun havde ramt rigtigt 5 ud af 179 gange. Alligevel bliver de fremlagt som sandheden. Virkeligheden er, at regnemodellerne gennem mange år er blevet fodret med rå politisk liberalistisk ideologi. Hvis man mener, at staten er umyndiggørende, at ulighed er godt, og at det private og de rå markedskræfter kan klare alt, så er den styrende økonomiske logik tiptop.

Men der findes en anden finanslogik og politisk vision for, hvordan vi som samfund kan skabe vækst, konkurrencedygtighed og værdi. En vision, hvor rigdom og retfærdighed kan udvikles gennem offentlige investeringer, og en logik, hvor stærke velfærdsinstitutioner spiller en aktiv rolle ved at skabe social sikkerhed, vækst og arbejdspladser.

Det er en logik, der siger, at vi skal tænke langsigtet og få lavet en række investeringer på social-, sundheds- og uddannelsesområdet. Vi skal indregne, at der skal være langt mere forebyggelse og tidlig indsats, så vi på sigt kan reducere udgifter til behandling, pleje og varig understøttelse.

Forbyggende investeringer i mennesker, samfund og miljø er godt både for det enkelte menneske og for vores land. Danmarks fremtidige vækst skal ikke kun handle om, at mennesker skal være tilgængelige for arbejdsmarkedet, men den skal i lige så høj grad handle om at udvikle de forudsætninger og kompetencer, vi som borgere skal have for at kunne arbejde og for at kunne være en del af gode sociale fællesskaber.

De økonomiske effekter af denne type fremadrettede og forebyggende velfærdsinvesteringer indgår ikke i Finansministeriets regnemodeller. En logik og regnemodeller, der ikke er i stand til at indregne afkastet af velfærdsinvesteringer, og som kun betragter mennesker som rationelle, kalkulerende væsner, er åbenlyst utilstrækkelige.

Derfor må og skal det være en politisk hovedopgave at sikre, at der bliver lavet nye og langsigtede regnemodeller, som er baseret på nogle helt andre præmisser.

Med de nuværende finansmodeller var ingen af de store socialpolitiske reformer, der har skabt den danske velfærdsmodel, blevet gennemført. De var blevet tilbagevist med argumenter om at være ufinansierede, urealistiske og ødelæggende for vores konkurrenceevne.

Vi skal stoppe det liberalistiske projekt, før hele den offentlige sektor er så udpint, at tilliden og fællesskabet falder fra hinanden, og vi skal genopdage visionen om et progressivt velfærdssamfund, hvor vi forstår værdien af, at stadigt flere inkluderes i fællesskabet.