Kulturhuse ønsker opgør med Kulturministeriets søjletænkning

FIK DU LÆST: Den nationale kulturpolitik er fastlåst i en søjletænkning, hvor initiativer på tværs af kulturelle genrer kommer i klemme. Det mener flere af landets kulturhuse, der ønsker et opgør. Læs eller genlæs artiklen. 

Denne artikel blev bragt første gang på Altinget Kultur den 21. november 2019. 

Statens offentlige kulturstøtte er fastlåst i en søjletænkning, som ikke længere er tidssvarende.

Sådan lyder budskabet fra en række af landets kulturhuse.

”Jeg mener, det er på tide at se på systemet, der lige nu er fuldstændig låst og nagelfast. Denne her søjletænkning, der stadig er i Kulturministeriet, harmonerer ikke med tiden,” siger Mikael Fock, der er chef for Kulturværftet i Helsingør.

Han påpeger, at særligt konstruktionen af Statens Kunstfond med al tydelighed illustrerer søjletænkningen, hvor kunststøtten uddeles af syv genreudvalg inden for scenekunst, musik, billedkunst, litteratur, film, arkitektur og design.

Og den type søjletænkning præger hele den nationale kulturpolitik, hvilket ifølge Mikael Fock er et gammelt levn fra Kulturministeriets oprettelse i 1961, hvor Julius Bomholt blev landets første kulturminister.

”Dengang var målet med en national kulturpolitik at danne befolkningen og få arbejderklassen ud i teatrene. I dag taler man langt oftere om, at kultur skal være det kit, der binder os sammen, skaber mening i vores liv og styrker både demokrati og integration. Men den type kulturliv har man overladt til kommunerne at støtte,” siger Mikael Fock.

Kulturhuse vil tale med en stemme
I mandags lagde Kulturværftet hus til et dialogmøde mellem alle landets kulturhuse, hvor 130 personer fra 70 organisationer mødte op for at diskutere kulturhusenes fremtidige rolle i samfundet.

Landets kulturhuse organiserer sig i tre forskellige sammenslutninger afhængigt af størrelsen, og afholdelsen af et dialogmøde på tværs af store og små kulturhuse var den første af sin slags.

Det initiativ glæder Peter Ørting, der er formand for KHID, som organiserer landets mindre kulturhuse, aktivitetshuse og medborgerhuse.

”Om man er Musikhuset i Aarhus eller et forsamlingshus ude på Lars Tyndskids mark, så omhandler det omtrent det samme. Det er lige vigtigt for de folk, der bor der, at have de rammer og faciliteter til at hente inspiration og sikre det gode liv,” siger han og håber, at kulturhusene med en samlet stemme i debatten kan nå længere ud.

Også Torben Seldrup, der er direktør i Musikhuset Esbjerg og formand for DKK, ser flere fælles dagsordener mellem de små og store kulturhuse.

”Vi kan få meget ud af at udveksle mere viden og erfaring med hinanden på tværs af organisationerne. Og der, hvor det giver mening, vil det være godt at tale med en stemme,” siger han, men tilføjer:

”Vi er også forskellige. Nogle af de huse, vi repræsenterer, er mere kommercielle i tankegangen end de mindre huse. Så det er sikkert ikke alt, vi kan blive enige om,” siger Torben Møldrup.

Alle vil være kulturhuse i dag
Han er dog enig med Mikael Fock i, at den nationale kulturpolitik er for fastlåst på kunstgenrer.

”Det er svært at udvikle på tværs med Slots- og Kulturstyrelsens søjletænkning. Løsningen må være, at der kommer flere frie midler til at udvikle kunsten og kulturen på tværs af genrer,” siger Torben Seldrup, der også bakkes op af de mindre kulturhuses organisation.

”Der er en klar uoverensstemmelse mellem, hvordan de kulturelle kræfter og samspil fungerer på kryds og tværs i dagens Danmark, i forhold til hvordan de offentlige støttesystemer er strikket sammen,” siger Peter Ørting.

Han konstaterer samtidig, at kulturhuse er gået fra at være noget, der fra kultureliten blev set ned på, til nu at være et populært begreb, der vinder mere og mere frem.

”Det er pludselig blevet meget fancy at kalde sig selv kulturhus. Det gør både Det Kongelige Teater og Statens Museum for Kunst. Og det har de sådan set også ret i, at de er. Den offentlige støtte er bare ikke ajourført i forhold til den udvikling,” siger Peter Ørting.

”Henrik Sass blev misforstået”
Mikael Fock fra Kulturværftet i Helsingør savner mest af alt en diskussion på nationalt niveau om at tage et opgør med søjletænkningen.

En række prominente stemmer i Socialdemokratiet lagde tidligere på året op til et opgør med den ”elitære” kunstscene og ikke mindst den opdragende kulturradikale tankegang med at få arbejderklassen mere i teatrene og koncertsalene.

”Vi mangler stadig at få kvalificeret debatten og få diskuteret egentlige løsninger. Men det er en vigtig diskussion, der blev lagt op til,” siger Mikael Fock.

Det var blandt andet socialdemokraterne Kaare Dybvad og Henrik Sass Larsen, der i Altinget problematiserede, at størstedelen af de kulturelle kroner gik til Det Kongelige Teater, symfoniorkestre, biblioteker, ”ballet og alt muligt andet”.

Udtalelserne fik kulturlivet til at fare op i det røde felt, men ifølge Mikael Fock er oplægget ikke skudt helt ved siden af.

”Jeg synes først og fremmest, at Henrik Sass Larsen blev misforstået et langt stykke hen ad vejen. Der er jo ikke tale om, at vi skal afskaffe Det Kongelige Teater. Men måske skal vi kigge på, hvad vores udfordringer er i forhold til vores sammenhængskraft,” siger han og fortsætter:

”Hvis vi bliver ved med kun at genbruge de samme gamle håndtag med at forsøge at proppe befolkningen ned i teatrets røde sæder og finkulturen ned i halsen på arbejderklassen, så får vi heller ikke løst de nye problemstillinger. Det kræver også borgerdrevne fællesskaber, som kulturhusene har i sit dna at kunne levere.”

Mandagens dialogmøde er forløber for en stor konference om et år, hvor både kulturhuse, andre kulturinstitutioner, forskere, politikere og foreninger inviteres til diskussion om fremtidens kulturhuse.

Forrige artikel Julekalender med Pernille Vermund: Julekalender med Pernille Vermund: "Det er enormt let at være mig" Næste artikel Om et år kan Grønland stå uden redningshelikopter Om et år kan Grønland stå uden redningshelikopter