Kunsten ikke at hyle i kor: Et Venstre-koryfæ runder trekvart århundrede

“Den, der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en stad.” 

Med en hilsen fra Salomons Ordsprog fulgt op af taksigelse for deres bedrifter for parti og fædreland tog højskolemanden Haarder afsked med Løkke og Jensen, da de lørdag 31. august begge forlod deres poster som Venstres frontmænd. 

Et døgns tid forinden havde partiets erfarne og uafhængige røst selv tilskyndet denne udvikling af begivenhedernes gang, og da Haarder, der ellers loyalt havde forholdt sig andægtigt tavs under hele den eskalerende partikrise, kort og fyndigt trak støtten til partiformanden, var det som dødsklokkens kimen. 

Da var Lars Løkke Rasmussens skæbne beseglet. 

En tilsnigelse, måske. Det var nok faldet ud til samme resultat, uden at Haarder så klart havde bekendt kulør, men ikke desto mindre gjorde det et usvigeligt indtryk, at han, der regnes som partiets nestor, i næsten dikterende vendinger forlangte fred ved formandsskift. 

"Formandsstriden i Venstre har fået Løkke, Claus Hjort og andre gruppemedlemmer til at markere sig kraftigt, mens vi andre holder os tilbage, fordi vi ikke vil fyre op under konflikten. Det gør debatten skæv," ræsonnede Haarder på sin facebookprofil og slog fast:  

"Selv hører jeg til de mange tavse gruppemedlemmer, der mener, at den langvarige strid er helt uholdbar i længden, og at et formandsskift forhåbentlig kan bringe afklaring og fred."  

Dagen efter udmeldingen endte Løkkes epoke i Venstre. 

"Som de fleste andre kan jeg godt kan se, at Løkke har begået dumheder. Og det er sandt, at jeg i 2014 rådede ham til at gå af. Jeg var ikke Løkke-fan. Men det er jeg blevet!" Sådan skrev Haarder i en klumme i Berlingske så sent som 8. april i år. Siden flød Haarders bæger over, og i august anbefalede han atter Løkkes afgang. (Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix)

Hylekoret gjorde ham til hin enkelte 
At Haarder længe forholdt sig tavs om sagen i den brede offentlighed og ikke tilkendegav sin stilling før til allersidst, vidner om og vækker genklang i en særlig del af hans person:

At man skal tænke sig grundigt om, før man kritikløst går med i et kor af kritikere. Den lektie har han lært tidligt. For han har været der selv og skreget med på slagord i skummende menneskemængder.

Da han læste statskundskab ved Aarhus Universitet sidst i tresserne, blev han hurtigt en del af studenteroprøret, og han var aktivt med til at bekæmpe professorvældet. 

Men midt under en demonstration i Studenternes Hus i Aarhus i den såkaldte Staklade opdagede han med ét, at han var enig med ministeren, de demonstrerede imod. Det var den radikale undervisningsminister i Baunsgaard-regeringen fra 1968-71, Helge Larsen, som lidet flatterende tituleredes "Onde Helge".

Demonstrationen drejede sig om forholdstalsvalg til de styrende organer på universitetet. De studerende ønskede ikke, at mindretallet skulle repræsenteres. Hvis de studerende fik 51 procent af stemmerne, skulle de besætte alle pladser i de styrende organer.  

Det var lige midt i dette hylekor, Haarder i et lysglimt indså, han var fuldstændig enig med ministeren.  

"Det var en form for bevidsthedsudvidelse, jeg oplevede i den situation," fortæller han i en antologi om kendte danskeres livsøjeblikke.  

"Jeg forstod pludselig, at selvom alle andre råber det samme, kan det godt være, at de har uret. Jeg blev pludselig det, som Kierkegaard kalder ‘hin enkelte’. Jeg blev revet ud af flokken. Siden har jeg tænkt mig bedre om, før jeg hyler med flokken."   

Bertel Haarder blev født på Rønshoved Højskole ved aftenstid 7. september 1944, hvilket ærgrede hans far, Hans Haarder, skolens forstander. For var der gået blot få timer mere, kunne sønnen have delt fødselsdag med selveste Grundtvig. (Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix)

En omvandrende selvmodsigelse 
Bertel Geismar Haarder er inkarnationen af de seneste 45 års politiske danmarkshistorie. En rekordernes mand i det danske folkestyre. Folketingsmand gennem fem årtier, europaparlamentariker og ikke mindst minister i sammenlagt næsten 22 år.

I oktober 2016 nåede han at slå socialdemokraten Kristen Bordings rekord, der udgjorde 7.852 ministerdage. Og det til trods for, at Haarder egentlig ikke havde tænkt sig at blive politiker.

"Men man bliver tit det, som ens omgivelser har sagt, at man ikke kan blive. Jeg var bestemt til at være et skravl. Og blev det modsatte. Jeg var den eneste, som stammede, og jeg blev den eneste, som kom til at leve af at snakke," har han fortalt til Politiken.

Han har opnået langt mere end de fleste, men livet har også budt på forbigåelser, forbitrelse og personlig tragedie.

Han blev aldrig – skønt ønsket herom var været intenst og brændende – EU-kommissær eller folketingsformand. Ej heller partiformand for den sags skyld.

På hjemmefronten kom sønnens ubærlige kræftsygdom og livslange multihandicap tidligt til at præge Haarder selv og resten af familien. Men hvor det i mange andre tilfælde kunne have skabt splid og opbrud, har det mere end noget andet knyttet hustruen Birgitte, børnene og ham sammen i et ukueligt sammenhold. 

Bertel Haarder blev gift med Birgitte i 1971. De havde allerede haft en kort romance på Rønshoved Højskole i 1964, da hun arbejdede på skolen som vikar, men det var først flere år senere, da han var blevet færdig med sin kandidat i statskundskab på Aarhus Universitet og arbejdede som lærer på Askov Højskole, at deres veje krydsedes igen. (Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix 1995)

Livsrejsen startede i 1944 i en stor sønderjysk højskolefamilie med en blid og elskelig mor og en næsten skræmmende karismatisk faderfigur i højskoleforstanderen Hans Haarder. 

I såvel Børsting og Karkers biografi fra 2004 som i Haarders egen selvbiografi fra 2012 får man et glimt af den verden og det miljø, som denne særegne mand, en af dansk politiks mest kontroversielle nulevende skikkelser, er rundet af. Moren stod som hans sikre havn, men det var faren, der var hans store forbillede.  

"Med sit garvede ansigt og sine stærke øjne under store buskede bryn var Hans Haarder en alvorsmand, der kunne få børn og voksne til at skælve af frygt. Men han var også et legebarn, der kunne få folk til at synge og danse. En omvandrende selvmodsigelse. Frisindet og formynderisk, kolerisk og humørsyg."  

Sådan lyder det om faren i Børsting og Karkers biografi, og ligheden mellem far og søn er på lange stræk unægteligt slående.  

Ildkuglen 
Skal man beskrive Haarder med ét ord, kunne det være det prædikat, Anders Heissel satte på ham, da han portrætterede ham for ti år siden i Altingets spalter, ildkuglen.  

Uforudsigelig, lysende, brændende. Et temperament og et engagement af en anden verden.  

Til alle tider har han været en mand, der har fremkaldt de allerstærkeste følelser hos andre.

Der er nærmest ikke det menneske, han – særligt i de yngre år – ikke har været oppe at toppes med. Han har været på kant med sine partiformænd, embedsmænd, departementschefer og med utallige betydende og mindre betydende personager i det danske samfund.  

Samtidig hermed er han også manden, der har gået på hænder ved enhver tænkelig lejlighed såvel i ministerierne som til diverse Venstre-arrangementer. Han er festfyrværkeriet, der bryder ud i sang – egne såvel som andres. 

Som rimsmed af Guds nåde spidder han sydende ofte og gerne både venner og fjender, og som festtaler giver han mangen en standupkomiker baghjul. 

Bertel Haarder og Emmelie de Forest synger sammen under åbningen af Folkemødet 2019 i Allinge. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Det iltre temperament er velkendt. Alle har set Haarder udfolde sig i det herostratisk berømte, virale “risengrødsinterview”, så det er der ingen grund til at dvæle yderligere ved. En anden episode er nok så rammende.   

I Børsting og Karkers biografi beskriver de et optrin med en journalist fra Irish Times, der under det danske EU-formandskab i 2002 var i Danmark for at interviewe Haarder i egenskab af europaminister.  

Denne irer fik til sin forbløffelse lov at føle, hvad utallige af hans danske kolleger i faget (herunder også Altingets journalister) har oplevet gennem årene: at Haarder skælder dem ud, hvis de ikke har opfattet sagen, som han mener, den skal opfattes, og at han bliver ved og ved. Og ved.  

Ireren beskrev i en artikel sit møde med denne insisterende minister, som ikke ville lade ham slippe ud af kontoret, fordi der var noget, han havde misforstået. Derefter konstaterede han:  

“Finally I got rid of him, and I was able to leave the office. I spent rest of the day wondering about this strange minister. Then my phone started to ring at the hotel. And the minister was back.” 

Som Olav Hergel skrev i sin anmeldelse af biografien: 

“Det er ikke bare morsomt. Det er Bertel Haarder i magt og vælde, kød og blod, ånd og sjæl og på godt og ondt i løbet af tre linjer.” 

I et af sine berømte, ideologiske manifester, 'Midt i en klynketid' (1980), dissekerede Haarder den danske folkesjæl og opstillede blandt andet klynkelovene: 1) Jo større forbedringer, der gives på et område, jo mere hysteriske bliver klagerne over nedskæringer og pressionen for at få endnu mere. 2) Problemernes omtale har intet at gøre med deres omfang, men alene med den tid og de ressourcer, der er til rådighed til at tale om dem og agitere for deres løsning. (Foto: Ulf Nilsen/Ritzau Scanpix)

Fyrtårn og frygtet minister 
Gennem halvfjerdserne, firserne og halvfemserne formidlede Haarder i sit omfattende forfatterskab sine tanker om samfundet rundet af grundtvigiansk frisind, frivillighedskultur og kulturkonservatisme.

Med slagkraftige og ofte dobbelttydige titler som 'Institutionernes tyranni', 'Midt i en klynketid', og 'Lille land, hvad nu?' rejste han sig til at blive en af de største og vigtigste tænkere i Venstre; et borgerligt, intellektuelt fyrtårn.  

Han blev valgt til Folketinget første gang i januar 1975 som 30-årig. Det var ved det valg, Anker Jørgensen generobrede magten fra Hartling, der kun havde nået at sidde i 14 måneder med en ren Venstre-regering som konsekvens af jordskredsvalget i 1973. 

En overgang var politikken ved at blive Haarder for meget. Han overvejede helt at forlade Folketinget for at læse til præst og nåede endda at skrive ansøgningen til Kirkeministeriet. Brevet forlod aldrig skrivemaskinen. 

Uden at udskrive folketingsvalg gik Anker Jørgensen (S) af som statsminister i september 1982, og da Poul Schlüter (K) dannede sin firkløverregering, stod Haarder på listen over ministre. Rygtet om hans idéer, væsen og person var løbet forud for hans tiltrædelse, og i Undervisningsministeriet skælvede embedsværket, som var det selve Antikrist, der meldte sin ankomst.  

“Bertel Bims” blev han kaldt – selv af sine politiske kolleger. Til hans store fortrydelse og foragt. Tilnavnet havde rod i både den førte politik, temperamentet, men ikke mindst også i hans kantede fremtoning og i det stirrende blik bag de tykke briller, der gjorde udtrykket manisk og vildt. I krogene gik der sågar rygter om, at ministeren var uligevægtig og maniodepressiv.  

”Hvordan skulle jeg kunne forhandle mere end hundrede forlig som undervisningsminister, hvor alle undtaget ét var med bredt flertal, hvis jeg var manisk og utilregnelig?” spurgte han retorisk, næsten fnysende, da en journalist fra Euroman kom ind på emnet under et interview. 

De fleste, der har arbejdet sammen med Haarder, både embedsfolk og politikere, har da også udelukkende set hans impulsive adfærd som et udtryk for et imposant engagement og en utrættelig arbejdskapacitet. Der har altid været en ny idé, der skulle vendes, og nye sager, der skulle drøftes. Helst øjeblikkeligt. Sjældent står han stille, og tankerne leder stedse efter alternative løsninger på problemerne foran ham. 

Foghs trumfkort, forbigåelser og forviklinger 
Under valgkampen i 2001 havde Fogh som et af hovedtemaerne lanceret ideen om et ministerium for flygtninge, indvandrere og integration. Til posten havde han brug for en handlekraftig politisk håndværker, og som et trumfkort hentede han Haarder hjem fra Europa-Parlamentet, hvor Haarder havde siddet siden 1994.  

Driftsikkert påtog Haarder sig rollen som Danmarks første integrationsminister, men det sled på ham.  

Tre år senere ville han grumme gerne have haft den kommissærpost, Mariann Fischer Boel endte med at få. Det har han aldrig lagt skjul på.  

Med hans erfaring som EU-parlamentariker og europaminister syntes han selv at være det oplagte valg. Men den nyvalgte kommissionsformand Barroso ville have flere kvindelige kommissærer, og hvis Danmark skulle have en tung post, måtte Fogh stille med en kvinde.  

Haarders popularitet steg støt i hans tid som integrationsminister, han fuldførte sin opgave og reformerede udlændingepolitikken, men han var træt af at blive hængt ud af sine politiske modstandere. Så da regeringen genvandt magten i 2005, gav Fogh ham Undervisningsministeriet tilbage. 

Fire år senere, da der i 2009 igen skulle udnævnes en dansk EU-kommissær, blev Haarder forbigået for anden gang. 

Denne gang løb Connie Hedegaard med posten. 

Efter valget i 2015, hvor Løkke snuppede de statsministerielle nøgler tilbage fra Thorning, kunne Haarder være blevet valgt til formand for Folketinget med støtte fra næsten alle partier, men han trak sig godvilligt for at undgå konflikt med Dansk Folkeparti. 

“Det havde jeg ikke gjort, hvis jeg havde vidst, at jeg kun skulle være minister i 17 måneder,” indrømmede han siden over for Euroman.  

Løkke havde gjort Haarder til kulturminister i den smalle Venstre-regering, men han blev vraget, da der skulle findes plads til nye folk i regeringen ved den nye VLAK-konstellation. Som plaster på såret tilbød Løkke ham pladsen som generalkonsul i Flensborg. 

Det kunne have sluttet ringen på smukkeste vis. Et værdigt farvel til den politiske ener.  

Sønderjyden Haarder kunne være vendt hjem til fødeegnen ved Flensborg Fjord, og skuffelsen over at miste ministerposten ville i nogen grad kunne opvejes af glæden ved udsigten til de nye udfordringer og opgaver i grænselandet. 

Men sådan skulle det som bekendt ikke gå.   

Haarders beslutning om at forlade politik holdt blot to uger. Posten som generalkonsul var ikke ledig, da Løkke udlovede den, og det udløste kraftige protester i det danske mindretal i Slesvig, da den meget afholdte mand på posten, Henrik Becker-Christensen, blev fyret. 

Haarder afslog tilbuddet, han ellers ikke havde kunnet sige nej til. Det værdige farvel til dansk politik endte i et forhastet og forkvaklet forløb.  

Men den ældre herre er ikke sådan at slå ud. 

I juni måned 2019 blev han atter en gang valgt til Folketinget.

Minister på barrikaden 
“A æ ingen tøsedreng,” sagde Fremskridtspartiets Kresten Poulsgaard om sig selv. Det samme gælder Bertel Haarder. Han har stamina som få og frygter ingen.

Som undervisningsminister i 1982 blev det hans opgave at sørge for, at flere blev undervist for færre penge. Derfor foretog han en merindskrivning. Der blev sat ekstra stole ind i klasserne, så der var ti procent større hold i hele undervisningssektoren.  

Det førte til voldsomme protestaktioner og demonstrationer. Gymnasieeleverne havde fået kørt en lastbil med et gigantisk højttaleranlæg frem foran ministeriet. Og der stod de og råbte vrede slagord op mod ministerens vinduer.  

Dørene til ministeriet var blevet låst af sikkerhedshensyn, men Haarder ville ikke være en fjern og skræmt bureaukrat.  

Til ministersekretærens store ængstelse fór han ud ad døren, gik ned til demonstranterne og hoppede op på lastvognen, hvorfra han holdt en tale til forsamlingen om, hvorfor han havde gjort, som han havde gjort. Og at de i virkeligheden skulle være glade for det. For landet var ved at gå fallit.  

Det fandt de sig i, og han gjorde næsten demonstrationen til sin. Sådan noget skal man naturligvis ikke overdrive, så efter ti minutter ønskede han dem en god demonstration og gik igen.  

Haarder fik solgt sit budskab, i stedet for at de studerende skulle stå og råbe og skrige uden gensvar. Og han fandt, at de havde fantastisk godt af at høre, hvad årsagen til nedskæringen var.

Lige siden den oplevelse har han aldrig været bange for at gå ind i en demonstration og tale til de utilfredse. 

På sin vis går der en lige linje fra hans oplevelse med studenteroprøret i tresserne over hans egen position som minister senere i livet til hans grundlæggende livsfilosofi i det store hele: Det er ikke nok at hyle op i kor, når man er utilfreds.

"Det er ikke nok at kræve sin ret, man må også gøre sin pligt og se sagerne fra et større perspektiv for fællesskabets skyld. Det forstod jeg, da jeg ikke bare ville give de studerende betingelsesløs magt på universitetet i 1968. Og det er det, jeg synes, at man skal tænke over, hver gang man står overfor et samfundsproblem i stedet for at gå kritikløst med i et kor af kritikere.”