Kvindeøkonomien: Tradwife-trenden romantiserer en livsstil, der koster kvinder dyrt

Intet hold i virkeligheden

At kalde forsørgelse en luksusversion af 1950'erne er en tiltalende formulering, men også en historieløs en af slagsen. 1950'ernes model var ikke luksus. Den byggede på kvinders økonomiske ufrihed og juridiske begrænsninger.

Når Signe Wolff Ravneberg skriver, at det i dag ville være noget helt andet, fordi det er frivilligt, overser hun, at økonomisk afhængighed ikke mister sin konsekvens, bare fordi den er valgt.

Økonomisk afhængighed mister ikke sin konsekvens, bare fordi den er selvvalgt.

Benedikte Løje Nielsen
Forperson, Kvindeøkonomien

At være afhængig af sin partner er et tab af forhandlingskraft, et tab af fremtidige muligheder og et tab af sikkerhed. Det gælder både, når forholdet er sundt og trygt, men specielt når det ikke er.

Vi ved, at kvinder er den økonomiske taber efter en skilsmisse. Vi ved, at karriereafbræk, barsel, deltidsstillinger og manglende pensionsindbetalinger sætter sig som livsvarige økonomiske konsekvenser. Vi ved, at kvinder allerede sakker bagud i formue, pension, løn og ledelsesmuligheder.

At fremstille en husstandsmodel baseret på én indkomst som en slags feministisk befrielse hviler derfor på en forudsætning, der ikke findes i virkeligheden.

Forsørgerdrømmen er ikke ligestilling

Signe Wolff Ravneberg opfordrer til, at vi har tillid til, at kvinder kan tænke selv. Det har jeg også. Men personligt valg og strukturel virkelighed kan ikke skilles ad. At kalde økonomisk afhængighed et frit valg ignorerer de politiske og samfundsmæssige rammer, der netop gør det valg risikabelt.

Det er også værd at spørge: Hvor frit er et valg, der kun er økonomisk muligt for et fåtal?

Forsørgelse kræver en partner med løn og fleksibilitet i en størrelsesorden, de fleste mennesker i Danmark ikke har. Drømmen er derfor ikke bare kønnet, den er også klassespecifik.

Hvis ligestilling skal handle om reel frihed, kan vi ikke romantisere valg, der får kvinder til at miste økonomisk magt.

Benedikte Løje Nielsen
Forperson, Kvindeøkonomien

At unge kvinder i stigende grad udtrykker ønske om at slippe for arbejdsmarkedet fortæller os ikke, at vi har opnået så meget ligestilling, at kvinder nu endelig kan vælge alt. Det fortæller os, at arbejdsmarkedet ikke fungerer for dem.

Løsningen på det problem er ikke at vende tilbage til en model, der skaber større økonomisk ulighed mellem kønnene. Løsningen er at skabe et arbejdsmarked, hvor kvinder ikke føler, at udbrændthed eller økonomisk afhængighed er de eneste alternativer til fuldtidsarbejde.

At fordele barsel og arbejde frit lyder smukt på papiret, men vi lever ikke i et vakuum, hvor kulturelle forventninger, løngab og strukturelle barrierer ikke spiller ind. Nordiske ligestillingsparadokser skyldes ikke, at kvinder vælger kønsstereotypt, men at strukturer og incitamenter stadig skubber i bestemte retninger.

Hvis ligestilling skal handle om reel frihed, kan vi ikke romantisere valg, der får kvinder til at miste økonomisk magt.

Frihed handler ikke om at have mulighed for at slippe for arbejde. Frihed handler om at kunne stå på egne ben, også når livet går galt.

Det er sjældent luksus, der bringer kvinder i økonomisk afhængighed. Det er håbet om at slippe for et system, der ikke fungerer. Og det er præcis derfor, vi skal tage problemet alvorligt.

Forsørgerdrømmen er ikke ligestilling. Den er et signal om, at vi har mere arbejde foran os.