LA i markant lavere økonomisk aktivitet

REGNSKAB: Liberal Alliances indtægter faldt markant i 2016 i forhold til valgåret 2015. 10,3 mio. indtægter mod 16,4 mio. året før. Overskuddet på 1,5 mio. gemmes på kistebunden.

Foto: Bo Amstrup/Scanpix
Rasmus Nielsen

AALBORG: Liberal Alliance havde et dæmpet 2016 rent økonomisk. Partiet modtog langt færre private bidrag i forhold til valgåret 2015. Og kontingentindtægterne faldt med 200.000 kr. Overskuddet på 1,5 mio. gemmes i partikassen, som dog stadig ved årets udgang viste en negativ egenkapital på 84.000 kr. 

Partier sparer typisk op mellem valgene og fyrer pengene af, når stemmerne skal høstes. Det afspejler sig altså også i Liberal Alliances regnskab for 2016, der er revideret af Ernst & Young og skulle godkendes i eftermidddag på partiets landsmøde i Aalborg.

Omsætningen faldt markant til 10,3 mio. kr. mod 16,4 mio. kr. i valgåret 2015. Indtægterne i 2016 var fordelt med kontingentindtægter på 1.740.135 kr. (1.944.408 i 2015), 423.503 i private bidrag (9.081.245) og partistøtte på 8.152.717 kr. (5.385.843).

Omsætningsfaldet manifesterer sig især på markedsføringskontoen, hvor udgifterne til annoncering faldt fra hele 14,1 mio. kr. i 2015 til 3,8 mio. kr. i 2016.

Til gengæld har et nyt elektronisk medlemssystem kostet, hvorved edb-udgifterne steg fra 185.000 kr. i 2015 til 498.000 kr. i 2016.

Mangler Seier
2016 fik LA altså ikke nær de private bidrag, man fik i valgåret. Bidragene kom i følge regnskabet fra Dansk Arbejdsgiverforening, Erhvervsklubben og erhvervsmanden og investoren Denis Viet-Jacobsen, Østerbro. Frafaldet af Saxo Bank-stifteren Lars Seier Christensen er iøjnefaldende. Han var dog også i år inviteret til at tale på landsmødet.

Landsformand Leif Mikkelsen betonede i sin gennemgang, at "udover økonomiske bidrag får partiet stillet faciliteter af forskellig art til rådighed, hvilket vi er taknemmelige for".

Hvor LA tidligere har spændt sin økonomi til det yderste for at præge valgkampen, har man i løbet af 2016 nedbragt sin negative egenkapital fra 1,6 mio. kr. til nu 84.000 kr. Konsolideringen førte til finansielle besparelser på en lille halv million kroner i forhold til 2015.

Godkendt og genvalgt
Partiet har i øvrigt stillet lokaler gratis til rådighed på Christiansborg, hvorfor udgifter til lokaler kun udgør 40.000 kr.

Regnskabet er uden anmærkninger og underskrevet af partiets øverste politiske og organisatoriske ledelse.

Senere på året venter kommunal- og regionsrådsvalget, og den økonomiske aktivitet må ventes at øges igen. Om partiet så – nu hvor det er kommet i regering – lykkes med at samle lige så mange private bidrag som i 2015, må tiden vise.

”Vi står ikke voldsomt stærkt rustet til at gå ud i en valgkamp," konstaterede Leif Mikkelsen om regeringspartiets aktuelle økonomiske pondus.

Kontingentet forbliver uændret. Regnskabet blev vedtaget, og revisoren EY blev genvalgt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Seier Christensen

Formand, Concordium Foundation, adm. direktør, Seier Capital
student (N. Zahles Skole 1981)

Leif Mikkelsen

Fhv. landsformand (LA), fhv. MF (V og LA), gruppeformand & medlem af Folketingets Præsidium
landmand (Asmildkloster Landbrugsskole 1973)

0:000:00