Lad mig vise dig det nye Altinget

OM OS: Politik har aldrig været vigtigere. Det er ledestjernen for Altingets nye hjemmeside. Den gør det meget nemmere at finde frem til de mange ting, der gør Altinget til noget særligt 
 

Foto: Arthur Cammelbeeck

I dag byder vi dig inden for på Altingets nye hjemmeside. Jeg håber, du vil bruge lidt tid på at lære den at kende. 

Måske har du travlt? Så får du den korte version her:

Vores nye site er hurtigere, det er nemmere at finde rundt i, og vi har fået bedre værktøjer til at fortælle vores historier og fremhæve det helt unikke Altinget-indhold, som vi er stolte af at vise frem. Vi har fået meget mere lyd – og så er vores jobmarked blevet endnu bedre. På det nye Altinget kan du bedre mærke, hvem vi er. 

Politik har aldrig været vigtigere. Og på Altinget brænder vi for politik. 

I denne artikel vil jeg gerne invitere dig med på en tur ind i hjertet af Altinget og fortælle om de tanker, der ligger bag hjemmesiden.   

Skub artiklen væk 
Men allerførst vil jeg bede dig om at skubbe denne artikel op eller ned på din skærm. Hvis du læser på en smartphone eller en iPad, gør du det bare med fingeren – ellers brug musen. Når artiklen er næsten helt ude af skærmen, glider den selv det sidste stykke. 

Prøv det lige. 

I det nye Altinget behøver du ikke klikke, når du er færdig med at læse en artikel. Du skubber den bare væk, enten op eller ned, og så er du tilbage på forsiden, eller hvor du befandt dig sidst. På den måde kan du bladre i Altinget og hurtigt fjerne en artikel, som du alligevel ikke havde tid eller lyst til at læse.

Og her er en ting mere, du kan prøve i de kommende dage: Øverst i mange artikler vil der sidde en lille play-knap. Med den kan du få oplæst artikler i Altinget, så du kan fordybe dig i politik, mens du pendler, laver mad eller noget helt tredje.

Foto:

I det hele taget er der meget mere lyd på Altinget fra i dag. Vores podcast er blevet nemmere at finde, og de kan afspilles direkte fra hjemmesiden. De bliver oven i købet ved med at køre, selv om du begynder at læse en ny artikel eller begynder at tjekke mails på din smartphone.     

Politik er vigtigere end nogensinde 
På Altinget ånder og lever vi for politik.  

Vi kan godt lide at holde øje med de mennesker, der arbejder med politik, uanset om de er folkevalgte, embedsmænd eller lobbyister. Derfor har vi Danmarks bedste navnestof.  

Vi holder øje med, hvem der skifter job, fordi det interesserer os – og fordi vi ved, at vores læsere også har brug for at vide det. Det er i øvrigt også hos os, mange af dem finder deres næste job – det vender jeg tilbage til.

Foto:

Vi bruger også meget tid på at holde øje med, hvad der bliver diskuteret og vedtaget i Folketinget. For os er politik ikke bare strategi og spin. Derfor har vi Danmarks bedste overvågning af alle nye lovforslag – og den bedste kalender over politiske begivenheder.  

Ude på vores 25 nichemedier har vi en unik service med Ministersvar, hvor vi med hjælp fra robotter bringer alle de skriftlige spørgsmål, der stilles i Folketinget – og alle ministrenes svar. 

En af udfordringerne med vores gamle hjemmeside var, at de ting kunne være svære at finde. Derfor har vi flyttet vores unikke indhold som Navnenyt, Følg Lovforslaget og Politisk Kalender frem på forsiden og gjort det nemmere at overskue, uanset om du er sidder ved din computer eller læser os på mobil.

13.000 visitkort 
Vores navnestof bygger på mere end 13.000 visitkort med aktører fra det politiske Danmark i bredeste forstand.  

Når du læser vores navnehistorier, kan du altid kigge ind på aktørernes visitkort, hvor du kan læse mere om dem og finde andre artikler, de selv har skrevet eller optrådt i. 

Foto:

Se for eksempel Mette Frederiksens visitkort her eller mit eget visitkort her. Måske har du selv et visitkort på Altinget?

I så fald ved du, at vi hvert år skriver til dig for at tjekke, om vores oplysninger er korrekte. På vores nye hjemmeside møder du visitkort hele tiden. Både når du kigger i vores kalender, og når du læser en artikel. Visitkortene giver dig muligheden for at følge de mennesker, der er vigtige for dig.  

Altingets egne skribenter har også et visitkort, og her kan du nemt finde artikler af en bestemt skribent.  

Du møder os med mobilen i hånden 
Sidste gang, Altinget fornyede sin hjemmeside, var i 2014. Siden dengang er vi alle sammen blevet meget mere afhængige af vores smartphones. 

I dag foregår præcis halvdelen af læsningen på mobil. Derfor er vores nye hjemmeside selvsagt også skabt til, at oplevelsen er mindst lige så god på den lille, håndholdte skærm.  

Og som vistnok det første medie i Danmark indfører vi såkaldte stories i toppen af vores mobilsite. Du kender det fra sociale medier, hvor små bobler i toppen af skærmen giver dig hurtig adgang til indhold fra de venner, du følger mest.  

Foto:

På Altinget bliver de små bobler styret af redaktionen, og vi vil bruge dem til at gøre opmærksom på, at der er nyt indhold, som du måske har lyst til at læse. Det kan være et videoklip med statsministeren, et opsigtsvækkende jobskifte i Udenrigsministeriet, en podcast om seneste meningsmåling eller et debatindlæg fra Morten Messerschmidt.  

Vi er blevet mere levende 
Også på desktop har vi ladet os inspirere af nogle af de bedste ting fra sociale medier. På forsiden vil du af og til opleve, at Altingets journalister og redaktører giver bestemte historier en personlig anbefaling med på vejen.  

På den måde bliver Altingets forside et mere levende sted, og vi håber, du lidt oftere får lyst til at tjekke ind for at se, hvad der sker i dansk og europæisk politik.  

Jeg anbefaler varmt, at du opretter en genvej til Altinget på din smartphone, så vores forside altid kun er et klik væk. Du kan se en guide til, hvordan man gør, her.

Find dit nye job 
Altinget har de seneste år udviklet sig til at være Danmarks bedste jobmarked, ikke bare for ministerier, styrelser og kommuner, men også for en lang række af de brancher, der søger medarbejdere med politisk forståelse. 

Vi ved, at mange af Altingets læser studerer vores jobannoncer med (næsten) lige så stor interesse som vores artikler.  

Derfor har vi forsøgt at gøre jobannoncerne til en bedre oplevelse – både for dig som læser og for de arbejdsgivere, der leder efter en ny medarbejder. Med et nyt, stilrent design er vores jobannoncer blevet nemmere at finde rundt i. Til gengæld skruer vi helt ned for den slags annoncer, der mest skaber larm og forstyrrer den gode læseoplevelse. 

Uanset om du er abonnent eller ikke, så tilbyder Altinget i dag en af de mest rolige hjemmesider, hvor du kan læse en artikel uden hele tiden at blive afbrudt.

Som noget nyt har vi skabt en hel sektion, der udelukkende består af ledige job og navnenyheder fra det politiske Danmark.  

Gem dine artikler 
For dig, der abonnerer på et af Altingets 25 nichemedier, indeholder det nye design nogle helt nye muligheder. Når du er logget ind, kan du gemme artikler til senere – både på forsiden og inde på selve artiklen. På den måde kan du altid vende tilbage til de artikler, du ikke fik læst færdig – eller som du har brug for at vende med en kollega i morgen. 

I en liste på forsiden kan du nemt finde dine gemte artikler igen. Vi vil løbende udvide mulighederne for at styre dit eget indhold på Altinget. 

Dertil kommer det indhold, der udelukkende er synligt for brugerne af vores 25 nichemedier. Det gælder for eksempel vores unikke service ’ Ministersvar’, som gengiver alle de spørgsmål, der stilles i Folketinget, og alle de svar, som kommer fra regeringens ministre.  

Den usynlige del er også blevet bedre 
Maskinen under motorhjelmen er også blevet opgraderet. Det nye Altinget kører lidt hurtigere end det gamle, og det bliver nemmere for os at justere på det i fremtiden. På den måde er det lidt, som om vi har skiftet vores velkørende diesel-Volvo ud med en moderne elbil. 

Vores nye udseende har været undervejs i et års tid, og vi har glædet os enormt meget til at tage det i brug. 
Det er skabt i samarbejde med tre af Danmarks dygtigste udviklere af moderne netaviser, nemlig Anders Emil Møller, Marcus Fuchs og Morten Wibrand. De har tidligere hjulpet medier som DR, Weekendavisen og Børsen. 

Internt kan vi især takke vores to projektledere Ninna Gøbel Rønberg og Eva Paus Regnar samt vores it-chef Michael Kellberg for den usædvanligt hurtige implementering af det nye system.

Det samme team står også bag en ny hjemmeside til vores søstermedie Mandag Morgen – og her bliver forandringerne endnu større end på Altinget. Den hjemmeside glæder vi os til at præsentere i løbet af foråret, men foreløbig håber jeg, at du vil gå på opdagelse i det nye Altinget – og at du vil skrive til mig, hvis du har kommentarer eller forslag til, hvordan det kan blive endnu bedre.  

Du kan skrive til mig på jn@altinget.dk 
 

Omtalte personer

Jakob Nielsen

Ansvarshavende chefredaktør, Altinget
Journalist (DMJX 1998)

    Politik har aldrig været vigtigere

    Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion