Lærer: Stop med at bruge børn som rekvisitter i valgkampen

Algoritmer glemmer ikke

Den tyske politiske tænker Hannah Arendt skelnede skarpt mellem det private og det offentlige. Det private var hjemmets og familiens beskyttede sfære – et sted præget af nærhed, tryghed og ubetinget kærlighed.

Det offentlige var derimod det fælles rum, hvor vi som borgere mødes som ligeværdige aktører for at debattere, handle og tage ansvar for fælles anliggender.

Når disse rum blandes sammen, risikerer vi, at det politiske mister sin karakter af fælles samtale og i stedet bliver en scene for identifikation, følelser og visuelle symboler.

Et stærkt historisk eksempel på dette er sagen om Little Rock Nine i 1957 i Little Rock, hvor ni sorte skoleelever blev eskorteret ind på en skole under massiv modstand som led i kampen mod racediskrimination.

De børn, vi ser i valgreklamer i dag, kan om tyve år have deres helt egne politiske overbevisninger.

Jóhannes Miðskarð
Kandidat for Venstre ved kommunalvalget 2025, folkeskolelærer, cand.pæd. i pædagogisk psykologi, ph.d. og konsulent

Hannah Arendt støttede naturligvis bestræbelserne for ligestilling, men advarede imod, at børn blev anvendt som frontfigurer i voksnes politiske kampe – at lægge byrden af ideologi, konflikt og kamp på deres skuldre.

Dette er ikke at sammenligne en dansk valgkamps sociale medier-reel direkte med en historisk borgerrettighedskamp. Men princippet om beskyttelse af børn som selvstændige individer gælder stadig.

De børn, vi ser i valgreklamer i dag, kan om tyve år have deres helt egne politiske overbevisninger. De kan engagere sig i helt andre bevægelser, andre partier – eller slet ikke engagere sig politisk.

Men billeder og videoer kan blive hængende. Algoritmer glemmer ikke. Billeder af dem som symboler i en voksens kamp om stemmer kan blive et digitalt fodaftryk resten af livet.

Hannah Arendt understreger, at politik handler om handling og ansvar. Den voksne, der træder frem i offentligheden, må stå på egne argumenter – ikke søge legitimitet ved at trække sit barn ind.

Børnene betaler prisen 

Når vi bruger børn som rekvisitter i politisk kommunikation, bliver børnene et middel – ikke et mål – i en voksens interesse.

Der er noget forførende ved det nære. Følelser virker. Algoritmer elsker autenticitet. Men et demokrati kan ikke reduceres til familiealbumets varme billeder.

Det kræver mod at lade være. At sige: Et barn er ikke mit brand. Mine børnebørn er ikke min kampagne.

Børn har ret til at vokse op uden at blive offentlighedens ejendom. De har ret til selv at vælge, hvordan, hvornår og om de vil gå ind i det politiske rum.

Når vi ser disse rørende reels, bør vi derfor stille os selv et enkelt, men vigtigt spørgsmål:

Er dette et politisk argument – eller en følelsesstrategi?

Og endnu vigtigere: Hvem betaler prisen, hvis vi vænner os til, at børn bliver en integreret del af det politiske iscenesættelsesapparat?

Svaret er enkelt: Det gør børnene.

Demokratiet kræver voksne. Lad os lade børnene være børn.