Lars Løkke: Jeg kunne ikke drømme om at pille en tøddel ved eksisterende friværdier

For to døgn siden sad jeg i et fly og gjorde mig tanker efter årets sikkerhedskonference i München. Om det ufravigelige behov for, at Europa træder mere i karakter, står i egen ret, styrker sin modstands- og konkurrencekraft og gør sig mere relevant i en ny verdensorden, hvor vi ellers risikere at sygne hen som det der engang var et magtfuldt kontinent, der satte globale standarder.
Og om at vi i Danmark med fordel bør starte med os selv. For selv om man i længden ikke kan være en vindernation i en taberregion, kan man jo godt strenge sig an og inspirere andre ved at gå foran.
Nu sidder jeg her igen, i et fly. På vej hjem til Danmark efter et 36 timers intensivt besøg i Kigali, Rwanda, hvor jeg for nogle timer siden åbnede Danmarks første ambassade i landet.
Fingrende springer på tastaturet. Måske skulle jeg hellere lade være. For jeg kan jo se, at mit seneste opslag med dages forsinkelse tidligere mandag aften, kort før afrejse, har sat sig i en overophedet debat om, at Moderaterne og jeg nu vil brandbeskatte Danmarks boligejere. Men jeg er blevet for gammel til politisk korrekthed, fokusgrupper, taktiske overvejelser og designerpolitik. Så undskyld mig …
Jeg ved godt, at vi er i et valgår. Det fyger i luften med hurtige løsninger: Vi sparer da bare hen over natten en fjerdedel af udviklingsbistanden og kan åbenbart få mere for mindre (!), vi halverer da bare klassekvotienterne med et snuptag fra Christiansborg og glemmer de seneste års løfter om at sætte den faglige frihed løs, vi (gen)indfører da bare en fridag og glemmer elegant den lønkompensation, der blevet givet, da den forsvandt.
Moderaterne vil insistere på en debat om, om det i længden ikke ville være klogere at forenkle og reducere den løbende boligbeskatning, beskatte store gevinster ved salg og i stedet sætte skatten ned på arbejde.
Lars Løkke Rasmussen (M)
Partileder og udenrigsminister
Halløjsasa; det går hurtigt og lystigt for sig. Godt med det, men gør man sig langsigtede tanker om sammenhænge og udfordringer, som mine børnebørn ellers kommer til at slås med, hvis ikke vi reagerer i tide, så spreder man – må jeg forstå – maksimal usikkerhed, vil pludselig lukke det halve Afrika ind i Danmark og sende landets boligejere (hvem jeg ellers selv har været en del af i 36 år) fra hus og hjem.
Tillad mig derfor et par observationer. Først om Afrika; dernæst om boligbeskatning.
Lad afrikanere dygtiggøre sig i Europa
Om mindre end 25 år er hver tredje ung på denne planet afrikaner. Hver tredje! Afrika er vores nabokontinent. Prøv at tænke over, hvad det kommer til at betyde for migrationspresset på Europa, hvis de ikke kan finde en fornuftig fremtid hos dem selv og søger mod os. Kan du forestille dig et hegn højt nok, der ville kunne holde dem ude? Er det så klogt eller dumt at engagere sig i deres fremtid? Jeg er helt sikker på, at mine børnebørn synes, det er klogt.
For 32 år siden var der et folkemord i Rwanda, jeg lige har besøgt. Op mod en million mennesker af en befolkning på mindre end otte millioner blev slået ihjel på 100 dage. Det største, voldsomste og hurtigste folkedrab i menneskehedens historien. Det gjorde ondt helt ind i hjertet at se knogler, kranier, børnefotos og beklædningsgenstande fra ofrene på museet i Kigali i går.
Men det varmede tilsvarende at mærke, hvordan de konsekvent har arbejdet med at hele sårene og bringe landet videre: Børnedødeligheden er faldet til en femtedel, fødselsraten er henved halveret og på Transparent Internationals korruptionsliste (CPI) ligger de nu bedre til end den tungeste tredjedel af EU’s medlemslande! Et selvbevidst land i fremgang.
Og dem er der en del af i Afrika. 11 af verdens 20 hurtigst voksende økonomier er afrikanske. Verden er i opbrud. Gamle venner truer med handelskrig. Skulle vi så vende ryggen til Afrika, overlade det hele til Kina og Rusland? Eller bør vi i stedet investere i at bygge nye venskaber, relationer og fremtidige markeder for dansk eksport, der kan sikre vores egen fremtidige velstand?
Jeg synes, svaret giver sig selv. Og derfor vil jeg stå fast på, at vi leverer den udviklingsbistand, vi i mere end en generation har argumenteret for, at alle andre også bør give – og drejer den fra ’aid to trade’, så den tjener både deres og vores interesser.
Og derfor vil jeg – her i øvrigt helt på linje med Ungarns Victor Orban (!), der har forstået sammenhængen – argumentere for, at det er klogere at invitere afrikanere til at dygtiggøre sig i Europa, så de kan udvikle deres egne lande og økonomier, end lade stå til og afvente et ukontrollerbart illegalt migrationspres. Ikke at det hele ellers ikke holder min tid ud – jeg er jo født tættere på anden verdenskrigs afslutning, end jeg statistisk er fra min dødsdag – men jeg har da ved gud også et ansvar for næste generation.
Den slags kan man selvfølgelig vælge at se stort på med et folketingsvalg lige rundt hjørnet, men det er da for f….. ikke politisk lederskab!
Beskat store gevinster ved salg
For mig er det en ikke en ny tanke – jeg har blandt andet antydet den i bogen ’Ud af det blå’, som jeg udgav for nogle år siden – at vi med fordel kunne forskyde boligbeskatningen fra løbende beskatning (jeg betaler skat, fordi jeg bor mellem mursten) til avancebeskatning (jeg betaler, når jeg sælger mine mursten, hvis der er en fortjeneste).
Det er sindssygt kompliceret. Og derfor tør ingen tale om det. Men lad os nu prøve alligevel. Lad os kigge på Gentofte versus Norddjurs:
I Gentofte koster et hus på 100 kvadratmeter i gennemsnit 6,6 millioner kroner og er steget med 6,6 procent årligt de seneste ti år. I Norddjurs koster et tilsvarende hus 720.000 kroner og er steget med 1,1 procent årligt i samme periode. De løbende boligskatter er højere i Gentofte end i Norddjurs, men gevinsten ved salg er endog meget forskellig. Spoler vi alt andet lige filmen ti år frem, ser det derfor således ud:
En forventet værdistigning (skattefri) i Gentofte på 432.000 kroner om året. Den årlige løbende ejendomsskat udgør ti procent af det. De resterende 90 procent – 387.000 kroner per år – er skattefrie.
I Norddjurs er udsigten en værdistigning på 8.200 kroner om året. Den løbende ejendomsskat er 9.400 kroner og altså mere end huset stiger i værdi. Der er altså absolut ingen gevinst – tværtimod er der i denne kontekst et tab!
Er det retfærdigt? Spreder det skræk og usikkerhed at sætte det til diskussion? Er vi så bange for vælgerne, at ingen tør bare antyde, at det kunne være anderledes?
I Moderaterne er vi ikke. Vi vil derfor insistere på en debat om, om det i længden ikke ville være klogere at forenkle og reducere den løbende boligbeskatning, beskatte store gevinster ved salg og i stedet sætte skatten ned på arbejde, produktion og aktiv værdiskabelse.
Måske vinder man ikke et valg på det. Men jeg vil nu også hellere have min børnebørns respekt.
Jeg tillader mig derfor fortsat at gøre mig tanker om fremtidens skattesystem. Ikke for at sprede usikkerhed, men for med rettidig omhu at lægge fundamentet for en politik, der kan gøre Danmark rigere, rimeligere og friere – så det hele holder mere end vores tid ud. Det er trods alt det, ansvarlig politik bør handle om.
Og ja, det skal selvfølgelig ske med omtanke. Så lad mig slå én ting 100 procent fast: Vi kunne ikke drømme om at ændre på andet end fremtiden. Vi kommer aldrig til at pille en tøddel ved eksisterende friværdier!
Jeg gentager: Vi kommer ikke til at pille en tøddel ved eksisterende friværdier!
Venlig hilsen
Lars Løkke Rasmussen
PS. Hvis ikke fik nævnt det: Moderaterne kunne ikke drømme om at pille en tøddel ved eksisterende friværdier!
***
Indlægget er en redigeret udgave af et indlæg fra Lars Løkke Rasmussen Linkedin-profil.









































