Lars Løkkes tale ved Venstres landsmøde

Bemærk: Det talte ord gælder

Hvordan forbereder man sig på den udfordring, man ikke har planlagt efter at få, som man ikke aktivt og målrettet har opsøgt, som man ikke har forventet?

Og hvordan løfter man opgaven, når man alligevel pludselig står med den i sine hænder? Når man løfter blikket og mødes af ansigter, der se ud til lidt måbende at spørge: Hvad så nu? Hvad gør vi nu, lille du?

- Det er den følelse et barn har på sin første skoledag, bilder jeg mig faktisk ind at kunne huske.

- Det er også den oplevelse man har, når man mange år senere kaster sin studenterhue i luften og tror man er færdiguddannet - for et øjeblik senere at forstå, at man er nødt til at gribe ud efter endnu en udfordring.

- Det er den følelse man har, når man indser, at kvinden foran én, er hende man vil og skal dele livet med.

- Det er følelsen af at få sit nyfødte barn i armene... og følelsen når han 19 år senere selv kaster huen i vejret og gøre sig klar til at stå på helt egne ben.

- Det er også følelsen af at sige det sidste farvel, når man mister sin elskede mor.

Den pludselige, uopsøgte - af og til uønskede - udfordring er en del af livet. Og dermed er vi som mennesker på forunderlig vis alligevel forberedte på, at vi af og til gennem livet skal møde, konfronteres med og løfte den uforudsete opgave.

Og fordi vi løbende gennem livet bliver udsat for - og udsætter os selv for - opgaver, binder an med dem, overkommer dem, så får vi mere og mere erfaring i, hvordan vi skal håndtere dem.